Hvor spillet kun er halvdelen af historien: Livet i en midtbykiosk

Klokken har kun lige ramt 12, da jeg ruller det store metalgitter op foran døren. Ude foran kiosken står den første kunde klar. Måske er det i dag, heldet er på hans side. Det er en af vores faste kunder, en midaldrende herre fra Ukraine. Han er meget begrænset af sit sprog og passer for det meste sig selv.

Den faste rutine

Han fremstammer et forsigtigt godmorgen på gebrokkent dansk, inden han træder ind i kiosken og stiller sig ved den store sorte kaffemaskine – sådan en maskine, der kan lave alle slags kaffer: cappuccino, espresso og en latte.

Han roder længe i sin jakkelomme, før han trækker en 5-krone op. Det er lige nok til en kop kaffe. Han skal bare bede om en sort kaffe; alt det andet bliver for fancy.

Maskinen står og brummer. Den larmer altid, når vandet varmes op. Han kigger på mig og smiler, før han finder den sædvanlige spillemaskine. Nummer T14 er yndlingsmaskinen – det er i hvert fald altid den, han spiller ved.

Der er nærmest helt stille i kiosken, som en morgen i naturen, hvor det hele lige skal vågne. En lille rumsteren fra det gamle udsugningssystem er at ane i baggrunden. Den larmer snart mere, end den suger.

Et fællesskab med fokus på mere en spil

Som dagen skrider frem, kommer flere kunder til. Nogle kommer alene, andre kommer i grupper. Det er primært mænd af alle nationaliteter, der kommer her. Nogle for at spille, andre for at være sociale.

Ban på 77 år er en af de kunder, der kommer dagligt. Han er opvokset i Marseille, men har boet i Danmark i mange år. Ban har altid syntes, det var sjovt at spille, men på det seneste er det ikke spillet, der får ham til at komme i kiosken.

”Jeg kan godt lide at komme her for fællesskabet. Måske man lige møder en ven, man kan snakke med,” siger han.

Ban gør meget for at holde sin krop aktiv, og det betyder daglige gåture. Lige meget hvilken rute han skal ud på, ender turen altid med at komme forbi kiosken, så man lige kan holde et lille pitstop og drikke en flaske vand – gerne dem, der ikke har været på køl; de bliver for kolde at drikke – og så går turen ellers videre.

”Jeg har altid spillet, men jeg synes, systemet er blevet forvirret nu. Hvis jeg taber for mange gange i streg, er jeg god til at holde pause fra spillet. Men det holder mig ikke fra at komme i kiosken,” siger han.

Spil, sport og små sejre

Med cykelløb på den ene skærm, fodbold på den anden og paralympisk skisport på den sidste sidder kunderne tilfredse med deres kaffekopper og skifter blik fra den ene til den anden skærm.

I flere minutter bliver der ikke sagt et ord, og så pludselig er der en, der bryder ud i stor jubel. Kuponen gik hjem. De 15 kroner blev på kort tid forvandlet til 65 kroner. En stor sejr. Ikke nødvendigvis gevinstmæssigt, men heldet var med ham. Det held, der til tider skal være der, for at lysten til at spille den næste kupon kan opretholdes.

Flere af kunderne kan sidde i timevis. De spiller ikke nødvendigvis. De nyder samværet med de andre, vender verdenssituationen, snakker om sport – alt, hvad der kan være værd at dele. Det skaber en stemning af hygge.

Kaffemaskinen er kommet på overarbejde. Hvert femte minut skal den brygge en ny kop. Selvom den brummende lyd er genkendelig, får den alligevel de fleste blikke til at hæve sig fra spilleskærmen. Samtidig bliver der gnasket småkager ved de to borde i midten af rummet, og flere gange må kunderne op med glasskålen, så der kan fyldes nye i.

Rygerummet som samlingssted

En gruppe eritreiske drenge har overtaget rygerummet. De spiller på de seks maskiner, der er fordelt i det lille gule rum. Historier bliver udvekslet med høj latter til følge. Cigaretterne tændes, og en os af røg fylder rummet. Trods udsugning formår røgen at sprede sig til resten af lokalet. Selv oppe bag disken, hvor pengene bliver udleveret, kan man ane et strejf af cigaretrøg. Det gør ikke noget, for hernede må der stadig ryges indendørs – hvis det selvfølgelig foregår i rygerummet.

Kunderne kommer og går, som dagen skrider frem, og hver gang døren åbnes, kan man ane, hvor mørkt det er blevet udenfor. Vinduerne i kiosken er plastret til med mørklægningsfilm med små sprækker. Det giver ikke meget sollys, men derimod en følelse af, at her kan man sidde uden at blive set. Det er som en lille boble, gemt væk, men stadig i hjertet af Aarhus midtby.