En sniper i arsenalet – med ny medicin skal de antibiotikaresistente bakterier nedkæmpes

Når kræftsyge patienter får tilbudt en livreddende behandling ved stamcelletransfusion, er de afhængige af mere end lægernes ekspertise og om behandlingen virker på deres kræft.

Behandlingen gør patienten sårbar overfor livstruende infektioner. Henrik Sengeløv, overlæge på Rigshospitalets afdeling for Hæmatologi, forklarer:

”Vi giver jo patienterne kraftig immundæmpende behandling for at hindre afstødning af de stamceller, de modtager, og også for at forhindre de nye celler i at angribe patientens raske celler.”.

I dag kan lægerne række ud efter alle på markedet tilgængelige antibiotika, og bevæbnet med disse kan de oftest slå de infektioner, der rammer 10-20% af deres patienter, ned.

”Når det går galt, er det fordi patienterne selv har et svært nedsat forsvar. Efter en stamcelletransfusion skal der ske en etablering af et helt nyt immunsystem i patienten, og sådan ét er ikke kompetent til at slå infektioner ned med det samme.”, forklarer han.

Derfor er disse patienter helt afhængige af, at antibiotikaen virker. Bliver den ved med det?

Verdenssundhedsorganisationen WHO har udråbt antibiotikaresistens til ét af verdenssamfundets største sundhedsmæssige trusler.

Vil patienter som disse dø af antibiotikaresistente infektioner -ikke deres kræft?

Antibiotikaresistens er et globalt problem, for bakteriernes udveksling af resistensgene respekterer ikke landegrænser.

Man anslog, at 5 millioner dødsfald på verdensplan kunne tilskrives antibiotikaresistens i 2019, og at dette tal vil stige til op mod 39 millioner i 2050, hvis ikke vi som samfund griber ind, ifølge rapporten Global burden of bacterial antimicrobial resistance 1990–2021: a systematic analysis with forecasts to 2050.

De fleste antibiotika blev udviklet mellem 1930-1960. Siden er udviklingen gået langsomt.

Vi har forladt os på disse tidlige former for antibiotika, hvilket har muliggjort bakteriernes opbygning af resistens konkluderer et review publiceret i tidsskriftet Lancet Microbe i 2025.

Konkret risikerer vi, at vi ikke kan behandle helt almindelige infektioner. Men derudover er mange livsvigtige behandlinger, som f.eks. at modtage kemoterapi, at få foretaget et kejsersnit eller organtransplantationer, helt afhængige af, at man samtidig kan behandle effektivt med antibiotika for at mindske den store infektionsrisiko, der kommer med disse indgreb, konkluderes det i WHOs statusrapport fra 2023.

Der udvikles for få, og særligt for få innovative antimikrobielle lægemidler, vurderer WHO i deres årlige oversigt og analyse fra 2025.

Innovative lægemidler med helt nye virkningsmekanismer efterspørges, fordi bakterierne relativt hurtigt kan overføre deres resistens til et nyt lægemiddel (ved kryds-resistens), hvis begge lægemidler virker via samme mekanisme, forklares det i et review publiceret i tidsskriftet Lancet Microbe i 2025.

Enters ”SNIPR001”.

En lægemiddelkandidat udviklet på DTU, gennem forskning foretaget af Morten Otto Alexander Sommer, Professor ved BRIGHT på DTU, samt Chair of Research i biotekvirksomheden SNIPR Biome.

SNIPR001 udtales fuldstændigt ligesom det engelske ord for en snigskytte, sniper, og har måske også visse ligheder hermed.

”SNIPR001 er et præcisionsantibiotikum.”, forklarer Morten Otto Alexander Sommer, og uddyber:

”I modsætning til traditionelle antibiotika, som rammer både de bakterier, man gerne vil slå ihjel, og dem man ikke vil slå ihjel, så er SNIPR001 programmeret til kun at ramme de bakterier, man ønsker at slå ihjel.”.

For at rette præcisionsangrebet mod nogle bestemte bakterier, har forskerne kigget mod alle bakteriers naturlige fjende; bakteriofagen.

En bakteriofag er en virus for bakterier; den inficerer bakterien og kan både skyde arvemateriale (DNA) ind i bakterien, samt dræbe den ved en slags indre eksplosion, kaldet lysering.

De bakteriofager der anvendes i SNIPR001 udsøger sig specifikt E. coli-bakterier, og bærer på et nøje designet stykke DNA. Dette stykke DNA bliver omsat til en slags molekylær saks, kaldet CRISPR, når først bakterien narres til at ”læse” det.

”Det der sker, når først CRISPR’en aktiveres inde i bakterien, er, at den finder nogle bestemte DNA-sekvenser inde i bakterien, og så skærer den dem i stykker -og så dør bakterien.”, forklarer Morten Otto Alexander Sommer.

SNIPR001 er også effektiv på bakterier, der har udviklet antibiotikaresistens, netop fordi lægemiddelkandidaten virker på en helt anden måde end traditionelle antibiotikaformer af penicillin-typen.

Patrick Munk, lektor ved DTU Fødevareinstitut og forsker i antibiotikaresistens taler da også med begejstring i stemmen, da han fremhæver det innovative i SNIPR001:

”Det her er jo en meget mere formidabel modstander, at give bakterierne. I stedet for, at du har ét lille molekyle, så har vi her en cocktail af virus, der er lavet til at slå dem ihjel”., siger Patrick Munk.

