Forårsrengøring på gravstedet

”Når jeg havde blomster med, spurgte min mor altid, om de var fra haven. Også selvom det var i december. Hun elskede haveblomster.”

71-årige Inge-Lise Botterill griber om gammel mistelten og grangrene. Hun pendulerer mellem skraldespanden ude ved grusstien og gravstenen.

Else og Jacob Villadsen, står der.

Siden jul har det dårlige vejr forhindret hende i at besøge sine forældres gravsted. Nu stråler solen ned over Åbyhøj Kirkegård og reflekteres i Inge-Lises cykelstel. I dag skal der ryddes op.

Det sværeste, Inge-Lise har oplevet, var da hendes forældre døde. Især hendes mor, fordi hun var den sidste.

”Hun var 90, så hun var gammel og måske også lidt småsenil."

Inge-Lise får smilerynker ved øjnene da hun tilføjer: "Men hun blev altid glad, når man kom forbi, og kunne sagtens genkende os. Det var dejligt.”

Inge-Lises forældre mødtes i Røde Kors, hvor de begge to var frivillige. De nåede at blive æresmedlemmer. Så er man der længe.

Nu ligger de i en halvtom afdeling for urnegravsteder.

Hun er selv vokset op i Åbyhøj og kender flere, hvis urner engang havde hjemme under de kvadratiske pladser rundt om hendes forældre. Naboer, venners forældre.

”Men de er blevet sløjfet nu.” Hun peger på de tomme pladser, dækket af perlegrus.

Hun blev selv spurgt sidste år, om hendes forældres gravsted skulle sløjfes. Men det var hun ikke klar til endnu. Hun tog fem år mere. Hendes far har ligget her siden 1999, hendes mor siden 2015.

”Men på et tidspunkt er der ikke mere tilbage af dem.”

Den tanke gør beslutningen, om at fjerne gravstenen, lettere.

Over hovedet på Inge-Lise kalder en musvit. En neonfarvet gravemaskine knaser hen over stiens perlegrus, og hun hilser på chaufføren.

”Jeg var begyndt at blive nervøs for, at dem, der arbejder her, ikke kunne huske mig, fordi jeg ikke har været her siden jul,” siger hun.

Med hænderne om cykelstyret trækker hun cyklen tilbage over græsset med de knap synligt spirende blomsterløg, og ud på kirkegårdens brede sti, der fører ud gennem porten og ud på vejen.

Hun skal hjem til sin mand, Poul. Han ligger på gulvet med hold i ryggen, fordi han gik så hårdt til den i haven, så snart solen begyndte at skinne.