Fra skrøbelig pige til stædig fighter

“Der gik det op for mig, at jeg havde ændret mig” 

Tommelfingeren ruller over lighterens hjul og en flamme antænder cigaretten. Prince light 100. På bordkanten står en dampende café latte brygget på hendes fars kaffemaskine. Hun tager et sip af kaffen. Stiller koppen tilbage på bordet. Der går det op for hende. Noget har ændret sig indeni.

Det er tre måneder siden hendes far døde, da Kecia Müller Jensen en juli eftermiddag i 2022 sidder på sin terrasse ved Kongensgavevej i Helsinge. Himlens orange farve stråler ned på Kecia, som læner sig tilbage i sin sorte fletstol fra Jysk. I en sommerkjole og med højre ben krydset over venstre, strømmer en ny følelse for første gang i mange år igennem hendes krop.

“Det var en følelse af lykke. Jeg kunne tænke klart.” 

Hun kunne slappe af. Som når man om aftenen får lov til at lægge sig ned og give slip på alt, hvad der har været i løbet af dagen.

“Der var ikke noget jeg skulle stå til ansvar for mere. Der var stilhed og frihed til at være mig.” 

 Et livsvilkår 

Alle mennesker vil sandsynligvis opleve sorg i løbet af deres liv. I 2023 oplevede 139.143 personer at miste enten en forælder, søskende eller et barn.

Men Kecia oplevede efter sin fars død en forløsning, som gjorde hende til en fighter, der ikke længere gemmer sig fra problemerne, men tager dem:

“head on,” som hun selv beskriver det.

Det kom særligt til udtryk i forbindelse med, at hendes datter Saga var født med en hjertesygdom og CHARGE-syndrom. Her viste hun, hvor stærk hun er. Denne styrke kom ikke udelukkende fra Kecia selv, men også fra hendes støttende omgangskreds.

Ansvar i en tidlig alder 

Fra en alder af 16 år har Kecia taget sig af sin far, som døjede med en nyresygdom og KOL. Med tiden blev han bipolar, hvor trusler om selvmord og romantiske beskeder til Kecias veninder blev et tema. I stedet for at være den, der tog sig af sin datter, gled han gradvist ud af sin faderfigur. Det efterlod Kecia med et ansvar hun ikke havde bedt om, men som hun alligevel tog på sig. Rollerne var vendt.

“Det var som en kappe der havde lagt sig ned over mine skuldre.” 

Telefonopringninger om at faren ville begå selvmord blev hverdag. Om Kecia sad i klasselokalet eller i biografen, så var telefonen altid sat på lyd i tilfælde af, at hun skulle få endnu et opkald fra sin far, som ville tage livet af sig selv.

Selvmordsforsøg og konstant frygt 

”Han ringer til mig og siger, at han skal til at hoppe ud foran et tog. Han virker meget afklaret og siger at han elsker mig.” 

Den dag sidder Kecia til et hyggeligt arrangement, da telefonen ringer.

”Det gør du fucking ikke!” 

På farens arm er Kecias navn tatoveret. Blækket der reflekterede “Kecia” afholdt den dag hendes far fra at hoppe ud på skinnerne. Han endte i stedet på den lukkede i Hillerød. 

Et råb om hjælp 

Under farens sygdomsforløb lukkede Kecia ned. Hun satte en facade op. 

“Det var en hård periode i mit liv. Jeg fortalte ikke mine venner hvordan jeg rigtigt havde det. Jeg lagde mig ind i et mørkt rum. Og bare lå,” fortæller Kecia.

I de år blev festerne en flugt. Hun drak sig fuld. Ofte for fuld.

“Det skulle være mere vildt hver gang, og jeg passede ikke på mig selv. Jeg ville altid være den sjove og festens midtpunkt,” fortæller hun. 

En aften var hun løbet væk fra en fest, og havde skåret sig selv i håndleddet med en sten.

“Indtil den dag i dag, tror min mor stadig, at mit ar stammer fra, at jeg er faldet på nogle sten. Jeg sagde til mine venner og på skadestuen, at det kun var sket, fordi jeg var fuld og påvirket af alkohol. I dag ved jeg, at det var et råb om hjælp.” 

Kecia kunne ikke holde fast i hverken skole eller fritidsjob. Hun meldte sig ofte syg, trak sig og forsvandt mentalt.

Når datter skal passe på far 

Ifølge seniorforsker ved Det Nationale Sorgcenter, Allan Køster, er det en svækkende oplevelse for en 16-årig at miste sin faderfigur. Ikke nødvendigvis i form af dødsfald, men ved at rollen gradvist forsvinder.

