Han lever med det, han ikke fik
Michael Starholm er født blind og har det meste af sit liv befundet sig på kanten af fællesskabet. Gennem møder med mennesker, der udfordrede ham, har han gradvist fundet sin plads i en verden, han ikke har følt sig som en del af
Motoren brummer under ham. Sædet ryster, hver gang hjulene rammer endnu et hul i vejen. Støvet fra savannen lægger sig i munden – tørt, varmt. Anderledes end hvad, han er vant til.
Vinduet er rullet ned. Luften er tung, men bevæger sig alligevel i korte pust mod hans nakke.
Så brydes stilheden. Et dybt brøl i det fjerne. Ikke tæt på, men heller ikke langt væk. Han stivner. Lytter og optager.
Stemmer begynder at tale oven i hinanden. En af dem forklarer, hvad der sker. Beskrivelser af bevægelser og dyr, der passerer et sted uden for rækkevidde. Michael optager det hele på sin diktafon. Stemmerne. Motoren. Noget der plasker. Lyde, han aldrig har hørt før.
Det er jul.
Men der er ingen julesange og ingen julemad. Kun varme, støv og lyde han endnu ikke har et navn til.
"Hvad kan en blind få ud af en safaritur?", havde de sagt, da turen blev planlagt. For Michael var slet ikke inviteret med til at starte med.
Sådan har det altid været. Ikke at blive inviteret med. At skulle bevise, at han hører til.
Ser ikke blind ud
Man skulle ikke tro, at der bor et menneske med synshandicap i 38-årige Michael Starholms toværelses lejlighed i Vanløse.
I stuen hænger et billede fra dengang, han klappede en elefant i Thailand. I gangen, billeder af Michael ved roret på Sagafjord-skibet i Roskilde. I skufferne ligger kassettebåndene fra Kenya.
I køkkenet står han og tager opvasken. Skurer sit bestik med vaskesvamp og sæbe, placerer det omhyggeligt i fordybningen i skuffen, der er forbeholdt servicen. Han åbner vitrineskabet i køkkenet, tager neskaffen ud. Finder selv hen til sin sofa, sætter sig i skrædderstilling og taler.
Michael ser ikke blind ud.
Men han kan ikke se farven på sin petroleumsblå sofa. Han kan ikke følge bolden, når der er fodbold i fjernsynet i stuen. Han kan kun forestille sig, hvad der foregår mellem kridtstregerne.
Han er født tre måneder for tidligt. For meget ilt under fødslen gjorde, at Michael blev blind.
Det eneste han kan se med sine isblå øjne, er det skarpe lys på en sommerdag, når solen står højt på himlen. Alt andet må han forestille sig.
Mange følelser, få ord
Når Michael træder ud af lejligheden, ser han blind ud. Hans skridt bliver mere forsigtige. Han har en blindestok i hånden.
Hans verden er overskuelig: lejligheden, det lokale supermarked, vejen til Vanløse Station. Ruter, han kender. Ruter han har navigeret hundredvis af gange.
Alt udenom, kalder han noget andet.
“Den pulveriserende verden”, “De seendes verden”, “Den rå og brutale verden.”
Og tilnavnene er ikke tilfældige.
Som seksårig blev han sendt på Refnæsskolen i Kalundborg – en skole for synshandicappede børn – da kommunen ikke kunne bevillige den nødvendige støtte til Michael i folkeskolen. Her var han alle sine hverdage, og han fik kun lov at komme hjem i weekenderne. Det var her, navnet de seendes verden opstod.
”Skolen gjorde ikke rigtig noget for at hive os ud i verden. Jeg husker det som om, at jeg tit bare fik lov at sidde på værelset for mig selv.”, siger Michael og folder hænderne.
På det halvtomme kostskoleværelse, langt væk fra hjemmet, begyndte usikkerheden at ulme i Michael: ”Jeg var ikke ligesom alle de andre børn. De gik i folkeskole.”
Michael vidste ikke, hvordan han skulle udtrykke sine følelser. Med begrænsningerne, der følger med et barns sprog, blev frustration til temperament:
”Jeg tænkte: ‘Så kan det kraftedeme være lige meget. Jeg gider ikke mere’. Jeg var sur, jeg var modløs.”
En onsdag formiddag, til den ugentlige atletiktræning på skolen, kulminerede Michaels frustrationer. Den unge praktikant Mona, der ledsagede eleverne, endte i skudlinjen.
”Jeg fik kaldt hende de mest modbydelige ting og var pissesur på hende. Hun endte med at bryde sammen, fordi jeg var så led over for hende.”
"Møgkælling”, “Fuck dig”, og “Idiot”. Ordene kom flyvende ud af tiårige Michaels mund.
“Jeg svinede hende til. Men det handlede jo ikke om, at jeg ville svine hende til. Det handlede om min egen frustration”, siger han, mens han rytmisk slår det yderste af fingrene sammen og vugger frem og tilbage i sofaen.
Men så kom Michael. En Michael, der på mange måder lignede Michael selv. Han var også blind, og de var jævnaldrende. Men der var én ting, de ikke havde tilfælles: Den nye Michael var på et kort ophold på Refnæsskolen.Til daglig gik han nemlig i folkeskole i den seende verden.
Michael Starholm kunne mærke det med det samme. Energien og modet, der omgav den nye Michael, hvor end han gik.
”Hold kæft, hvor er det som et gravkammer her!”, kunne han høre ham råbe ude fra gangen. ”Der er så dødt her på stedet. Nu skal vi fandeme lave noget!”.