”Det smarte er jo, at når der er fire forskellige bakteriofager i SNIPR001-cocktailen, så selv hvis den ene bakteriofag ikke kan komme ind i E. coli-bakterien, så kan én af de andre måske.” fortsætter han.

Her skal vi måske lige bakke lidt.

Bakterier udvikler resistens på flere måder, men én af disse er ved at mutere, så deres overflade ser blot en anelse anderledes ud end tidligere. Og overfladen kan være helt afgørende for, om vores lægemidler rent faktisk kommer ind i bakterien og virker.

”Derfor kan bakterierne nogle gange med en enkelt mutation blive resistente overfor de traditionelle small-molecule-antibiotika. Her er der faktisk mulighed for, at selv hvis bakterien laver en sådan mutation, så én af bakteriofagerne ikke kan komme ind, jamen så kan én af de andre måske.”, forklarer han.

”På toppen af den her fordel, så selv hvis bakterien finder en måde at undgå ”døden ved lysering”, som er bakteriofagens naturlige våben, så har SNIPR001 et lag mere; hvis bare én af bakteriofagerne kan komme indenfor og skyde sit arvemateriale ind i bakterien, så vil CRISPR klippe i bakteriens DNA, så den dør af det.”, konstaterer Patrick Munk.

Touché, bakterier.

En cocktail med fire bakteriofag-musketerer, med præcision som varmesøgende missiler, og armeret med ikke bare ét, men to dødbringende våben; lyseringen og den berygtede DNA-saks.

Men med al den snak om mutationer og undvigemanøvrer fra bakteriernes side -kan mutationer så ikke lede bakteriofagerne mod vores egne celler?

Morten Otto Alexander Sommer afviser:

”Man har aldrig set, at bakteriofager er gået ind i menneskeceller på den måde, nej.”.

Netop sikkerheden ved et nyt lægemiddel er det første der testes, når man påbegynder et klinisk udviklingsprogram. I april 2026 publicerede biotekvirksomheden SNIPR Biome, at SNIPR001 nu er fundet sikkert at anvende i mennesker.

Hvis SNIPR001 går hele vejen, og godkendes som lægemiddel, så er det dog værd at huske, at den selvsamme præcision, som fremhæves som en styrke, også meget vel kan blive en achilleshæl.

”For at bakteriofager kan bruges bedst i den virkelige verden, så er vi nødt til at koble det med enorm præcis, hurtig og anvendelig diagnostik. Sådan noget fancy molekylær diagnostik begynder vi måske at have i nogle lande, men i langt det meste af verdenen, der har du det slet ikke!”, pointerer Patrick Munk.

Hvis fremtidens antibiotika var baseret på bakteriofag-cocktails, så ville lagerkapaciteten på hospitalerne fyldes hurtigt:

”Vi har allerede problemer med at alle afrikanske landsbyer skal have ti forskellige antibiotika stående, men så forestil dig, at de skal have 1000 hightech bakteriofag-cocktails - en for hver type bakteriel infektion. Det kommer ikke til at ske.”, vurderer Patrick Munk, men fortsætter alligevel:

”Men jeg kommer aldrig til at sige, at det her, det er spild af tid. Vi er nødt til at spille på alle tangenter, og derfor sætter jeg også meget stor pris på sådan nogle innovative metoder, der kan supplere.”, slår Patrick Munk fast.

Vi har ikke bare brug for én løsning, for ét vidunder-lægemiddel.

For bakterierne er bare smarte, de har jo for hulen været her længere end os, flere milliarder af år. Gennem alle de år er de stærkeste varianter levet videre -dem der kunne mutere, så de undgik farerne.

Så kan de ikke også udvikle resistens mod SNIPR001?

”Jo, netop fordi vi i et lægemiddel som SNIPR001 holder bakteriofagerne statiske, så giver vi bakterierne en overhånd. I naturen ville det være et evigt våbenkapløb; bakteriofagen ville udvikle sig tilsvarende, lige så snart bakterien havde udviklet resistens imod den. Men et godkendt lægemiddel, det må ikke variere på den måde, og derfor vil bakterierne nok også kunne opbygge resistens mod SNIPR001 over tid”, forklarer Patrick Munk.

Her pointerer Patrick Munk dog, at den evolutionære proces, hvormed bakterierne muterer og udvikler resistens, den er jo ikke intelligent som sådan.

”Den kan jo ikke se fem steps frem, og forudse modstanderens træk. Vi kunne jo lave forsøg, hvor vi ser hvad bakterier oftest finder på, når de undviger medicinen. Ideelt kunne man have en eller flere ”backup bakteriofager” i sin cocktail, som ikke virkede på bakterierne lige nu, men som var designet til den type af mutationer, som bakterierne oftest laver. På den måde ville det blive astronomisk svært for bakterierne at udvikle resistens.”, foreslår Patrick Munk.

Og her ligger vel vores hemmelige våben.

Vi kan måske ikke forhindre, at bakterierne udvikler resistens mod de antibiotika der står på Rigshospitalets hylder nu. Måske heller ikke mod selve SNIPR001.

Men ved at fortsætte forskningen og udviklingen af nye antimikrobielle lægemidler, ved at VI tænker fem steps frem, så kan vi forhåbentlig give fremtidens antibiotikaresistente bakterier kamp til stregen med nye lægemidler.