Et liv, to identiteter

4. marts 2004

På landevejen mod Skive sidder Martin Hybert Andersen bag rattet og skriver en sms til sin far. Mobiltelefonen glider ud af hånden, og i forsøget på at samle den op mister han kontrollen. Bilen drejer af vejen og fortsætter direkte ind i et træ med 120 kilometer i timen. Ulykken var livstruende for Martin Hybert Andersen, som lå i koma i seks måneder og vågnede op til en ny tilværelse som handicappet. 

22 år og 13 dage senere 

Martin Hybert Andersen vralter gennem gågaden i Holstebro, en af de permanente skader fra ulykken. Her begyndte det hele. Rockermiljøet, stofferne, voldsdomme. 

Da han passerer arresten, stopper han et øjeblik og peger præcist på det vindue, hvor han engang sad varetægtsfængslet. Dengang var det den gamle Martin, der kiggede ud gennem vinduet. Nu går den nye Martin forbi udenfor, fri af sit gamle jeg, men minderne flyder stadig op til overfladen, selvom han ikke ønsker det. Han må leve med to identiteter.

Vejen ind i et hårdt miljø 

I hans mors lejlighed står fortiden stadig tydelig for ham. For kort tid siden gik han forbi arresten i Holstebro, nu sidder han i stuen, hvor stilheden falder tungere. 

Den gamle Martins identitet er et liv tæt forbundet med rockermiljøet i Holstebro. Han begyndte som 14-årig at sælge hash, inspireret af sin omgangskreds, der havde bevæget sig ind i miljøet før ham. På en god måned kunne den gamle Martin tjene mere end de fleste på hans alder.

Kort efter flyttede han sammen med ældre og større rockere. Den slags typer, som klipper fingrene af folk, de har et problem med. 

"Det var praktisk, fordi de kunne have min ryg, når kunderne skyldte mig penge." 

Han var jo stadig bare en teenageknægt. 

Han smiler kort. 

"Jeg var sin egen bedste kunde, og jeg blev hurtigt glad for hårdere stoffer"

Hurtige penge trak ham ind i miljøet, og de seje typer, han så op til dengang, fik ham til at blive. Når han ser tilbage i dag, beskriver han sig selv som hård og uden større omtanke for andre. 

”Jeg har slået folk ned med en kødhammer. Jeg har været en rigtig nar." 

Det nye udgangspunkt

Alt dette ophørte af sig selv efter ulykken, og det gamle miljø gled langsomt ud af hans liv, mens den nye Martin tog form. 

I dag navigerer den nye Martin efter noget helt andet end dengang. Han søger ro, ansvar og en hverdag, hvor han kan holde hovedet højt i Odder, hvor han bor. 

Han beskriver sig selv som en, der gør sig umage for at være positiv, for ikke, “at blive en sur gammel stodder.” Det mærker man fra første møde, hvor den nye Martin hilser med smil og highfives

Hans måde at møde folk på gør, at det kan være svært at forbinde ham med hans kriminelle og voldelige fortid.

Fra pusher til højskolekok

For fem år siden fik den nye Martin arbejde på Egmont Højskole som køkkenmedhjælper. På arbejdet har han korte arbejdsdage, da han bliver overstimuleret, hvis han arbejder for længe, en af følgeskaderne fra ulykken. Arbejdet giver ham faste opgaver, som giver ham en følelse af at bidrage, og hjælper ham med at komme på andre tanker, end når han sidder alene. 

Den nye Martin minder ofte sig selv om, hvor langt han er kommet. Han bor i egen lejlighed, har et godt job med kollegaer, som han er glad for, og en kabinescooter.  

“Jeg har det bedste liv overhovedet."

Selvom han forsøger at holde fast i de nye rutiner, er der dage, hvor stilheden bliver for tung. På de dage kan han stadig falde tilbage på cannabis for at få ro og aflede tankerne, et spor af den gamle Martin, der træder ud af sin skygge. 

