Fra rodløs til religiøs: Vejen til troen på det hellige

Nervøsiteten overvælder Lars, og han er i tvivl, om Kristus kan omfavne ham, for den han er. I sine hvide klæder træder han rystende ned i det varme vand, som gennemvæder tøjet, der klynger sig til hans krop.

Som en velkommen forløsning siger præsten de befriende ord: 

“Lars Kroer Rosendahl, i kraft af det præstedømme, jeg er bemyndiget med, døber jeg dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.”

Rodløshed 

I en lille by tæt på Rønde bor den 21-årige Lars Kroer Rosendahl med sin mormor. Han voksede op på Djursland i en kompliceret og ustabil familiedynamik, hvor han blev sendt fra det ene familiemedlem til det andet.

Det var netop det, der kendetegnede Lars’ barndom - rodløs. 

Den rodløse barndom betød, at Lars havde en svær start på livet, og i en alder af 13 år gjorde alkohol sit indtog i Lars’ virkelighed. Han brugte rusen som et tilflugtssted fra opvækstens turbulens.

Gennem online eksponering og et møde med en missionær ændrede hans liv sig gradvist. Han fandt tryghed og fællesskab i troen. I dag er Lars en del af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige - i folkemunde kendt som mormoner. 

Religionen blev et sted, hvor Lars fandt sit fodfæste:

“De adopterede mig nærmest, tog mig ind og sagde velkommen hjem. Det var følelsen af at Helligånden sagde, velkommen hjem.”

"Kastebold”

Kort efter Lars’ fødsel blev hans mor diagnosticeret som maniodepressiv, og hun blev indlagt på et psykiatrisk hospital de første måneder af Lars’ liv.

Til at starte med boede Lars hos sin far, lidt hos mormor og morfar, og indimellem hos farmor. Men da mor kom ud, boede han primært hos hende. Den omskiftelige hverdag definerede Lars’ opvækst, og han blev, med sine egne ord behandlet som en “kastebold”: 

“I min opvækst røg jeg frem og tilbage mellem hænder, og det betød, at jeg aldrig havde hjemve, fordi jeg bare sov, hvor der var plads.“ 

I den tidlige opvækst havde Lars ikke et fast sted at kalde hjem. Han havde ikke et sted, han følte hjemve til.

Mobning var også en del af en ustabil hverdag, som blev til den barndom, han husker tilbage på:

“Jeg havde nogle perioder, hvor jeg blev mobbet meget, fordi jeg altid har haft lidt på sidebenet.” 

I ottende klasse tog Lars på efterskole, og den nye hverdag blev et vendepunkt i hans liv. Mobning og rodløshed blev skubbet i baggrunden, og venner og faste rammer fandt vej ind i hans liv: 

“Jeg begyndte at tale med markant flere, og jeg fik en tyk liste venner – ja, det var fantastisk” 

På det lille værelse 

Et nyt fællesskab tager form om Lars, og det kommer til udtryk i et lille værelse på Efterskolen. På gulvet, på stole og i sengene sidder en gruppe drenge og deler deres refleksioner, om det at gå på efterskole.

Den latterfyldte stemning der samler drengene, bliver på et tidspunkt byttet ud med en mere seriøs, men mild samtale. Iblandt dem sidder Lars, stille og lyttende. Han husker tydeligt, hvad samtalen gik ud på: 

“Vi sad ni gutter og talte om, hvordan vores liv så ud inden efterskolen. Vi blev enige om, at det var den bedste beslutning at starte på efterskole, og at vi aldrig ville stoppe med at snakke sammen.” Lars ser stadig vennerne den dag i dag.

Alkohol som afledning 

I skyggen af efterskolens nye fællesskaber trådte alkoholen ind i Lars’ liv: 

“Hvis du spurgte mig dengang, så var alkoholen et middel til at skabe sjove, mærkelige, dumme og gode minder, som vi kunne grine af en gang når vi blev gamle. Men hvis du spurgte mig i dag, så var alkoholen et sted at putte min hårde opvækst hen.” 

Ved afrundingen på efterskolen flyttede Lars hjem til sin mor, men de fandt hurtigt ud af, at de ikke kunne bo sammen. 

Efter opbruddet med sin mor flyttede Lars ind i en lejlighed, hvor han skulle stå på egne ben.

