Et sats på keramik: Aases liv har været fyldt med kærlighed og kreativitet

”Jeg kunne sælge alt, hvad jeg lavede.”

Efter 15 år som folkeskolelærer skulle der ske en ændring i Aases liv. Ikke fordi, hun ikke kunne lide sit arbejde. Men med sin allerførste lærerløn havde hun købt en drejeskive, og igennem årene havde hun lært sig selv at lave keramik. Nu var det 1986, hun havde forelsket sig i faget og drømte om at leve af det.

”Skal vi sige, at det bare kom til mig?” siger hun og ser over på sin mand, Anders, med et lille smil. Hun sidder i en dyb lænestol i det store orangeri. Det er en stille eftermiddag i Risskov og solens stråler pletter velvilligt rummet med lys.

Og leve af keramik gjorde hun. Det blev til en lang karriere, hvor både udstillinger, undervisning og symposier har ført hende ud i verden og til mødet med alverdens mennesker.

Nu er hun taknemmelig for, hun valgte at skifte retning, selvom det ikke var så almindeligt dengang. Hun mener dog, hun har været heldig. I dag er det mere populært at lave keramik og sværere at leve af, siger hun. Men for hende gik det fremad lige fra start.

”Det allerbedste er at se, hvad der kommer ud, når man har haft en brænding,” fortæller hun med et nostalgisk blik. ”Der er meget, der er godt… der er noget meditativt ved at være keramiker.”

Farvel til virket

I dag laver Aase ikke keramik mere. Hun kan ikke.

De seneste 8,5 år har hun døjet med helbredet og gennemgået operationer i ryggen. Senest for spinalstenose - en arbejdsskade fra det fysisk hårde erhverv. At rejse sig fra stolen er en udfordring.

”Jeg sagde af og til ’kan du ikke skrive digte i stedet for’?” griner Anders med et glimt i øjnene.

Tidligere på dagen slentrede parret roligt afsted arm i arm på græsplænen foran det åbne hav i Risskov Strandpark. Det var første gang, Aase kunne gå en tur igen efter operationen. 14 dage var der gået.

“Det var fedt, at jeg kunne klare at gå derned i dag,” siger hun om det sted, hvor hun igennem mange år plejede at løbe en tur hver dag. “Jeg elsker at være dernede.”

Men Aase har det fint med den vej, livet er drejet henad på hendes ældre dage. Også selvom hun har måttet lægge keramikken fra sig:

”Jeg er ikke ked af det. Jeg har oplevet det, jeg ville.” Hun er bare taknemmelig for, det ikke er værre.

Et hjem igennem årtier

Det hvide hus på toppen af en af områdets mange bakker bærer frugt af et langt, rigt liv. Aases kreationer kan ses i alle retninger. I vindueskarme og på gulvet pynter vaser, og kaffen drikkes fra hjemmedrejede kopper. Væggene er fyldt med farverig kunst af nogle af de mange venner, Aase har tilegnet sig igennem sit kreative virke.

Det 76-årige par har boet i selvsamme hus siden 1979. Syv år forinden var Anders blevet inviteret på middag hos en gammel veninde. 26. september, en dato som står lysende klart i hans erindring. Fordi Aase var en af de personer, som sad ved bordet.

”Og så var det løb kørt,” fortæller Anders, som var gymnasierektor. Han har støttet Aase hele vejen igennem hendes karriere og har fundet det enormt spændende at følge med fra sidelinjen.

I dag har Aase fundet ro, varme og lykke i sin alderdom. Et resultat af at have fulgt mavefornemmelsen igennem hele livet. Noget, hun opfordrer alle til at gøre.

Og selvom hun har lagt keramikken bag sig, keder hun sig ikke. Helt konkret går tiden nu allermest med ”to b’er; bøger og børnebørn,” som Anders kalder det med stolthed.