“Når omsorgsrelationen vender om, og barnet pludselig bliver den, der skal passe på en forælder, starter tabet tidligt i processen."

Allan Køster nævner, at det kan have betydning for den unges udvikling og liv, når det rammer på et tidspunkt, hvor man er ved at frigøre sig fra forældrene. 

Den unge kan opleve splittelse imellem både at ville holde forælderen på afstand, samtidig med en skyldfølelse over ikke at være til stede.

Når relationen mellem forælderen og barn smuldrer, skaber det forstyrrelser i barnets udvikling.

“Nogle unge reagerer med undgåelsesstrategier som alkohol eller selvskadende adfærd for at dæmpe det indre pres,” forklarer Allan Køster. 

En ny begyndelse 

Kecias fars død har været afgørende for, hvor Kecia er i dag. 

”Jeg er ret sikker på, at hvis min far ikke var gået bort, så havde jeg ikke været den samme kvinde i dag,” siger Kecia. 

På terrassen med kaffen i hånden mærker Kecia for første gang, at hun er fri fra bekymringer. Tre måneder efter sin fars død, har hun formået at betale sin gæld af, flytte ud på egen hånd og sætte sin telefon på lydløs. 

Hun fandt en ny tilgang til livet. I svære situationer finder hun det lille lys i det store mørke. Ved at holde fokus på det positive formår hun at komme videre fra det negative, som før i tiden tyngede hende. Det kom til udtryk, da Saga, Kecias datter, gik bort. 

At begrave sin datter 

Saga blev begravet d. 8. januar 2025. Hun havde en hård start på livet, og nåede ikke engang at blive seks måneder.

I kirken lå der blomster. Hjerteformede kranse til et hjertebarn. Den lille kiste behøvede kun én til at bære den ud i rustvognen. Kecia blev spurgt, om det var hende, der skulle bære den ud. Hun svarede nej.

Men pludselig slog det hende.

“Jeg bar hende ind i livet, så jeg skal også bære hende ud,” fortæller Kecia med små våde perler i øjenkrogen.

Og ved ceremoniens slutning tog Kecia den lille uskyldige kiste op og gik langs gulvet. Der hvor så mange store begivenheder sker. Bruden følges med sin far. Konfirmandinen siger ja til kristendommen i en hvid nyindkøbt kjole. 

Det var vigtigt for Kecia at være der til de store begivenheder i sin datters liv. Også selvom denne begivenhed ikke var den hun drømte om.

“Det betød alt - jeg følte, at jeg var nogens mor.” 

Kecia gik med kisten. Alt lyd forsvandt. Ingen snøften. Ingen kirkeorgel. Bare hende og en tom fornemmelse i sindet. 

Hun havde blikket stift rettet i jorden. Det røde murstensgulv rullede ind under hende i takt med hendes skridt. Hun holdt sammen på sig selv og gjorde, hvad hendes datter fortjente. Mor sagde farvel.

“Det har virkelig gjort, at jeg føler mig stærk,” siger Kecia. 

Saga, en syg datter 

Og Kecia har haft brug for at være stærk. Saga blev født med en hjertesygdom og CHARGE-syndrom, hvilket betød, at hun skulle igennem flere hjerteoperationer i sit korte liv. Hun fik mad igennem en sonde, og boede flere uger på Hospicet Lukashuset.

“Hvis der kom et problem, så tog jeg det,” siger Kecia.

Hun nægtede at sidde og vente på, at det gik væk. Det skulle løses. Beslutninger skulle tages. 

Selv i samtalen med lægerne på Rigshospitalet, om hvor længe Sagas respirator skulle køre, var det Kecia der tog beslutningen om at stoppe.

“Nu tager du den læge-hat af og fortæller mig, om min datter kan overleve,” sagde hun til en af lægerne.

Lægen kunne ikke svare. Men Kecia læste mellem linjerne og tog beslutningen. Hun samlede alle, og omkring fire minutter efter respiratoren slukkede blev Saga tung, og Kecia mærkede det sidste pust. 

“Man ender i yderpunkter, hvor andre måske vil lukke ned. Det havde jeg gjort for mange år siden,” siger Kecia.

Og når sorgen rammer Kecia i dag, hvilket den unægteligt gør, så går hun ikke ned i et sort hul. Hun hiver billeder frem på sin telefon, eller i en lille collage-bog, og mindes med et smil.

“Jeg bliver glad af at se på hende,” fortæller Kecia stolt.

Hvis ikke Kecias far var død, tror hun ikke, at hun ville have klaret den. Hun lærte, at ting løser sig. Hvilket gav hende styrke til at træffe den rigtige beslutning for Saga og tackle den sorg, der fulgte. 

