Furry fandom er mere end bare pelsede kostumer

I Eventpark Aarhus hopper Aqualix på en trampolin. Den lilla hale og vinger svæver op og ned i takt. Det ligner næsten slowmotion. To børn har kastet deres kærlighed på det overnaturlige dyr. Dragten er så stor, at børnene kommer til at se endnu mindre ud, end de er. Børnene hopper op og krammer Aqualix, da hun vælter, som var det verdens bedste sovebamse. Aqualix griner. Man kan ikke se det fordi dragten skærmer for hendes mund, men man kan tydeligt høre hendes hakkende latter.

Den store eventhal rummer mange aktiviteter. I den ene side trampoliner og røde rutsjebaner. Den anden side air hockey-borde og spillemaskiner. Nede ved bagvæggen er der gule hoppeborge og blå oppustelige forhindringsbaner, hvor luftpumpens brummen giver genlyd i den store hal.

”Kan du ikke åbne munden?” griner den lille dreng og peger på dragtens snudeparti.

”Raw!” udbryder Aqualix og læner overkroppen i et hurtigt ryk, hen imod drengen.

Han griner, men spørger igen og igen. Alt imens den lille pige ikke kan lade være med at køre sine fingre igennem Aqualix’ pels.

”Det er jo guld værd,” siger en anden furry, der har overværet hele situationen igennem det ternede elastiknet, der skærmer for trampolinen.

Og det er guld værd for Aqualix at kunne sprede glæde. Aqualix, eller Emma, som hun hedder til dagligt, er furry og er en del af det unikke fællesskab inden for furry fandom.

Furry fandom er en subkultur, hvor man interesserer sig for antropomorfiske dyr – dyr med menneskelige egenskaber. En ræv, der taler og går på to ben. Eller en hund der er ekstrovert og sarkastisk.

Nogle furries klæder sig ud i dragter, eller fursuits, som en ’fursona’, altså en karakter, de selv skaber. Det gælder både personlighedstræk og udseende. Andre klæder sig ikke ud, men tegner deres figurer. Furry-verdenen er også et online fællesskab, hvor man mødes på fx platformen Twitch.

”Vi vil jo egentlig bare sprede glæde med det, vi finder interesse i,” siger Emma, da hun reflekterer over episoden med de to børn.

Men furries møder ikke kun glade børn, der for alt i verden bare vil lege med den store bamse. De møder også fordomme fra dem, som ikke forstår dem.

”Der er meget mobning omkring det, så det er vigtigt at vi kan finde hinanden og have forståelse over for hinanden,” fortæller Emma.

Dermed opstår der også et fællesskab, som i virkeligheden er dét, der betyder noget.

Furry fandom har tendens til at omfavne dem, som ikke passer ind i samfundets almindelige kasser. Undersøgelser fra furscience, som er en forskningsgruppe, der forsker i subkulturen, viser, at hvis man har en fortid med mobning og ensomhed, kan furry fandom føre til øget selvtillid og større livstilfredshed.

”Det er faktisk ikke så meget interessen for antropomorfiske dyr, der er i fokus når vi samles. Det er mere det, at møde nogle, som ligner os. Og at vi bare kan være os selv,” siger Emma.

Fællesskabet er tydeligt at mærke i den store eventhal. Overalt sker der noget. En furry har sat sig på rodeotyren og bliver heppet på af fire-fem andre. De klapper i deres poter, men det giver ikke meget lyd af sig. Så de kommer i stedet med tilråb.

”Kom så!” råber nogle.

”Wiouf,” udbryder nogle andre.

Til sidst kan den store Robin Hood-lignende figur ikke holde fast længere. Han ryger af. I sit fald kolliderer de pelsede ører med tyrens plastikhorn, som halvt bliver revet af. Nu hænger det bare og dingler. De andre griner.

At føle sig accepteret

I mellemtiden er der blevet uddelt nogle person-bingoplader. De hvide og kantede A-4 ark står i stærk kontrast til de bløde farverige pelsdragter, der går rundt og forsøger at finde en anden furry ”der har samme yndlingsfarve som dig”.

En pige går rundt for sig selv. Hun har stort tøj på og hjemmelavede armbånd fra håndleddet og op til sin biceps. De er farverige, modsat hendes sorte tøj, poter, hale og pelshoved.

Pludselig går to personer med dyremasker forbi hende. De er ikke klædt fra top til tå i pels. Bare en almindelig grå hoodie og en maske, der dækker øjnene og panden.

Den ene prikker hende på skulderen.

”Vil du ikke gå rundt med os?” lyder det under en grå ulvemaske.

Pigen når ikke at svare, før de alle tre galopperer ud i det farverige landskab af hoppeborge og rutsjebaner. Deres haler logrer, men de kan næsten ikke følge med begejstringen.

Hun er 12 år, og hendes far sidder ved et af de mange borde-bænke-sæt, som er opstillet i den ene ende af hallen.

Nicklas, som han hedder, fortæller, at hans datter har fundet et fællesskab, som har udviklet hende. Hun kæmper med selektiv mutisme. Det er en form for social angst, som betyder, at hun har haft meget svært ved at tale med andre og udtrykke sig verbalt.

”For eksempel når vi går på gaden, vil hun ikke tale med mig, hvis der går nogle fremmede for tæt på.”

Nicklas’ datter har haft skoleværing, så hun brugte meget tid hjemme foran computeren. Pludselig er hun faldet over furry fandom på nettet, og er begyndt at dyrke det. Det har udviklet hendes sociale kompetencer.

”Her kan hun gå rundt derude og tale med mennesker, hun aldrig har mødt før. Jeg tror, der gik 30 sekunder, fra dørene gik op, til hun faldt i snak. Det var aldrig sket tidligere,” fortæller Nicklas og kigger ud mod de mange pelsede dragter.

”Jeg tror, at hun har fundet et sted, hvor hun har noget til fælles med de andre, og er accepteret,” siger han.

Nicklas kan godt være bekymret for, hvordan omverdenen reagerer på sin datters interesse. Men lige nu betyder det ingenting.

”Jeg er faktisk ligeglad. Bare hun synes, at det er fedt,” siger han og smiler.

Og det er som om, at alle er velkomne i furry-kulturen. Selv en fyr, der har polterabend, og som i en spøg er klædt i en lidt for stram leoparddragt. Den pinlige effekt, som vennerne sikkert havde drømt om, bliver kvalt i kærlighed. Han får endda lov at komme med på furry-fællesbilledet.