Fra tømmermænd til trosbekendelse: ''Inden dagen var omme, var jeg blevet muslim''

Joe Jensen kommer hjem fra sit besøg i den lokale moské og er pludselig blevet muslim. Konverteret til islam. Har sagt sin ‘shahada’. Det var ikke den plan han havde, da han stod op den morgen. Det var bare noget, der skete.

Om aftenen ligger han søvnløs. Hvad der begyndte som en impulsiv beslutning, skulle vise sig at ændre hele hans liv.

 Ramadan i København

I et moderne, nybygget boligkvarter i Valby sidder Joe Jensen på knæ i sin stue, mellem sofaen og fjernsynet, på et mønstret tæppe, pegende mod Ka’bahen i Mekka, og hvisker lavmælt. 

Arabiske gloser flyder hurtigt og strømlinet af tungen, kun afbrudt af små pauser, så der kan tages en ny vejrtrækning. Det er både stort og sårbart. Han rejser sig, sætter sig på knæ, lægger panden mod tæppet, og rejser sig igen. 

Det er den syttende dag i ramadanen og på trods af, at Joe faster og derfor ikke har spist siden før solopgang, er spisebordet dækket op med småkager, dadler og kaffe.

“Gæstfrihed er meget vigtigt i islamisk kultur”, fortæller han, og sætter de sidste ting frem på bordet. Vand og glas. 

Selvom det er hans tredje ramadan, har denne været særlig for ham, da i år har følt sig særligt forbundet til sin tro.

Average Joe

Joe er opvokset i Thy med sin mor. Som barn flyttede de meget rundt i småbyerne i Nord- og Vestjylland, og Joe kalder sin opvækst for utraditionel, men god. Han er både døbt og konfirmeret, og kunne allerede dengang mærke, at han havde en smule mere respekt for kirken, end de andre børn i klassen.

Som 20-årig flytter Joe til København med sin daværende kæreste, og starter på uddannelse som civilingeniør.

‘’Jeg skiller mig ikke så meget ud fra mængden på det tidspunkt. Jeg var nok lidt en Average Joe’’, siger han, refererende til TV-serien af samme navn. 

Som ung var Joe politisk interesseret, og stærk i sit politiske ståsted. Han kunne godt lide det danske system og havde stor tiltro til medier. Men det politiske landskab i og omkring Vestjylland stemte ikke overens med hans egen politiske forståelse. Særligt når snakken landede på udlændinge og integration.

“Jeg syntes, at udlændingedebatten var ensporet og at det var mærkeligt at vokse op et sted hvor der ingen muslimer var, mens det var der, hvor man hadede muslimerne mest”. 

Joes første møde med den muslimske kultur sker, da han flytter til København og starter på sin uddannelse. 

“Jeg fik en studiekammerat som var muslim, men vi talte ikke rigtigt om islam i starten. Jeg vidste heller intet om det, så jeg følte ikke jeg kunne spørge ind til det”, fortæller han.

Mødet med islam

Snakken afbrydes for en stund, da Joe Jensens mor træder ind i køkken-alrummet. Hendes tørklæde, som gemmer håret væk, matcher farven på de hvide vægge i lokalet, som er tomme, uden en eneste billedramme. Hun konverterede kort tid efter sin søn, og de to bor nu sammen i lejligheden i Valby. Hun renser et kilo kartofler under vandhanen, halverer de største af dem, og putter dem i en gryde, som stilles klar på induktionskomfuret. Så skal der blot tændes, når solen om en times tid nærmer sig horisonten.

Imens fortæller Joe om tiden op til bruddet med hans daværende kæreste. De er uenige om mange ting og skændes ofte, mens Joe samtidig lider under en generel utilfredshed med livet. Han føler sig utilstrækkelig og er selvkritisk.

’’Jeg havde et behov for at finde noget, som kunne give mig ro. Jeg gik rundt i den spirituelle butik, og prøvede lidt fra alle hylder’’, fortæller han. Samtidig begynder interessen for islam så småt at forme sig. Hans muslimske ven fra studiet forærer ham en bog. Ikke koranen. Men en spirituel bog, som tager udgangspunkt i islam. 

''Inshallah''

En dag står han på Københavns Hovedbanegård med sin kæreste og hendes forældre. Da kæresten fortæller, at toget går om 5 minutter, udbryder Joe: ’’Inshallah’’ - ’om Gud vil’. 

’’Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det. Det kom bare til mig. Men hun blev ekstremt vred’’, siger han. 

I øjeblikket er det mest tænkt som en provokerende bemærkning, men det er begyndelsen på enden for forholdet. Blandt andet fordi Joe ikke kan garantere, at han ikke bliver muslim en dag. 

Inden de går fra hinanden, er Joe begyndt at feste meget. Både fredag og lørdag. Og da bruddet bliver en realitet, kommer der også stoffer ind i billedet.

’’Jeg bliver en ægte weekend-kriger, som man siger. Men jeg var ikke den type mand jeg gerne ville være, jeg kunne ikke få de kvinder jeg gerne ville have.’’, fortæller han. 

Stofferne og alkoholen afhjælper genertheden og dulmer tankerne, som stadig ikke har fundet den ro og plads, som Joe leder efter. Med stofferne føler Joe, at han opnår større social succes. 

Joe konverterer impulsivt

Festen bliver vildere, identitetskrisen bliver større, mens interessen for islam vokser. 

Og en dag går Joe impulsivt i moskéen. Egentlig bare for at snakke med nogle muslimer.