“Det her forløb med både min far og Saga har lært mig at håndtere svære ting. Man skal gøre sit bedste,” fortæller Kecia. 

Når sorgen rammer, skal man lave nogle aktiviteter 

Allan Køster fortæller, at forældre der mister et barn kan føle magtesløshed. Altså, at man i en periode har haft ansvar for barnets velbefindende og nu ikke kan bære det ansvar længere.

“Det kan være en følelse af næsten at have mistet tilliden til, at verden vil én det godt,” fortæller Allan Køster. 

Tal fra Det Nationale Sorgcenter viser, at omkring 5.500 personer årligt mister et barn. Kecia var en af dem i 2024. 

Dog er vi mennesker forskellige, og derfor spiller vores personlige egenskaber, miljømæssige ressourcer og sociale relationer ind, når vi møder sorgen. Disse omstændigheder gør et menneske i stand til at håndtere traumer og komme sig over vanskelige situationer på forskellig vis.

Nogle mennesker lukker sig inde, men i virkeligheden hjælper det ikke.

“Det bedste man kan gøre, er at lave nogle aktiviteter,” fortæller Allan Køster.

Og det er netop, hvad Kecia gør.

En teaterverden 

”Det er Betsen, der kommer!” siger Kecia begejstret, da en veninde kommer gående hen ad parkeringspladsen der lyses op af de glødende farver fra solnedgangen. 

Skuespillere, køkkenansvarlige og kommunikationsansvarlige får en rygepause inden gennemspilningen af forestillingen Husker du? 

Betsen får et langt kram, og de vrikker fra side til side i noget tid. Sådan byder Kecia alle i teatret velkommen. 

Efter Sagas død har det været vigtigt for Kecia at være en del af et fællesskab. Ugentligt samles hun med de mennesker, der betyder allermest for hende. Mor, moster, bedsteveninde Christina og alle sine venner fra teateret.

Tilbage i 2024 stod Kecia selv på scenen med rollen som gravid, da hun var tyve uger henne med Saga. I år hjælper hun i stedet til bag scenen, hvor hun står for at fotografere og lave videoer til sociale medier. Samtidig er hun medansvarlig i køkkenet, hvor madlavning og serveringer skal koordineres med forestillingen.

Ramløse Scenen i Helsinge er et sted med mange funktioner, opgaver og mennesker som skal koordineres på en gang. Det er ikke unaturligt, at man indimellem kan støde på uforudsigelige udfordringer: 

”Jeg vil rigtig gerne tage udfordringer som de kommer. Hvis der kommer et problem, så tager vi det, som det er nu. I stedet for at vente og prøve at se, om ikke vi kan få det til at gå væk på en anden måde.” 

For Kecia er det vigtigt at hjælpe, der hvor hun kan. 

“Det er følelsen af at være noget for andre,” siger Kecia.

Ved teatret er der ingen grænser for, hvad man må spørge om, og det er tilladt at være ked af det, selvom Kecia sjældent er det, når hun er blandt teatermennesker.

At være noget for andre

Under pausen siger en skuespiller, som står i et farverigt jakkesæt, højt i rummet:

”Det gik dårligt, og jeg dansede dårligt.”

Kecia opsnapper hans ord, og siger med en rund stemme, mens hun lægger hånden på hans arm: 

 ”Slap af… hvor mange outfits har du?” 

Han lyser pludselig op og fortæller ihærdigt om alle de sæt tøj, der hører til under forestillingen. 

Sådan formår Kecia altid at rette fokus væk fra det negative. 

"Du kan ikke sumobryde mig ned til gulvet.” 

Det bliver mørkt i lokalet. Spotlys i blå rammer scenen. Tangenterne fra et klaver og strengene fra en guitar begynder at spille. Røgmaskinen slører rummet. Ved et af de seks rundborde sidder Kecia og smiler bredt. Christina, Kecias bedste veninde, går på scenen og synger Musens sang  af Birthe Kjær.

Kecia læner sig forsigtigt tilbage i stolen og tager langsomt hånden op til sin sølvhalskæde, som former et hjerte. Hun stryger fingrene op og ned ad kæden. Halskæden, som hun fik af Christina. Den symboliserer den kærlighed og hjertesygdom, som kom med Saga. 

Den minder Kecia om, hvordan hun har lært at bære sorgen med sig. Fra den dag på terrassen, hvor livet føltes lidt lettere, har Kecia formået at finde sin vej gennem ulykkelige perioder. Og Saga var den ultimative prøve. 

“Saga har gjort, at jeg føler mig uovervindelig – du kan ikke sumobryde mig ned til gulvet.”