Fra støj til stilhed: Matthias flyttede ud, og roen fulgte med

“Kan det virkelig passe, at jeg skal bruge så lidt pasta?” 

Matthias Wilhelm Bogner løfter hånden og former en lille cirkel med fingrene, som svarer til den mængde spaghetti, der skulle bruges. “Umuligt”. 

Med et undertrykt grin fortæller han om i går, hvor han forsøgte at lave mad til to personer. I stedet fik han lavet nok til fire dage. En arbejdsskade, kalder han det. Som Matthias har taget med hjemmefra.

Når han skulle lave pasta med kødsovs til hele familien, skulle der bruges to kilo pasta og næsten ti liter kødsovs.

Ny lejlighed 

Matthias sidder ved et hvidt spisebord i sin stuelejlighed i Svenstrup. Her har han boet i halvandet år.

Udenfor kan man høre vinden suse, og lytter man godt efter, kan man høre børnestemmer fra skolen, der ligger længere nede ad gaden.

Når man træder ind i entreen, står der to par sko. Matthias’ sko. Et par badesandaler og et par løbesko. Entreen går i ét med stuen, hvor der udover at stå en grøn veloursofa, også hænger udsmykning på alle væggene. 

Billeder, der ser hjemmelavede ud og plakater med citater. Lige bag Matthias’ plads ved bordet, mellem “What if it all works out?” og “1% better each day”, hænger et stort fotografi. 

På fotografiet er der syv personer. Matthias og hans seks yngre søstre. Hvad man ikke ser på billedet, er deres halvsøskende. Og deres forældre. 

Selvom Matthias bor alene i stuelejligheden i Svenstrup, har det langt fra altid været sådan.

Han er vokset op i Nibe, hvor han har boet sammen med sin familie. En familie, som består af 11 personer.

Fuldt hus 

Selv efter Matthias’ halvsøskende flyttede ud, da han var teenager, var huset i Nibe fyldt med mennesker. 

Udover børnene og deres venner var fire tumlinger også en del af hverdagen, fordi deres mor, Majbritt, arbejdede som dagplejemor.

“Det var mega lækkert, at der altid var nogen derhjemme, når man kom hjem fra skole.”, fortæller han. 

At Matthias altid kom hjem til et hus, hvor der var nogen at tale med, har været en af de største gaver ved hans opvækst. Han er blevet et socialt dyr. 

Ifølge Matthias har det hjulpet, at han har været omgivet af søstre. Han har nemlig en overbevisning: “Piger, de snakker helt vildt, og det smitter”. 

Et hus fuld af søstre var også et hus med mange meninger.

Matthias husker, hvordan han selv sad inde på værelset, mens han kunne høre sine søstre diskutere ude på gangen. Eller “tøsern’” som han kalder dem med sin nordjyske dialekt. 

Han plejede altid at blande sig for at fortælle, hvem der skulle holde kæft, når der opstod fnidder blandt pigerne. Også selvom det ikke rigtig hjalp.

Efter han er blevet ældre, har han dog taget afstand fra søstrenes konflikter. “Kæft mand, al den fred man kan få, hvis man lader være med at blande sig”.

Det er dog ikke muligt helt at stå uden for. Siden Matthias er flyttet hjemmefra, ringer hans søstre flere gange dagligt. Både hvis der skal ordnes noget praktisk, men også for at få et råd til, hvad man skal sige, hvis en veninde har været træls.

Støj som livstegn 

Det skete ofte, at Matthias og hans søskende havde venner på besøg samtidig. Det sagde deres forældre aldrig nej til. Sådan lærte de hinandens venner at kende, for børnene legede sammen på kryds og tværs. 

Det betød, at der var 5-6 ekstra gæster til aftensmad, og at de derfor sad 16 personer rundt om bordet.

“Det var godt nok vanvittigt med så mange mennesker”, er Matthias’ første tanke, når han ser tilbage på dengang. “Jeg forstår ikke, hvordan man kunne gøre det. Kæft en støj”.

Netop støjen var noget, Matthias’ forældre var opmærksomme på. Da børnene var yngre, fik familien installeret lydabsorberende troldtektplader i loftet.

Selvom pladerne hjalp på støjniveauet, og forældrene kunne høre tydelig forskel, fjernede det ikke larmen helt. Det har dog ikke været et problem for dem. Når man lever i det, bliver det hverdag. Støj og larm betyder liv i huset.

Tøjrummet 

Særligt ét rum afslørede, hvor mange mennesker, der boede i hjemmet. Puslerummet - eller “tøjrummet”, som Matthias kalder det. Et helt rum dedikeret til tøj. 

Midt i det hele stod et bord, som aldrig var fri for vasketøj. Når der skulle lægges tøj sammen, stod de ofte tre ad gangen, men selv da tog det to timer at komme igennem bunken. 

“Der var satme meget vasketøj. Det var vanvittigt”, fortæller han.