Han rev Michael væk fra sit skrivebord, og ud blandt de andre elever. Så længe det stod til den nye Michael, skulle elevernes eftermiddage ikke bruges på at sidde alene på værelserne: ”Udenfor, ned på gyngen. Han sørgede for, at der var gang i huset”, forklarer Michael.
Selv personalet på Refnæsskolen undrede sig over, at der pludselig kom liv i børnene udenfor skoletiden.
”Hvad har du gjort for at få dem alle sammen ud?”, havde de spurgt den nye Michael. ”Jeg skulle da bare banke på, og sørge for, at der skete noget”, havde han svaret.
”Sådan var han. Et frisk pust i en meget institutionel tilværelse”, siger Michael og vender smilende blikket nedad.
Den rå og brutale verden
“Kunne det ikke være en idé at komme ud i den ‘rå og brutale verden’?” foreslog Michaels synskonsulent spøgende, da hans tid på Refnæsskolen nærmede sig sin afslutning.
Det kom han.
I 2006 begyndte Michael på Midtsjællands Efterskole. Det var første gang, at han skulle gå i skole med folk, der ikke havde synshandicap. Første gang, han skulle begå sig i den seende verden.
Til at begynde med oplevede Michael det samme tungsind, der havde plaget ham på Refnæsskolen i Kalundborg.
Når han skulle deltage i aktiviteter med sine seende jævnaldrende, kunne han igen høre sin indre stemme:
“Skal jeg gøre dagligstuen rent? Jeg dur da ikke til noget i den sammenhæng. Hvorfor vil I have mig til det? Det går alligevel galt det hele.”
Michaels klassekammerat Amanda så dog ikke hans synshandicap som en udfordring. Hvis hun skulle gøre dagligstuen rent, skulle Michael også:
“‘Du kan hjælpe med at flytte møblerne og tørre borde af’, sagde hun. Jeg fandt ud af, at jeg rent faktisk kan hjælpe med noget. Jeg kan være til nytte”, siger han og løfter hovedet, så han bliver et par centimeter højere.
Michael fandt sig langsomt til rette på efterskolen.
Det, der før havde føltes fremmed, var det ikke længere. Han var en del af et fællesskab.
Så dukkede han op igen.
Den anden Michael.
Denne gang som elev på efterskolen. Og der gik ikke længe før, at de to venner faldt ind i de samme roller, som de havde haft årene forinden på Refnæsskolen.
Den nye Michael hev Michael ud af sit værelse:
“Han lokkede mig igen ud af værelset. Vi endte altid med at falde i snak med nogen. Han hjalp mig rigtig meget socialt”, fortæller Michael.
“Vi havde et fantastisk sammenhold os to imellem”, griner han. Et stort smil former sig på hans læber. “Vi var så meget sammen, at de andre elever kaldte os The Michaels”.
Michael rykker sig frem i sofaen. Holder en kort pause og fortsætter,
“Efterskolen var et springbræt for mig.”
Langt væk hjemmefra
En forårsdag i 2021 pakkede Michael sine køleskabsmagneter fra Berlin, London, Fuengirola og Alanya, sammen med resten af lejligheden i Vanløse, ned i papkasser. To år forinden havde han mødt en kvinde i kommentarfeltet på Facebook. Da de mødtes, opstod der noget, som Michael ikke havde prøvet før.
“Der var amoriner i luften”, siger han smilende, mens han sagte slår hænderne sammen.
Efter utallige rejser frem og tilbage, flyttede Michael endelig ind hos sin nye kæreste, Jannie, i den lille by Østbirk nord for Horsens.
I huset i Østbirk sidder Michael. Han har ikke fået noget job. Vasketøjsmaskinen er fyldt med vådt tøj. Tørrestativet står i hjørnet, men Michael kan ikke finde ud af at hænge det til tørre. “Jamen har du prøvet det?”, spørger Jannie. Michael rejser sig op, “hvad fanden mener du med det?”, siger han snerrende. Hun griner af ham. Han bliver endnu mere vred. Men han havde jo ikke prøvet det. De næste otte måneder, Jannie og Michael var sammen, hængte han vasketøjet til tørre.
“Hun er nok skyld i, at jeg tænker på en anden måde i dag. Så jeg kom ikke hjem fra Jylland uden noget”, siger Michael og trækker vejret dybt.
Ingen uden andre
Cher må vente.
Michael slukker for radioen i stuen. Man kan ikke tale ordentligt med musik i baggrunden.
Gulvet under hans fødder knirker. Nu er der knap en lyd. Michael har begivet sig fra stuens trægulv ud i køkkenet.
I køkkenet bevæger Michael sine hænder langs hylden i vitrineskabet. Vandglassene er der ikke. Han prøver det næste.
Da han griber om det rigtige glas, tager han turen tilbage. Lette trin. Tungt træ. Glasset på bordet. Sætter sig i sin sofa.
Fingrene finder blindestokken, høretelefonerne og de to trykknaptelefoner, der er limet fast til et lærred bag ham. Et stykke kunst, der betyder meget for ham. “Tingene er en del af mig”, fortæller han.
Men Michaels liv lader sig ikke reducere til en håndfuld genstande. Det, der har betydet noget, er mennesker. Dem, der hjalp ham med at indse, at den seende verden også er hans. "Jeg har nok bare lært at kende mine begrænsninger," siger han, "men valgt ikke at lade dem fylde".
Michael sidder i sin lejlighed i Vanløse. Om lidt tænder han for radioen igen. Og hvis han er i humør til det, går han ud og lytter til fuglenes sang. Mærker forårsvinden mod sin kind.
Den seende verden ligger stadig udenfor hoveddøren. Nu har han fundet sin måde at være i den på.
