Grease sing-along i Botanisk Have: “I biografen bliver man jo tysset på”
Hundredvis sang med under åben himmel, da Grease løb over storskærmen. Aftenen beviste, at film både kan være underholdning og en social begivenhed, hvor fællesskabet står i centrum.
"Vi kender alle sangene,”
siger Kaja Jørgensen med et grin, mens hun sætter sig til rette på tæppet sammen med to veninder. Sammen med Kine Jørgensen og Sofie Madsen er hun mødt op i Botanisk Have for at nyde en hyggelig aften til Open-air filmvisning. På picnic-tæpper og festivalstole samler grupper af venner sig omkring dem, klar til at synge med.
Der er endnu tre kvarter til filmstart, men folk strømmer til. Der er mange mennesker, og flere steder bliver der så tætpakket, at folk må stå op. Stemningen er høj, og luften sitrer af forventning. For de tre piger er det netop dét, der trækker:
“Der er noget mega hyggeligt og romantiseret over at sidde her på plænen i sensommeren,” fortæller Kine, mens solen er på vej ned bag storskærmen.
Høj musik og høj stemning
“Det er godt nok højt,”
siger en kvinde på bagerste række, hvorefter veninden med et smil tilføjer, at det jo faktisk kan høres helt oppe i hendes lejlighed. En bemærkning, der mere peger på lydens styrke end på utilfredshed. For her handler det om musikken – ikke om at være stille i en mørk biograf.
”Det er en kæmpe faktor, at man kan synge med” forklarer Sofie, ”I biografen bliver man jo tysset på”.
På trods af, at filmens første toner er overdøvende, tager det tid, før der falder ro over amfiscenen. Selvom filmen er startet, skal alle lige afslutte deres samtaler, før de kan koncentrere sig om skærmen. Det er tydeligt, at publikum ikke kun er her for filmen – de er her også for hinanden. Det sociale fylder lige så meget som sangene.
Netop som første nummer, Grease is the word!, runger ud af højtalerne, begynder fællessangen. Menneskemængden hyler ekstra højt, da Danny Zukos ansigt fylder skærmen. Han er uden tvivl publikumsfavorit og hver gang han toner frem, løftes stemningen et nøk.
Fællesskab trods forskelligheder
Sprogene blandt publikum er mange: dansk, engelsk, tysk, arabisk. Men forskellighederne er glemt, for i aften har de alle en ting til fælles; at synge sammen. Hopelessly Devoted to You begynder og fællesskabet sit højdepunkt. Hele mængden synger med, mens lommelygter lyser mod nattehimlen. Som bølger i vandet bevæger publikum sig fra side til side og alle er opslugte af musikken.
Det var også denne sang Kaja så allermest frem til at skråle med på:
“Hopelessly devoted, ja! Den er så god!”
Man kan høre stemmerne der knækker, men det er lige meget. Her er plads til alle, uanset om man rammer tonerne eller ej. Publikum lader sig rive med af hjertesorgen, men duften af popcorn og lyden af dåsesodavand, der åbnes, bryder stemningen en smule – og minder én om, at man stadig bare sidder i og ser film under åben himmel.
Aftenens kulmination
Endelig dukker Sandy op i sit stramme, sorte outfit. Publikum hujer og pifter, og da You’re the One That I Want starter, kulminerer aftenen.
Botanisk Have blev til Rydell High – et sted, hvor publikum sang med, som var de selv en del af historien. Det var en biografoplevelse, hvor ingen blev tysset på. Tværtimod blev alle opmuntret til at synge med.
For de hundredvis der havde fundet vej til plænen denne sensommeraften, vil minderne om fællessangen, nostalgien og den gode stemning leve videre, længe efter storskærmen blev slukket. For Kine, Kaja og Sofie var det en unik oplevelse og de tøvede ikke:
“Vi vil 100 % anbefale det til andre.”
