"For os er hun et barn"

Paw patrol fylder tv’et med farver og animerede hunde. Lyden af tegnefilmen oversvømmer det lille køkkenalrum i Horsens. 

En hvid højstol står vendt mod fjernsynet. Et par dybe blå øjne stirrer mod skærmen fra den lille krop i stolen. 

Sky-bamsen ser med fra stolens lille platform. Den samme karakter pryder tv-skærmen med sin brune pels og lyserøde dragt.

På puslebordet, der knebent er stuvet ind ved siden af fjernsynet, er uglemønsteret på stoffet gemt under lag af hvide heldragter og lyserøde trøjer.

I køkkenet bliver en sutteflaske med “Mickey” i lyserøde blokbogstaver fyldt med hvidt pulver fra en bøtte, der rystes sammen med vand til en ensformig masse. 

Vejen tilbage til stuen er barrikaderet af en kombiklapvogn stoppet med en dyne med Marie fra Aristocats. Den fylder halvdelen af køkkengulvet. 

Sutteflasken finder endelig vej til højstolen, men den bliver ikke anerkendt af et hvin. Ingen mund bliver grådigt åbnet. De blå øjne fjerner sig ikke fra skærmen. De blinker ikke. Det lille ansigt er støbt i et permanent smil i vinyl. 

Et dukkehjem

Bettina Studskjær Jessen ser på sin ‘datter’ Ida og smiler.

“Jeg er selv ved at hvile i det ord, ‘dukke’. Groft sagt er hun jo bare en dukke, for hun trækker ikke vejret. Hun gør ikke noget, så ja, hun er en dukke, men for os er hun en del af vores hverdag, og for os er hun et barn” 

Bettina på 34 år kalder sig sammen med sin mand, Daniel Studskjær Jessen på 32 år, forældre til Ida. Eller reborn-forældre, hvis man skal være helt præcis.

Reborn dukker er realistiske og livagtige dukker skabt til at ligne rigtige børn. De fleste har, som Ida, hoved, hænder og fødder af vinyl, men en krop i stof fyldt med små kugler. Det giver dukken en vægt, som svarer til alderen, dukken skal forstille at være, og en realistisk fornemmelse, når man holder den. Bettina fortæller, at Ida er lavet til at ligne en baby på 3-4 måneder.

Ved første blik på Ida tænkte Bettina:

“Hende her, det er bare min nye datter. Det er hende og ikke nogen anden”. 

I år er det fem år siden.

Bettina og Daniel har hver en hjerneskade og er førtidspensionister. Bettina arbejder seks timer om ugen i Bilka, og Daniel er sygemeldt fra sit arbejde i Horsens Kommune. 

For dem har Ida behov som et levende barn, de skal tage sig af. I deres daglige rutine putter de til en fast sengetid, leger med hende, skifter hendes tøj og ble, giver hende sutteflaske, ser børne-TV og læser bøger op for hende.

“Jeg føler, at når vi skifter hende, når vi giver hende mad, at jeg er mor og forældre til et barn”, siger Bettina og tilføjer, at det giver hende glæde, ansvarsfølelse og selvtillid hver eneste dag.

I løbet af de sidste fem år har Bettina brugt omkring 5000kr på ting til Ida. Rutinen har været stort set uændet. Bortset fra at de er ved at vende Ida af med sut.

“Det kan mor godt savne en gang imellem,” siger Bettina vemodigt.

Terapi-datter

Bettina har grundet sin hjerneskade lettere ved at værdsætte ting, som er tiltænkt børn. Derfor kan hun selv godt lide at lave ting som at se børne-tv.

“Selvfølgelig kan man godt det, selvom man ikke har en reborn eller har et barn, men jeg har en lidt bedre undskyldning for at se det så meget, når jeg har Ida.”

At have Ida hjælper hende med at acceptere den del af hende selv. På samme måde hjælper Ida Bettina, når hun ikke kan sove på grund af tankemylder. Hun fortæller, at hun så siger, det var Ida, der ikke kunne sove. Det giver hende en ro til at få de ubehagelige tanker på afstand.

Det er Ida, som passes ind i deres rutine, ikke omvendt. Hun bliver efterladt alene i krybben, når parret er på arbejde. Ida kan blive liggende hele dagen, hvis Bettina har en svær dag, hvor hendes angst eller depression lammer hende. Men følelsen af ikke at være en god nok mor kommer krybende.

