Fællesskab på fuld plade

”28 … og det var nummer 28.” 

”Her spiller vi udelukkende om kontanter. I naboforeningen spiller de om smør på rækken og kød på pladen, men hos os hedder det 25 kr. på rækken og en halvtredser på pladen,” fortæller Doris.

Hun sætter sig til rette på sin faste plads ved opråberbordet og finder en stofpose med træbrikker i frem. Foran hende ligger en plade med samtlige numre fra et til 90, og ved hendes side ligger de kontante gevinster på række, fordelt i lige store bunker.

Doris Kronborg er 87 år gammel og står to gange om måneden for at arrangere banko for de ældre i Marselis Folkehus. Førhen var der en forening, der stod for det, men da den lukkede, tog Doris egenhændigt over – for bankospillet kunne ikke undværes.

Forårssolen står ind ad vinduerne og lyser festsalen i folkehuset godt op. Hver anden uge er det et fast samlingssted for en lille flok pensionister på Frederiksbjerg. Rundt langs de hvide vægge, der er prydet med farverige, abstrakte malerier, holder diverse rollatorer og andre hjælpemidler til gangbesværede parkeret. På bordene er kaffekopper, underkopper og tallerkener med servietter sporadisk placeret for at gøre plads til bankopladerne. Kaffen må vente til pausen.

Doris rømmer sig og byder velkommen. Første step på dagsorden er at fordele præmier fra dagens lotteri ud.

Konkurrenter, men mest af alt venner

Ved et af bordene sidder Jonna, Clara Irena og Agnes side om side. De kender efterhånden hinanden – og hinandens sejrshistorik – ret godt, for der er nemlig mere eller mindre faste pladser i klubben. Nogle kører endda med faste spilleplader.

”Jeg plejer at vinde hver gang,” siger Jonna og smiler, imens hun finder sit bankogrej frem.

Ved enkelte af de andre borde er der tomme pladser i dag, men det må skyldes sygdom bliver de tre veninder enige om, for der er nemlig et begrænset antal pladser i klubben, og der er rift om dem. Selv havde Jonna ventet i et halvt års tid for at kunne få en plads, og efterspørgslen er efter sigende ikke blevet mindre.

”Vi starter med at spille om en række,” lyder det fra Doris og med ét falder der ro over salen. Hendes talopråb foregår i et pænt imponerende tempo, så man må spidse ører for at kunne følge med.
Nogen har med tiden fået mere rutine end andre, så alt fra to og helt op til seks plader forvaltes der rundt omkring.

”Banko!” lyder det fra et bord.

Tallene bliver råbt højt og tjekket efter. Den var god nok.

”Og så er det en fuld plade, der spilles om,” lyder det fra Doris.

Ikke længe går der, før der endnu engang bliver udbrudt et ”banko!” og rakt en arm i vejret. Den heldige vinder, sender pladen afsted til tjek, og da tallene derpå bliver bekræftet hos Doris, kan man ved samtlige borde høre brikkerne blive samlet ind på ny - de fleste ved hjælp af en lille magnetisk stav - så næste runde kan påbegyndes i en fart.

”Så må du gerne tage brikkerne af igen, Lars,” lyder det nede fra enden af et bord. Det nyeste skud på stammen er Lars, der kommer ovre fra petanque-klubben. I dag har han sin bankodebut, men det kniber til tider lidt med at holde overblikket over sine plader, så fra tid til anden får han lidt hjælp med på vejen af enten naboen eller genboen.

”Så spiller vi om en enkelt række igen,” melder Doris ud.

Som runderne skrider frem, stiger den kollektive trang til kaffe også. Ved afslutningen af syvende omgang, er det tid til en velfortjent pause. Køkkenet i centret har sørget for stille hhv. hjemmelavet citronkage og ostemadder an. Den uharmoniske lugtkombination af frisk citron og ekstralagret ost breder sig i lokalet, i takt med at hyggesnakken gør det samme.

”Her får man noget for pengene – selv hvis man ikke vinder,” siger Clara Irena og refererer til de enormt store stykker, som kagen er skåret ud i.

Der går dog ikke længe, før en kriblen i fingrene for at spille videre melder sig hos flokken, så der spises op og drikkes ud i en fart. Afrydningsproceduren kender de: Servicen bliver samlet til enden, og dem, der ikke er udfordret af gangbesvær, rydder af.

Anden runde består blot af fem omgange, for lokalet er kun lejet til klokken 16:00.

"Jeg håber, at kaffen og kagen smagte. Vi starter op igen og på én række," lyder det fra Doris.

Stolene bliver rykket ind til bordet, og roen falder på ny over festsalen i Marselis Folkehus.

”Det er ikke noget, som vi bliver rige af det her, men vi kommer jo også hovedsageligt for hyggens skyld. Gennemsnitsalderen her er over 80, og mange har også passeret de 90 år. De fleste af os er alene i dagligdagen og måske tilmed lidt ensomme, så vi har brug for et socialt mødested med ligesindede. Det kan banko for os,” siger Clara Irena, da hun et kort øjeblik slipper blikket fra sine bankoplader.

"Nummer 54 ... og der var nummer 54."

"Banko!" udbryder Jonna.