Tragedien blev en benådning 

Det er de færreste, der ønsker at køre ind i et træ, ligge seks måneder i koma og vågne som handicappet, for slet ikke at tale om den lange genoptræning på tværs af kommuner og lægernes vurdering af, at han hverken ville komme til at gå eller tale igen. Men alt det føler den nye Martin sig i dag heldig over at have overlevet. At han modbeviste lægernes vurdering, skyldes, at ingen andre skal bestemme, hvad han kan og ikke kan. 

Ulykken blev derfor det brutale stop, der reddede ham, en benådning, som han selv beskriver det. Og når han forestiller sig et liv uden ulykken, bliver blikket alvorligt. Han er sikker på, at han enten ville være endt i en overdosis eller blevet slået ihjel i det miljø, han dengang levede i. 

Minderne på kroppen

Den nye Martin trækker op i trøjen og viser et ar, der løber tværs over maven. Rundt om har han fået tatoveret en lynlås, som om man kan åbne og lukke for fortiden - en måde at lave sjov med noget, der ellers kunne virke tungt. 

På brystet står datoen for ulykken og nedenunder “Second chance”. Da han bliver spurgt om, hvorfor han har foreviget datoen for ulykken, falder der en lang pause. Han kigger ud i luften, før han svarer, at datoen minder ham om, hvem han var engang, og hvem han ikke skal være igen.

Foran ham, på bordet, ligger en bowlerhat, som er blevet en del af hans nye identitet. Et ar i hovedbunden, som ikke kan ses, bilder han sig ind, at andre kan se. Hatten bliver derfor et lille dækken over den gamle identitet og et billede på, hvordan den nye Martin skal leve med to identiteter. 

Når fortiden følger med 

Når den nye Martin møder nye mennesker, mærker han hurtigt, hvordan fortiden ligger som et usynligt stempel over ham. Han føler sig ofte dømt på sin fortid, fordi han heller ikke vil gemme på, hvem han var engang, og det rammer ham, fordi han ved, at han ikke længere er den person, folk tror, de møder. 

Den nye Martin insisterer på, at folk før eller siden alligevel lærer hans fortid at kende og derfor kan han lige så godt være ærlig fra starten.

 “Tag mig som jeg er."

Selvom den nye Martin i dag lever med både fysiske og psykiske følger af ulykken, vurderer han sig selv som langt mere normal nu, end han var dengang. 

"Hvis mit gamle og nye jeg mødte hinanden, ville de komme op at slås. Den nye Martin ville bede den gamle Martin om at tage sig sammen."

Han ser sig selv som et bedre menneske nu, mere rolig, mere bevidst og med et andet syn på livet. 

“Jeg har fået en chance mere” siger han og samler hænderne foran sig, mens blikket glider op mod loftet, som om han takker de højere magter. 

“Nu må jeg sørge for at bruge den rigtigt.”

Drømme for fremtiden

Støtten fra hans far bar ham gennem forløbet. Han fortæller, hvordan familien “har gjort så meget” og sat alt andet til side for at få ham på benene igen - noget han er oprigtigt taknemmelig for. 

Det er derfor ikke mærkeligt, at han i dag ser sin far som sit største forbillede. Netop den støtte har vækket et ønske i den nye Martin om selv at række ud og inspirere andre, præcis som han selv blev løftet af dem omkring sig.

Han drømmer om en dag at holde foredrag og fortælle mennesker i svære livssituationer, at hvis han kan rejse sig igen, så kan de også. Samtidig håber han på et liv med mere stabilitet, måske endda en kæreste, “hvis der er nogen der gider,” som han siger med en let latter. 

Stoltheden over, hvor langt han er kommet, fylder tydeligt. Den nye Martin ved, at han har fået en chance, og i fremtiden ønsker han intet mindre end at bruge den rigtigt.

Da han rejser sig fra stolen, sætter han bowlerhatten på hovedet, trækker den ned over panden, så den dækker arret. Et par fingre glider langs skyggen, som om han mærker efter, om den sidder rigtigt. 

Så rejser den nye Martin sig med et smil, og hatten sidder præcis, som han vil have det.