”Hvordan skal vi passe på hinanden, når vi ikke længere kan spille?”

”Neeeej” lyder det fra bane fire på tennisanlægget i Skæring. 

Bolden er nu gået i nettet et utal af gange. Her står solen står højt på himlen og banerne er omringet af de nøgne forårstræer, som stadig venter på at springe ud. Imens kampen spilles, bevæger en orange kat sig langs banens høje hegn ”Neeeej” lyder det fra Kirsten i det hun misser bolden og katten løber væk.

”Det er uden tvivl banes mest brugte ord” siger Kirsten og griner

De pruster og stønner, når de i lav fart sætter efter den gule bold på det røde grus. Fliserne, som leder op til tennisbanen, er tydeligt mærket af grusets rødlige farve. Efter bolden igen er gået tabt mødes de fire kvinder ved den ene bænk i siden af tennisbanen for at få en tår vand. ”Vi spiller for at have det sjovt, men vi spiller også for at vinde” siger 87-årige Lykke imens hun retter på sine solbriller med den ene hånd og stiller vandflasken med den anden

Tennis efter tab 

Årets første udendørs kamp startes igen, men afbrydes kort tid efter, da lyden fra en helikopter overdøver fuglekvidder og kvindernes råben og grin på banen

”Jeg tænker altid på Skejby Sygehus når jeg hører sådan en” siger Lykke da helikopteren er fløjet videre. En kommentar, som ikke er uden betydning for kvinderne på banen for ingen af dem har nemlig længere en mand. De er alle efterladte. For Kirsten, bærer tennisbanerne på et smertefuldt minde. Det var netop her hendes mand for år tilbage faldt om med hjertestop. Den dag blev han dog genoplivet. Senere svigtede mandens hjerte for tredje og sidste gang.

Derfor insisterer kvinderne også på at holde sig i gang og dermed også holde fast i hinanden. Og det er der god grund til. For ifølge Danske Ældreråd føler omkring 100.000 danske borgere over 65 år sig ensomme og særligt kvinder er udsatte i den gruppe. Risikoen for ensomhed stiger markant når man ligesom Lykke runder de 80 år.

I tennisklubben har de dog deres eget svar på en løsning for her møder man ikke kun op for at spille, men også for hjælpe og gribe hinanden i svære tider. De arrangerer også bridgeklub, bogklub og foredrag

Lidt efter træder en ung og fremmede fyr ind mod klubbens areal, men forlader området lige så hurtigt som katten idet kvinderne kigger mistænksomt efter ham. De kender alle i klubben og alle der plejer at komme.

Kampen forsætter sin vante rutine:

”Neeeej!” råber en

”Hvad står der?” siger en anden højt

Lykke siger tørt og med et glimt i øjet ”Det ik møj spil vi får"

Kaffe i klubhuset 

Da kampen er afsluttet rykker de op i udestuen i det dannebrogsfarvet klubhus, som ligger på en forhøjning i midten af tennisanlægget. Her står den på kaffe med mælk og sødetabletter, som serveres i grønne krus uden hank, M&M’s i alle regnbuens farver og kokosmakroner.

Snakken går hurtigt og da en telefon ringer fra en af kvindernes tasker, hører de den ikke eller ignorerer de den. Emmerne skifter hurtigt og handler om alt fra børn, børnebørn, oldebørn, rengøring og havearbejde.

Lykke fortæller, at hun skal have skiftet sin havelåge og det at koster 15.000 kroner, hvilket straks fører til en joke rundt om bordet om, at det er nok meget fint - for så holder den resten af hendes levetid.

”Bare fordi man er pensionist skal man ikke sidde stille” siger Kirsten. Hun tager endnu en tår kaffe af det grønne keramikkrus og tilføjer ”Kalenderen er simpelthen for lille”. Hun fortæller at hun jævnligt laver morgengymnastik foran fjernsynet til DK4 samt går i bogklub og bridgeklub når hun ikke er at finde i klubhuset.

Kirsten forklarer at hun faktisk helst ville have spillet håndbold, men at de kastede aldrig bolden til hende:

”Så er det godt, du er god med en ketsjer” lyder det hurtigt fra Lykke 

Hvad sker der når spillet stopper?

Samtalerne forsætter og det samme gør grinene, men derude spøger fremtiden. For fællesskabet, som udspringer af tennisklubben, er også deres sikkerhedsnet og tanken om at slippe det nager hos Kirsten

”Hvordan skal vi passe på hinanden, når vi ikke længere kan spille?” spørger hun ud

Ingen svarer, men spørgsmålet bliver hængende i luften imens kaffekrusene tømmes. Kvinderne rejser sig og stolebenene larmer på gulvet. De samler krusene sammen og bevæger sig ud i klubhuset lille køkken. Her tager samtalen over igen og de sidste historier deles inden de siger farvel og aftaler at gøre det hele igen næste fredag.