Er der en præst til stede?

Det er søndag. 

Kirkeklokkerne skærer gennem den stille formiddag og kalder til gudstjeneste i Auning Kirke på Norddjurs. 

Den lokale præst, Charlotte Bjarning Johansen, står klar ved alteret med sin prædiken. Når de sidste orgeltoner dør ud om en lille time, skal Charlotte skynde sig. Om en halv time starter en ny gudstjeneste ved endnu et alter, endnu en menighed og endnu en kirke.

Sådan er vilkårene for pastoratet på Norddjurs, hvor fem præster skal dække 13 kirker.

Men det er ikke kun præsterne på Norddjurs, der skal løbe ekstra stærkt. Manglen på præster er et landsdækkende problem – og det ser kun ud til at blive værre.

Tilgangen af nye præster er nemlig ikke stor nok til at opveje den betydelige gruppe ældre præster, der går på pension i de kommende år. Dette kunne Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, FUV, fortælle i en rapport om præstestanden i 2025. 

Færre vil i præstekjolen

Præstemanglen er en sammensat problemstilling med ophav fra flere steder. Det mener Præsteforeningens formand, Pernille Vigsø Bagge. 

Hun peger især på den stigende gennemsnitsalder blandt præsterne, som i de kommende år vil føre til en markant afgang fra præstegerningen, når mange går på pension. Siden 1993 er gennemsnitsalderen steget fra 47,9 år til 54 år i 2025 – et tydeligt tegn på, at præstestand er blevet ældre. 

Når mange præster i de kommende år går på pension, vil det kræve, at nye kræfter træder til og udfylder det tomrum, der efterlades. Men det er langt fra givet, at det sker i tilstrækkeligt omfang.

Tilgangen til teologistudiet har de seneste år været stødt faldende. Siden 2011 er tilgangen til landets to teologistudier faldet med næsten 30 procent.

Pernille Vigsø Bagge peger ikke på én entydig forklaring på faldet, men mener, at der bør sættes ind over for det høje frafald blandt teologistuderende allerede på første studieår.

Ifølge FUV’s nyeste rapport forlader hele 25 procent af de studerende studiet i løbet af det første år.

Marie Morre er en af dem, der har valgt at forlade teologistudiet. Hun stod ellers tæt på at afslutte sin bachelor i 2025, men præstevejen viste sig ikke at være det rette for hende. 

Marie var i højere grad draget af studiet filosofiske dimension end de komplekse tekster på latin, græsk og hebraisk samt udsigten til at skulle prædike i den danske folkekirke.

“Jeg ønskede ikke at arbejde i kirken. Jeg havde tanker om, at jeg ville bruge teologi til at undervise på en eller anden måde, men jeg tror aldrig, at jeg rigtig fandt mig til rette i tanken om at være præst,” siger Marie Morre. 

Geografisk ubalance

En anden væsentlig årsag til udfordringen er, at mange af dem, der faktisk bliver færdiguddannede, ikke søger væk fra landets store byer. Så selvom præstemanglen er et landsdækkende problem, er det særligt mærkbart i landets mindre byer.

Præsteforeningens formand, Pernille Vigsø Bagge, fortæller, at de demografiske forskydninger, der finder sted for tiden, er enorme. Flere og flere mennesker vælger at bosætte sig i byerne, mens landdistrikterne affolkes.

Pernille har selv stået midt i udfordringerne, da hun var præst i en lille landsdel: 

“Jeg har selv haft et embede, hvor jeg skulle dække fem kirker og referere tilbage til fem menighedsråd.”

Det er nu et år siden, Pernille forlod sit travle præsteembede, og hun fortæller med tydelig ærgrelse, at der ikke er fundet en erstatning endnu.

Hun understreger, at kravene og forventningerne til præsten er de samme i landdistrikterne som i byerne, og insisterer på, at det ikke bør have nogen betydning, hvor man bor, for at kunne gå i kirke.

En travl præstegerning 

Tilbage på Djursland hos Charlotte Bjarning Johansen har udviklingen og den demografiske forskydning været til at mærke, særligt i de seneste par år.

I takt med at arbejdsbyrden vokser, vokser også en snigende følelse af utilstrækkelighed hos Charlotte, der som præst ofte skal håndtere opgaver med meget kort varsel. De opgaver lander nu hyppigere på Charlottes skrivebord. 

“Det er blevet et mere stressende arbejde. Jeg har flere bisættelser, begravelser, dåb og vielser, fordi jeg skal være præst i flere kirker,” siger Charlotte Bjarning Johansen. 

Udover at skulle passe flere kirker har de i Charlottes pastorat på Norddjurs måttet sige farvel til tre præster de seneste to år. En er død, og de to andre er rejst. Menighedsrådene har derfor skulle ansætte nye præster, men de har ikke lige frem væltet sig i ansøgninger. 

Det er ikke et ukendt tilfælde, at menighedsrådene kun får en eller to ansøgninger til en præstestilling.

“Der kan være forskellige grunde til, at menighedsrådet vurderer, at der ikke er et match,” siger Charlotte Bjarning Johansen. Hun understreger, at det at være præst ofte er et meget personbåret job, der er afhængig af en god kemi med menighed og sogn. 

Og hvis matchet ikke er i hus, må stillingen slås op igen. Det skete for en tredjedel af alle stillingsopslag i 2022, ifølge Præsteforeningens opgørelse. 

En indsats for fremtidens præster 

Selvom udfordringerne er mange, er de ikke nye. Præsteforeningen har i længere tid iværksat en lang række initiativer for at tiltrække de studerende til præstegerningen efter færdiggjort uddannelse.

For at de studerende bedre skal kunne se sig selv i rollen som præst, er der tæt kontakt mellem foreningen og studiet. Dette kan Marie Morre også huske fra sin studietid: 

“Præsteforeningen har en masse ting at gøre med teologi,” fortæller Marie, “der var eksempelvis paneldebat mellem en queer og en konservativ præst og prædikenværksted, så man kunne prøve det lidt mere praktisk.” 

På pastoralseminariet, som skal gennemføres efter teologikandidaten for at blive præst, har man indført et krav om, at de studerende skal i praktik i kirker uden for København og Aarhus. Tiltaget er sat i verden for at imødekomme de demografiske udfordringer.

“Det lykkedes faktisk langt hen ad vejen at vække folks nysgerrighed i forhold til, hvad det vil sige at komme til eksempelvis Ribe eller Lolland-Falster,” siger Pernille Vigsø Bagge om initiativet.