Det begyndende alkoholmisbrug tog fart i den nye lejlighed, og rusen blev Lars’ måde at bære sin opvækst på: 

“De tydeligste minder fra min barndom var ikke ligefrem positive, så alkoholen blev et middel til at få gode oplevelser, for der var ikke særligt meget, der var positivt førhen.”

Alkoholen fyldte mere og mere i hans liv, og ifølge Lars udtrykte hans nære relationer bekymring for hans forbrug af alkohol - som i deres øjne var et problem: 

“Når de spurgte ind til mit forbrug af alkohol, så svarede jeg: ‘Jeg kan sguda godt vågne op om morgenen, uden at jeg skal have en bajer, så jeg er da ikke alkoholiker.’ Men jeg tog alle muligheder, hvor jeg havde en undskyldning for at drikke alkohol.” 

Konfirmationen 

“Nu står de der jo!” 

Lyder det fra Lars til en konfirmation, hvor han flittigt udnytter den høflige selvbetjening. Det er en sammenkomst, hvor den 15-årige har svært ved at skjule sin vane, og han forsætter med at drikke den ene øl efter den anden.

Midt i alkohol-rusen vender hans onkel sig mod ham og spørger, om han ikke kan godt holde igen med sprutten bare denne gang.

Religiøst content 

En sen aften lå Lars i sin seng med sin telefon og så videoer på sociale medier. Han faldt over en video, hvor der blev diskuteret kristne budskaber.

Med Lars’ ateistiske tilgang til religion var han skeptisk overfor disse budskaber, og han tog det på sig, at modbevise de religiøse synspunkter. Lars var på dette tidspunkt overbevist om, at der ikke er en gud, men i takt med at flere videoer og budskaber blev præsenteret for ham, ændrede hans syn sig. En aften alene i sin seng kunne han dog ikke længere argumentere imod det, han så tydeligt kunne mærke:

“Jeg kunne ikke benægte det mere, der eksisterede noget større end mig - en skaber, en gud.” 

Det skæbnesvangre møde

En mandag eftermiddag vader Lars rundt i Horsens midtby efter nye sko, og forårssolen får ham til at knibe sine øjne sammen. 

Han finder ikke de rigtige sko, og fortsætter uforløst ned ad strøget i Horsens, hvor en ung pige pludseligt stopper ham. Hendes sorte navneskilt afslører, at hun er missionær fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. 

I forbindelse med hans nyopdagede tro på det hellige indleder Lars og missionæren en dialog, som bliver et skelsættende øjeblik i hans liv:

“I mødet med søster-missionæren går det op for mig, at der findes mennesker og fællesskaber, som kan vejlede mig i troen på det hellige.”

Første møde med den mormonske kirke

Da Lars trådte ind til den første gudstjeneste i den mormonske kirke, følte han sig hjemme med det samme. Lars beskriver det fællesskab, han mødte som en Kristus lignende familie.

For Lars skete alt af en grund, og han ville ikke ændre noget i sit liv. Han tror på, at alt han var igennem, ledte ham til det sted, han står i dag. 

Lars forsøger nu at spare op til, at han som missionær kan komme ud i verden og sprede det mormonske budskab:

“Vi tror på en levende kirke, en levende Kristus, og at vi stadigvæk kan få åbenbaringer den dag i dag.” 

I takt med at alkoholen slipper sit tag på Lars finder han fodfæste i kirken. Han planter rødder i trosretningen, der stadig holder den dag i dag. 

En opvækst præget af rodløshed, mobning og alkohol sætter sine spor i Lars, men gennem sin tro, og vejledning fra medlemmer af kirken, vender han sit liv. Kirken giver ham det, hans opvækst savnede: Et sted at høre til.

En ny begyndelse

Præsten sænker Lars ned i vandet. Det varme vand lukker sig om ham, og da han kommer op igen, triller tårerne. Grædende griber han fat om præsten og omfavner ham. En intens og oprigtig kærlighed overmander ham mens vandet drypper fra de religiøse hvide klæder. 

I det øjeblik giver han slip på fortiden, og rækker ud mod en ny begyndelse: 

“Jeg ville ønske, at jeg kunne tage den følelse fysisk i hånden og vise til andre, fordi det ville være mit største bevis på, at Kristus har magten til at tage vores synder på sig.”