Fællessang på hver sin måde

I kirkesalen står Lærke Hansen foran det sorte klaver. 

”Til den her skal I skrue lidt ekstra op for stemmerne,” siger hun, mens hun slår op på sang 206 i Højskolesangbogen: With a Little Help From My Friends.

På knagende kirkebænke bøjer manden i den sorte The North Face-fleece sig hurtigt frem for at fokusere på teksten. Benene er lagt over kors, og stemmen er lav denne aften. Han bladrer i Højskolesangbogen, som om han ved præcis, hvor sangen står. 

De første akkorder fra det tunge klaver slår an. Selvom der er tomt bag ved, løfter stemningen sig i kirken. Først tøvende, så stærkere.

Manden i fleece-trøjen retter sig roligt op og synger med på omkvædet. ”Oh, I get by with a little help from my friends.”

Klokken 18.30 ankommer de første mennesker til Skt. Lukas Kirke. De er her ikke kun for kirkens 100-års fødselsdag. De er her for fællessang.

Under de tolv disciple 

Det kølige skær i kirkens indgang overskygges af det guldbelagte kors. Den dynamiske belysning fra de ti designlamper svier i øjnene. Over dem holder Jesus og de 12 disciple øje fra loftets buede design.

Kirken fyldes langsomt op. Men bag række 16 i loftet hænger Andreas - en af Jesu 12 disciple i loftudsmykningen - hvor en kølig forårsluft siver ind. 

Det urokkelige ekko spreder sig. Et enkelt host giver genlyd mellem de hvide vægge.

Lyset fra lamperne står stille over de tomme bænkerækker bagved.

Fællessang for alle

På række 14 sidder to ældre veninder. De nåede ikke at få en sangbog. De sidder fælles og læser sangteksterne gennem en gammel iPhone. Det rynkede flip-cover klapper ofte i. Under en mere ukendt sang glor de intenst på skærmen. De zoomer ind, så lidt ud, og igen lidt ind. Så langt ind, at safari-appen giver op og lukker ned.

Et par rækker bag dem sidder en dreng med en frisk fade. Selvom han sidder i midten af kirken, er fokus oftest rettet mod sidemanden. Det er ikke til at høre, hvad han siger. Han snakker mere til fødselsdagen end han synger.

Længere fremme sidder Niels Grønskov sammen med sin kone. De har været her ofte. 

”Det minder mig om nostalgi”, siger han med sangbogen i hånden.

Fællessang er ikke noget de altid har dyrket, men for Niels og hans kone betyder Højskolesangbogen alligevel noget særligt.

”Vi benyttede Højskolesangbogen meget i vores ungdom, og så er det bare hyggeligt her.”, siger han.

På de bagerste rækker sidder en dame i en skrigblå striktrøje. Hun svajer i takt med tonerne fra det dikterende klaver. Der er ikke meget benplads, hvis man er høj, og derfor har hun lagt benene over hinanden.

Lyden af høje hæle runger i den dybe sal, mens en dame lister langsomt ud.

Ved klaveret

Den højre hånd holder fast på bogen, mens den venstre støtter. Den gule scrunchie holder håret oppe i en stram knold. Hendes limegrønne striktrøje skiller sig ud fra kirkens minimalistiske farver. Hun bladrer konsekvent i sangbogen.

Hendes klare stemme skiller sig ud i kirken. Hun lægger et lyst kor på sangene, når stemmerne falder.

”Når man kan mærke, at temperaturen i lokalet stiger, folk rykker tættere på sidemanden, smider hæmningerne og lader sig rive med. Så bliver man bare glad, det er helt utrolig dejligt.”, siger Lærke Hansen, der er kirke- og kulturmedarbejder i Skt. Lukas Kirke.

Blikkene retter sig i salen, når Lærke binder sang og historie sammen.

Hendes hånd hviler sig lige kort på klaveret.

Når rummet løfter sig

”Vi skal synge kirkens sang nu, ” siger Lærke, og bladrer frem til sang nummer 71 i Højskolesangbogen. De første stemmer er tøvende, men de breder sig hurtigt imellem bænkerækkerne.

Et par forsigtige fnis breder sig, da en gruppe bagved rammer tonen skævt. Selvom det er kirkens sang, støtter Lærke sig til bogen.

De tunge tangenter holder rytmen, mens ekkoet breder sig over publikum.

Da de sidste linjer er sunget breder roen sig igen over kirken og et par sangbøger klappes stille sammen.

Publikums klapsalver fylder rummet. Fællessangen er forbi, og småsnakken breder sig på vej ud.

”Vi skal vel afsted d.7 igen, ik?”

En kold brise fra indgangen falder ind over de bagerste bænkerækker, mens folk forlader kirken.