Og vasketøjet holdt aldrig pause. Vaskemaskinen og tørretumbleren kørte i døgndrift. Lyden fra dem var en permanent baggrundsstøj i barndomshjemmet i Nibe. 

Nye maskiner blev købt med garanti, og næsten på datoen for garantiens udløb gik de i stykker. 

“Jeg tror, vi har haft otte forskellige vaskemaskiner og tørretumblere”, fortæller Matthias.

Fra støj til ro 

Efter at være flyttet hjemmefra har Matthias vænnet sig til at bo alene, og roen er blevet en fast del af hans hverdag. 

At gå fra ti mennesker under samme tag til at bo alene har betydet, at der pludselig er blevet meget stille omkring ham. Han har altid værdsat at bo med sine mange søskende, men roen nu “har sgu egentlig også været rart”, som han udtrykker det. 

Nu kan han sove, når han vil. Ingen råb eller skrig. Ingen søskende, som holder ham vågen. Bare ro.

At være så mange mennesker samlet under et tag har aldrig været et problem for Matthias. Først for nylig er det gået op for ham, hvor intenst det egentlig kan være at være så mange mennesker samlet. 

Når han er hjemme hos sine forældre, sidder der ofte 11-12 mennesker rundt om bordet, og hvor det engang føltes naturligt og uproblematisk, mærker han nu, hvor hurtigt støjen vokser omkring ham. 

“Jeg kan godt føle efter 2-3 timer, at nu vil jeg egentlig gerne hjem igen. Bare lige at slappe lidt af”, fortæller han med et lille grin.

En lignende følelse beskriver hans ældste søster Anne-Kirstine Bogner, som også oplever, at støjen i barndomshjemmet rammer anderledes i dag, end da de boede der. 

Selvom både Matthias og Anne-Kirstine er flyttet hjemmefra, har de en aftale med forældrene om at komme hjem mindst én gang om ugen. 

Og selvom støjen føles anderledes nu, sætter de stadig stor pris på at være samlet med deres forældre og søskende hver eneste gang.

Alene afsted 

I efteråret begyndte Matthias også at rejse alene. Tre soloture til Monaco, Italien og Frankrig. “Bare lige for at prøve det. Prøve at være alene afsted”. 

Prøve at finde ud, hvad man gør, når man står helt alene et sted i verden uden nogen at læne sig op ad, som han har været vant til hele sit liv. 

Men også for at indhente noget af det, han selv føler, han er gået glip af. “Jeg føler mig faktisk lidt bagud. Jeg har sgu ikke rigtig været på ferie”, fortæller han.

Med så mange mennesker i familien var ferier et logistisk mareridt. 

De havde ikke mulighed for at tage på ferie på samme måde som Matthias’ venner. Først da han blev 12 år begyndte de at rejse, og det foregik altid i familiens minibus. 

Og mens hans venner tog sabbatår, rejste ud og prøvede verden af, tog Matthias den lige vej fra folkeskole til gymnasium og videre til universitet. Muligheden for at rejse ud har aldrig rigtig været der. Før nu.

Australien er næste skridt for Matthias. Til august pakker han sine ting og flytter alene til den australske ø King Island. 

Hans arbejdsplads, Arla Foods Akafa, har tilbudt ham en plads på en working holiday-ordning. 

Hvor længe han bliver, ved han endnu ikke. “Jeg skal lige finde ud af, hvordan det er at bo i udlandet og så langt væk. Så det er svært at sige, om det bliver to uger eller to år”. 

Det er dog ikke afstanden, der fylder mest. For uanset hvor langt væk han rejser, vægter kontakten til sine forældre og sine søskende højt. 

For ham er et telefonopkald nok. “At kunne snakke med hinanden i telefon og på FaceTime. Det er nok mest det, der betyder noget for mig”, siger han.  

Drømmen om børn 

Matthias griner højlydt, før han begynder at tale om hans egen fremtid og planer om børn. “Altså jeg skal ikke have børn de næste 10 år”, fortæller han. “Der er satme mange ting, man er bagud på, som man gerne vil prøve inden”.

“Jeg kunne næsten ikke forestille mig kun at have to børn. Det vil næsten være synd”, siger han og ryster let på hovedet. 

For Matthias handler det om at skabe den samme slags søskendefællesskab, som han selv voksede op i. Han læner sig lidt frem. "Selvom jeg blev uvenner med tre af mine søskende, har jeg altid haft nogle andre at snakke med”. 

Matthias frygter den ensomhed, der kan opstå, hvis man kun er to søskende og bliver uvenner. “Så står man pludselig alene uden nogen at tale med”, siger han.

Han læner sig tilbage i stolen, kigger ud ad vinduet og tænker længe. For ham vækker tanken om mange børn minder fra hans egen barndom. Noget han gerne vil genskabe i sit liv. Han smiler skævt, drejer hovedet mod fotografiet af ham og hans søskende bag ham. 

“Man skulle være et svin, hvis man ikke også vil have mange børn”.