“Det kan få mig op fra sengen på en dårlig dag, hvis jeg skal noget med hende. Hvis vi skal ned i byen, så gør jeg det, fordi så er det Ida, der vil ned i byen”.

Med Ida i bæresele kan Bettina gå på fortovet og mærke vægten i selen, Idas krop mod hendes. Det hjælper med at dæmpe hendes angst. Hun føler, at hun skal være der for Ida. 

“Når Ida hun er med mig, så falder mit hoved lidt til ro og min krop, den kører ikke så voldsomt,” fortæller hun.

Da Bettina blev ramt af en blodprop og skulle indlægges på hospitalet, var Ida ved hendes side fra ambulanceturen, til hun endelig kunne udskrives. Bettina havde brug for den tryghed, Ida giver hende.

“De dage, hvor jeg har angst, så kan hun også være rigtig god bare at sidde med og give flaske, fordi så har jeg øjenkontakt med hende. Det faktisk godt virke meget beroligende. Så er det mig og hende, og ikke mig og hende og omverdenen.”

Moderinstinkt

Bettina sammenligner den stærke tilknytning, hun føler, når hun giver Ida sutteflaske, til den, mødre har, når de ammer.

Men Bettina har aldrig haft lyst til at få børn. Allerede som 9-årig blev hun moster for første gang og tænkte, at børn var ikke noget, hun skulle have. Derfor føler hun intet savn, når hun ser på Ida.

Bettina valgte som 25-årig at bliver steriliseret, da hun selv vurderede, at hun ikke ville kunne tage vare på et barn.

“Jeg tænkte på, at hvis jeg fik et barn, så ville det være et ansvar, jeg ville have resten af livet. Det kunne jeg ikke se mig selv have”, siger Bettina.

Ida kan græde og have behov, som Bettina og manden Daniel opfatter, men hun siger ingen høje lyde og hyler ikke pludselig i offentligheden.

“Jeg tror, jeg selv ville gå psykisk ned, fordi jeg ikke ville kunne forstå, hvad barnet har brug for. Det ville være rigtig uoverskueligt.”

3-4 år efter hendes sterilisation opstod der en trang til at passe på nogen i hende. Hun begyndte at føle, hvad hun kalder et moderinstinkt. Det var her, hun fik øjnene op for reborn-verdenen.

Bettina havde før Ida en anden reborn, som hun ikke kunne knytte sig til, fordi hun havde lukkede øjne. Så foreslog en veninde, at hun prøvede en med åbne øjne, og “jamen så faldt jeg bare pladask for det,” siger hun.

Nu er Bettinas moderinstinkt rettet mod Ida, og det har hjulpet hende til at få udlevet de følelser gennem den omsorg, hun giver til hende, og fjernet den splint af trang til at blive mor, som kom senere.

“Jeg har ikke brug for at prøve at blive mor til et biologisk barn. Det er der ingen grund til simpelthen, fordi Ida hun giver så meget, som hun gør. Hun giver mig altid et smil på læben, og jeg kan give hende så meget kærlighed. Jeg fortryder ikke på noget tidspunkt at jeg blev steriliseret”, siger Bettina.

Mor og fars pige

Nu overvejer Daniel også at blive steriliseret, for han vil ikke risikere at sætte et barn i verden.

“På grund af min hjerneskade, og andre ting, der er sket i mit liv, så vil systemet sige, at jeg ikke er egnet til at være far, og fjerne barnet nærmest i det, det kommer ud”, mener Daniel.

De ser det som en ansvarlig beslutning for dem, at de blev reborn-forældre. Før Bettina og Ida kom ind i Daniels liv, havde han et ønske om at sætte et barn i verden og blive far.

“Jeg er rigtig far til Ida, og jeg har fundet ud af, at jeg kan tage vare på Ida, men både hende og konen har hjulpet mig til at se, at et levende barn ville jeg ikke kunne tage vare på. Det ville jeg simpelthen ikke kunne”, siger Daniel.

At være forældre til Ida knytter Daniel og Bettina tættere sammen. De hjælper hinanden med opgaver omkring Ida, men hun hjælper dem også med at kommunikere med hinanden.

I et skænderi, hvor de har råbt til hinanden hen over hovedet på Ida, har de pludselig opfattet, at Ida sagde “mor og far ikke råbe”, hvorefter de har sænket deres stemmeleje og snakket konstruktivt til hinanden for Idas skyld.

Hvis en af dem er kommet hjem efter en hård dag, hvor de føler sig nedtrykt, kan det at få Ida i armene få dem til at fortælle, hvad der trykker dem, til Ida, og derigennem også til den anden.