’’Inden dagen den var slut, var jeg blevet muslim’’, siger han grinende, som har han lige opdaget, hvor skørt det lyder, når historien bliver fortalt højt. 

Samme dag bliver han kørt hjem af en fyr fra moskéen. De kører forbi en bar, som Joe er kommet på et par gange. 

‘’Prøv at se dem derinde. Det er synd for dem, at de spilder deres tid på den måde’’, siger fyren. Joe synes egentlig, at det ser meget hyggeligt ud, men grubler over, om han mon en dag får det på samme måde. 

Sympati med det palæstinensiske folk

Joe Jensen har en sort kufi på hovedet. I rib-strik, med skæve masker, som indikerer, at den godt kunne være hjemmelavet. Skægget er langt, men overlæben nybarberet. Han er iført en stribet fodboldtrøje, hvor ’Palestine’ står skrevet over brystet. ’The land of heroes’.

Palæstina har forankret sig dybt i Joe. Da Gazakrigen starter i oktober 2023, mister Joe noget, som han ikke har genfundet endnu. Nemlig tiltroen til medier og politikere. 

’’Jeg syntes, det var helt skudt ved siden af (mediernes omtale red.). Der var ingen medfølelse for palæstinensere. Jeg blev ekstremt vred, fordi mit fundament og min samfundsforståelse blev taget fra mig’’, siger han, mens følelserne igen blusser op i ham bare ved snakken om det. Han syntes debatten var ensporet. Ifølge ham manglede der sympati for muslimerne i Palæstina, og kritik af krigsførelsen af Israel. 

Taknemmeligheden

Joe Jensen havde en dyb medfølelse med Palæstina og dets folk. Så dyb, at det endte med at spille en stor rolle i, at han konverterede til den muslimske tro. 

’’Billederne af palæstinensere der sidder med deres afdøde børn i favnen, eller har familier liggende under murbrokker, som stadigvæk er taknemmelige og har fuld tillid til deres skaber. Det var så utroligt stærkt og inspirerende for mig’’, fortæller han. 

På Joes fodboldtrøje, der hvor klublogoet plejer at sidde, står der ’hayat’. Det arabiske ord for ’liv’.

Alting har en pris

Joe grubler, mens han kigger ud ad vinduet og på den grå himmel over Grønttorvsparken, hvor børn gynger, mens forældrene drikker deres kaffe–to-go på bænkene. Han synes det er svært at snakke om, hvordan hans omgangskreds har grebet hans konversion an.

For islam har sin pris. Han kan ikke tage på bar mere. Han kan ikke drikke øl mere. Han kan faktisk ikke være sammen med folk der drikker øl mere. Og det har betydet, at de bekendtskaber han har haft gennem det meste af sit liv, er ophørt. 

‘’I starten tog jeg med vennerne ud, og bad Allah om tilgivelse bagefter. Men det kunne jeg ikke blive ved med’’, fortæller Joe, som nu ikke ser sine venner længere. I starten følte han sig udenfor, men i dag er det helt naturligt for ham. 

’’Jeg vil egentlig gerne få det hele til at passe sammen – indtil islam siger nej. Religionen kommer altid først’’ siger han.

I dag synes han også, at folkene på baren, som han kørte forbi dengang, spilder deres tid. Og de tabte venskaber fylder ikke mere. Nu finder han fællesskab blandt andre danske muslimer, som han ses med flere gange om ugen. 

Dansk eller muslim

Efter hans konvertering, gav Joe sin mor et par af de bøger, som der havde hjulpet ham til at forstå islam. Der gik ikke længe, før hun forelskede sig religionen.

‘’Hun har altid vidst der var et eller andet. Noget større. Hun var bare ikke helt sikker på, hvad det var’’, siger han. 

Joes danske ophav, og klassiske danske levevis, som hans mor opfostrede ham i, er fortid. Og kan man overhovedet være både dansk og muslim samtidig? Han smiler, da serierne 'Klovn' og 'Casper og Mandrilaftalen' kommer på tale, og siger, at den slags humor, kan han godt lide. Selv om den til tider er tåkrummende.

Det danske køkken fylder også stadig en del i Joes liv, og han fortæller, at han tidligere på ugen brød fasten med kartofler og brun sovs. 

Men Allah overdøver hans danske værdier: 

’’Jeg vil ikke betegne mig selv som dansk mere, selvom jeg selvfølgelig er dansk statsborger. Jeg er muslim’’. 

Religionen vejer tungest for fremtiden

Joe vil gerne have en kone og stifte familie. Men det vigtigste er, at være tæt på sin religion. 

''Det er min drivkraft. Alt derudover er bonus. Hvis ikke jeg holder fast i religionen, så er det hele spildt'', siger han.

Joe gik fra at være den der blev først og mest fuld til julefrokosten, til at være ham der ikke deltager i den. Og selvom det kan være svært for nogle at forstå, er det helt naturligt for ham. I islam fandt han den mening han ledte efter i sin ungdom. Der er regler at følge, og et regnskab som gøres op i efterlivet. 

‘’Hvis jeg en dag møder min eks-kæreste, vil jeg gerne sige undskyld’’, siger Joe, og hentyder til tiden, hvor festerne og uroligheden fyldte det meste.

Snart går solen ned og kartoflerne på komfuret kan sættes i kog. I lejligheden i Valby, hvor koranen ligger sirligt placeret på det dansk-designede skuffedariet i mahogni-træ, kan Joe og hans mor gøre klar til at bryde dagens faste.