Fællessang under de tolv disciple: Skt. Lukas Kirke fejrer 100 år

“Det er forår. Alting klippes ned. Der beskæres i buskadser og budgetter. Slut med fordums fede ødselhed. Vi begynder at træne til skeletter. Jeg blir fem år ældre ved hvert indgreb i min pung – men når forårssolen skinner, blir jeg ung.”

Sådan lyder det onsdag d. 4/3 – 2026, en sen aften til højskolesangaften, da Skt. Lukas Kirke fejrer 100-års fødselsdag. Ung som gammel synger med. Rækkerne foran alteret er fyldt med briller og hår i alle grå nuancer, mens enkelte leder efter teksten på deres telefoner. Alligevel klinger sangen om at blive ung igen mellem bænkene. Kirken er fyldt denne aften – fyldt af mennesker, der er kommet for at synge fællesskabet og foråret ind.

De røde døre

De røde døre til kirken åbner og lukker hele tiden. Kold luft følger med ind hver gang nogen træder indenfor. Ved garderoben hænger jakker tæt side om side. Et lille skilt på væggen siger: “Sluk lyset tak.”

Ved knagerækken står Pia Stokholm og tager sin frakke af. Rundt omkring summer rummet af snak, mens folk hilser på hinanden. Over hende sidder kvadratiske vinduer i loftet, hvor det sidste dagslys falder ned i gangen.

“Der kommer mange i dag,” siger hun. Arrangementet ligger kun en gang om måneden, men det er nok til, at folk vender tilbage.

“For mig er det bare hyggeligt at synge,” siger hun. Pia har ikke selv taget nogen sang med i dag. “Jeg har ingen ønsker,” siger hun og trækker lidt på skuldrene.

Stemningen omkring hende bobler af små samtaler, grin og genkendende nik. “Der er næsten altid godt humør. Det er bare fedt at synge.”

Sangaftenen foregår i Projektorsalen, et siderum til kirken i sognehuset. Flere og flere ankommer, og rummet fyldes hurtigt af livlig snak. Nogle samles i små grupper, andre sidder alene og kigger rundt. Rækkerne fyldes med mennesker, og briller glitrer i det bløde lys. De unge kommer til sidst, som små øer midt i havet af rutinerede sangere.

Kirken

Arrangøren og sognepræst Vibeke Houmøller meddeler, at vi må gå op i kirken – projektorsalen kan ikke længere rumme alle de fremmødte. Forsigtigt rejser folk sig, og snakken falder til en dæmpet mumlen, mens de bevæger sig gennem gangene mod kirkerummet.

Folk finder stille pladser i de blå og sølvfarvede bolsjestribede sæder. Nogle samles foran i grupper og småsnakker, andre sætter sig alene. Et par rækker bagerst er næsten tomme, undtagen én, der sidder alene og lader blikket vandre over de store buede vinduer, lysekroner med stjerner og de sorte messingplader på væggene. Guldkorset skinner over alteret, mens sognepræst Vibeke bevæger sig mod scenen, mellem rækkerne.

Konceptet er enkelt: Der skal synges 12 udvalgte sange – én fra hvert årti siden kirken blev bygget for 100 år siden. Før hver sang fortælles små historier, der binder musikken til kirkens og tidens historie: Fra Kaj Munks “Den blå anemone” om 30’ernes fascisme, over 50’ernes Beatles og ungdomsoprør, til 00’ernes Obama og 20’ernes Trump og Corona. Mellem de udvalgte sange kan de fremmødte også selv vælge numre, så aftenen bliver en blanding af planlagte og spontane indslag.

I kirkens køkken står Vibeke mellem bakker og glas, der senere skal bruges til pausen. Hun er arrangør sammen med Lærke, som er kommunikationsansat.

“Det hele begyndte i 2021, da den nye højskolesangbog udkom. Der var rigtig mange, der gerne ville synge,” siger Vibeke.

“Det handler ikke om at forkynde eller sælge kristendommen. Det handler om fællesskab. Nogle kommer for at synge, andre bare for at være her. Der var engang en, der sagde bagefter, at hun slet ikke havde sunget med – men hun havde nydt det.”

De tolv disciple

I det store kirkerum begynder sangaftenen for alvor. Stemmer blander sig i en lav, brummende klang, der breder sig mellem bænkene. Over menigheden hænger de tolv disciple i loftet – de eneste i rummet, der ikke vender blikket mod det store piano, som står forrest på scenen.

Nogle synger med fra første tone, andre følger melodien mere forsigtigt. Alligevel opstår der hurtigt en særlig ro i rummet.

Pausen

Efter en times sang bryder pausen ind med brownie og bobler. Glas åbnes, nogle knuses og fejes op, mens små samtaler fylder rummet.

På række syv sidder to yngre søstre. Storesøsteren har inviteret lillesøsteren med; lillesøsteren har selv gået på højskole fortæller hun og hun elskede det. De taler stille om sangene og minderne.

Nostalgien fylder lillesøsteren – hun fortæller at hun nyder det på ny.

Lidt længere nede bryder en hoste pauselarmen, og en anden deltager bruger sin iPhone til at zoome ind på teksten, så den kan følges.

Sangen fortsætter

Da pausen slutter, samler folk sig igen i bænkene. Tonerne vender tilbage til kirkerummet. De tolv sange fra forskellige årtier begynder langsomt at sætte sig i kroppen – fra ældre højskolemelodier til nyere toner.

Nogle synger med hele kroppen, andre følger melodien mere stille, men fællesskabet holder det hele sammen. Små smil, nikkende hoveder og korte blikke mellem rækkerne skaber en levende stemning i rummet – et sted, hvor både unge og gamle et øjeblik kan føle sig lidt yngre.

De tolv disciple i loftet bliver næsten et symbol på aftenen: hver sang som en lille fortælling, hver stemme som en del af helheden. Under dem mødes generationer i musik og minder, mens endnu en sang begynder.