Det har ikke altid været sådan. I starten af deres forhold havde Bettina haft Ida i fem måneder, men Daniel var skeptisk over for Ida og rutinerne omkring hende.

“Ærligt, jeg tænkte hvad pokker er det for noget underligt noget? Det skulle jeg ikke have ret meget at gøre med. Den dag i dag, er der ikke nogen der skal røre min datter. Hun er fars pige”, griner Daniel. Han forstår stadig godt omverdenen, når de er skeptiske.

“Jeg har selv været i begge lejre, men se mig nu!”, siger han og løfter Ida op på skuldrene.

Mødet med verden

Med Ida i barnevognen triller Bettina ned af Horsens gader. Ida ligger og smiler op til hende under den lyserøde dyne. En dame titter ned i barnevognen og udbryder:

“Ej, hvor er hun sød!”

“Ja, og det bedste er, at hun ikke vokser ud af sit tøj!”, erklærer Bettina storsmilende.

Damen ser betuttet på hende, retter sig op og spørger: 

“Hvad mener du?”.

Bettina griner:

“Hun er ikke ægte!”.

Humor er vigtigt for at komme mennesker, der ikke kender til reborns, i møde, mener Bettina.

“Vi har haft dårlige oplevelser, hvor vi er blevet gjort til grin, fordi hun ‘bare’ er en dukke, og folk ikke forstår, hvorfor vi bruger penge og energi på det, eller at vi giver hende mad”.

Bettina fortæller, at folk siger, at de bare leger.

“Sandheden er, at selvfølgelig leger vi, men for os er det meget mere ægte. Det er anderledes, fordi det er noget, vi lægger mere tid og følelser i, end hvis nogen bare leger far, mor og børn. Det er ikke en dukke, vi tager frem, leger med og lægger på plads igen. Sådan fungerer det ikke som reborn forældre”, fortæller hun.

Bettina har oplevet grove kommentarer på Facebook, som at de burde lukkes inde på den lukkede, for det er for sygt at have den slags forhold til en dukke.

Facebook er samtidig stedet hvor reborn-forældre finder hinanden og deler deres erfaringer, glæder og tanker. Bettina er medlem af gruppen “Reborn univers, - plads til alle!”, som har over 600 medlemmer, hvor hun deler billeder af Ida med andre mødre.

Der findes mange af denne slags grupper med formål om at værne om fællesskabet eller købe og sælge reborns. Nogle mennesker har dem som samleobjekter, ikke som børn.

Bettina har veninder med reborns, som hun tager hjem til eller mødes med i Horsens eller Vejle. I Horsens forsøger organisationen Lev Horsens at starte en mødregruppe for reborn-forældre. De håber, at det kan være med til at nedbryde fordomme og skabe et trygt rum, hvor et lokalt fællesskab omkring dukkerne kan blive opbygget.

Ida for evigt

Bettina og Daniel vil blive med at tage Ida med ud i verden.

Bettinas familie har vænnet sig til, at Ida er så stor en del af hendes liv. Bettina forventer ikke, at familie og venner opfører sig på nogen speciel måde. De skal bare acceptere, at Ida er der.

Bettina kan godt forstå, hvis folk har spørgsmål. Men hun opfordrer folk til at komme til hende for at stille dem med en positiv indstilling:

“Vær åben, vær positiv. Møder I nogen med en reborn, så vær nysgerrig på det,” siger hun.

“Mange vil faktisk rigtig gerne både ses og høres. Lad være med at være dømmende, for I ved ikke, hvad grunden er til, at vi har reborns.”

I fremtiden håber Bettina, noget af det tabu og de fordomme, de personligt oplever omkring reborn-dukker, vil blive nedbrudt.

De har før talt sammen om, at de kender flere i deres netværk, der har fået børn, som de ikke var i stand til at beholde. Her tænker de, at en reborn-dukke kunne have gavnet nogle af de mennesker.

Bettina håber på, at mere kendskab til reborn-verdenen i fremtiden både kan gøre hverdagen lettere for hende og føre til, at flere mennesker får gavn af dukker som Ida.

I den lille stue i Horsens sidder Bettina i den hvide sofa omringet af babyting og vugger sin reborn-dukke i armene.

“Uden Ida, så ville der mangle alt nærmest,” siger hun. “Det ville ikke være det samme.”

Bettina elsker Ida som sin datter. Og spørger man, hvor længe de vil have Ida, er svaret meget simpelt:

“For evigt.”