Et kapitel lukker, mens de andre fortsætter 

Solen lægger sig blidt om Lottes kinder og hage, men bliver bremset af den sorte hat, som lægger sig fint over hendes grå pagehår. Den orange drik med papsugerør er kun halvvejs drukket. Hun sidder der alene. Hun kigger på mennesker. Mennesker, der farer forbi caféerne ved Aarhus å.

Lotte bor med sin mand Claus i et villakvarter tæt på den Gamle By. ”Vi mødtes først da vi begge var i start 50’erne.” Sammen har parret ingen børn, men de har begge et barn fra tidligere ægteskaber.

”Ja min pige hun bor lige her om hjørnet,” peger Lotte. Hun bliver vemodig, da spørgsmålet falder på børnebørn. Et lille skævt smil, som dækker over flere ting. ”Jeg har desværre ingen børnebørn.”

Lotte smiler, kigger ned på sine hænder. Hun vil hellere snakke om sit gamle job. ”Jeg savner mine kollegaer og hele mit netværk på arbejdet. Det har godt nok været en omvæltning at stoppe.”

Lotte siger ofte ”Vi” om hende selv og hendes kollegaer på bibliotekerne; ”Vi vandt prisen, vi læste Politiken og samfundsrapporter…” Hun tager sig selv i det og slår sig til panden. ”Nu siger jeg vi, men det er det jo egentlig ikke mere.”

Selvom hun siger ”vi” om sine gamle kollegaer har de endnu ikke mødtes siden hun blev pensioneret for 2 år siden. Til spørgsmålet om hvorvidt hun har kontakt med sine gamle kollegaer, kigger hun lidt ned. Hun folder sine hænder sammen, tager en kort indånding og kigger ud på åen.

”Vi er i kontakt, men jeg synes det er svært når de stadig arbejder der, men jeg ikke gør.”

Hun mangler fællesskabet på biblioteket. At møde sine venner og kollegaer hver dag. At have noget at stå op til, andet end sig selv og sin mand.

Lotte glæder sig til lyset og foråret og Rockhotel på Samsø i maj måned. Der kommer altid rock musikere, som hun kalder det. Hun smiler skævt og får et forventningsfuldt glimt i øjnene under den sorte hat.

Lotte Nielsen, 68 år, pensionist.