Hundehave hjælper medarbejdere mentalt: “Vi kan både gøre noget for de to- og firbenede”

I hvad der ligner en gammel, stor værkstedshal, hænger et hvidt skilt over hovedindgangen, hvor der med en lys, grøn skrift står ’Hundehaven Potefryd’.

Malene Thusholt Jensen lukker mig ind.

Når man træder ind, bliver man mødt af et rum, der bærer samme grønne farve på væggene, som på skiltet.

Mere end et arbejde, at være i Potefryd

Som en af de få fastansatte på stedet, er Malene, på dagen, den ansvarlige for at åbne Hundehaven.

Malene fortæller, at hun har haft en depression, der gjorde, at hun blev nødt til at sygemelde sig fra sit tidligere job i transportbranchen.

Efter et års sygemelding, starter hun som frivillig i Potefryd. Det ændrede alt for hende.

Hun havde pludselig noget, hun var glad for at stå op til. Noget hun elskede at være i.

Det er nu 6 år siden.

Malene blev et år efter hendes første dag i hundehaven fastansat.

Jobbet blev på mange måder hendes redning, og det er også derfor hun er her i dag.

Den historie, som citaterne åbnede op for, var en uventet overraskelse.

Fra industrihal til hundeparadis

En gitterlåge, der er monteret på døren ud til entréen, markerer den fysiske grænse for hundenes frirum.

Bag gitteret bliver man mødt af et hjemmelavet reolsystem langs væggen, hvor der står hundebure foroven og forneden. Det er her hundene spiser deres mad og sover mellem kl. 10 og 14.

På dagen for besøget, venter Malene 8 hunde. Men med sine 6 års erfaring på stedet, ved hun også at det kun er et minimum.

’’Der kommer altid nogle uventede hundegæster,’’ fortæller hun med et smil. Og rigtigt nok, så ender de med at være 16 hunde på dagen.

Da vi kommer ind i hallen, er den delt op i 3 lige store, indhegnede områder. Hvert område er møbleret med gamle sofaer og bord/bænkesæt. Noget hundene elsker at benytte sig af, hvis de skal charme sig til et lille nus.

15 minutter efter åbning, tjekker den første hund ind. Herefter kommer de som på et samlebånd den efterfølgende time, til klokken bliver 07.45. De spontane hundegæster kommer dryppende, indtil omkring kl. 08:30

Hundes tilstedeværelse kan give mental ro

Da det meste af personalet er mødt ind, og de fleste af de forventede hunde for dagen også er kommet, er samlingspunktet rykket ind til de første to hundeopholdsrum.

Lydniveauet i hallen er højt i de første par timer. Malene bliver flere gange nødt til næsten at råbe, for at kunne kommunikere med hundeejerne, der konstant får hendes telefon til at vibrere i lommen.

I modsætning til landets institutioner, så har Potefryd en normering, som de kun kan drømme om. På dagen var normeringen på omkring en voksen til to hunde.

I det første opholdsrum er den ene væg beklædt med tre store, hvide tavler. Hver tavle er klædt i informationer, skrevet med forskellig farver sprittusch: Hvilke hunde kan ikke sammen, hvornår har de faste hundegæster fødselsdag og citater fra en intern medarbejdertilfredshedsundersøgelse.

Citaterne bliver gennemgået en efter en, og det bliver hurtigt klart, at der er et mønster.

Fælles for mange af citaterne er, at de fokuserer på, hvordan Potefryd har hjulpet dem med mentale problemer:

’’Hvis jeg ikke var startet i Hundehaven, ville jeg stadig være meget syg. Potefryd har VITTERLIGT hjulpet mig med både psyken, men også mit generelle helbred’’

’’Stedet har haft en kæmpe betydning! Stedet har været med til at helbrede mig indefra’’

’’Det har hjulpet mit mentale helbred!’’

’’Det er en god måde at præsentere over for nye frivillige, hvad det kan gøre for folk, at være hos os,’’ fortæller Malene.

Potefryd er altså ikke blot en pasningsordning for hunde, der har brug for aktivering eller har svært ved at være alene hjemme.

Det er meget mere end det.

Et sted der hjælper både to- og firbenede

Hundehaven Potefryd er et frirum, hvor du kan snakke med dine kollegaer om de svære mentale udfordringer du har. Det kan du, fordi næsten alle har døjet med noget. Lad det være stress, depression eller en større livsændring, der var svær at håndtere.

’’Vi kan både gøre noget for de to benede, og de firbenede,’’ fortæller Malene smilende.

Da først Malene åbnede op, viste det sig at de andre medarbejdere på dagen også var åbne om deres historier.

Blandt andet Sabine Mildahl, som er eneste praktikant på stedet, havde også nogle ting på hjerte. Hun er 32 år, og er uddannet tandklinikassistent. Et job hun var i, i 10 år.

I den periode var hun sygemeldt tre gange med en led- og bindevævssygdom. Det er en autoimmune sygdom, der sætter immunforsvaret på overarbejde, giver smerter i led og i nogle tilfælde, gigt.

’’Det er hårdt at blive slået tilbage til start, i så ung en alder,’’ fortæller Sabine, mens hun sidder på en sort sofa med to hunde ved sin side.

Hendes praktikperiode bliver af kommunen brugt som en screeningsproces, hvor de skal finde ud af, hvor meget Sabine er i stand til at arbejde, efter hun har fået sin sygdom

’’Jeg skal være her indtil Maj, og det begynder at komme tæt på. Uanset hvad jeg kommer til at lave efterfølgende, vil jeg til at prioritere at kunne være herude mindst én gang i ugen,’’ fortæller hun

Hendes diagnose har på sin egen måde også været en gave. For selvom hun kommer til at leve med noget resten af livet, som kommer til at kunne mærkes fysisk, så har det givet stof til eftertanke.

Hun skal fremover arbejde med dyr. Det har hun altid drømt om, og hvis hun alligevel skal starte forfra, hvorfor så ikke arbejde med det man drømmer om.

’’Det er meget mere, end en hundebørnehave. Det tænker jeg heller ikke, at folk er klar over’’, afslutter Sabine.