“I dag skal jeg bare smadre mig selv, og det betyder meget for mig”

59, 58, 57. Sekunderne tikker langsomt nedad. Munden åbner sig på vidt gab, så der kan sluges så meget ilt som overhovedet muligt. Venstre hånd laver en lille bevægelse, og kæden bliver smidt op på den store klinge, alt imens hele kroppen rokker uroligt fra side til side for at maksimere al kraften ned i pedalerne. 30, 29, 28. Røven forlader sadlen. Cyklen bliver vredet rundt under rytteren, som om den skal straffes for at pumpe så meget smerte ned i benene. 3, 2, 1 - og slut. Kroppen falder sammen som en sæk kartofler. Kampen er vundet.

Dette kunne måske lyde som en enkeltstart i Tour de France, hvor Jonas Vingegaard giver ørebasker til Tadej Pogacar, men det er en helt normal tirsdag i Rasmus Egeberg Knudsens liv. Hvor Vingegaard og Pogacar kæmper deres kampe på de mest ikoniske bjerge i cykelsporten, så udfolder Rasmus’ rivalisering sig på de flade aalborgensiske landeveje. Her er rivalen ham selv, og det potentiale han stræber efter at udfolde.

20-årige Rasmus har de seneste syv år brugt utallige timer på de danske landeveje. I juniorklassen balancerede han licensløb mod nogle af de største talenter i landet med en travl hverdag på gymnasiet. I dag læser han ‘Datavidenskab og Machine Learning’ på Aalborg Universitet, men motivationen for cykling har aldrig været større.

Høje ambitioner 

“Jeg er i gang med at undersøge, hvor god jeg kan blive. Jeg har ikke et mål om at blive professionel, som jeg havde i ungdomsårene, men jeg vil se, hvor langt op i rækkerne, jeg kan komme.”

Det afspejles i den træning, som Rasmus lægger i projektet. Han bruger lige nu 13-15 timer om ugen på cyklen, hvor han følger en struktureret træningsplan, som han selv har udarbejdet. Men selvom træningen er struktureret og målrettet, og de ugentlige timer altid skal bogføres, så ser Rasmus den seriøse træning som et frirum fra hverdagens travlhed. 

“Jeg har altid været en stille fyr, som godt kan lide at bruge tid alene. Men efter jeg er blevet ældre, har jeg lært mig selv at være mere udadvendt. Men derfor nyder jeg stadig en lang tur på cyklen i stilhed - og helst alene.”

Rasmus fik sin første racercykel, da han blev konfirmeret i 2019. I lang tid blev det kun til korte ture her og der, men pludselig steg interessen, og han meldte sig ind i Aalborg Cykelring. 

“Jeg er meget glad for udholdenhedssport, og det med at komme ud og se verden, og det gjorde, at jeg blev bidt af det. I starten forsøgte jeg hele tiden at køre mere og mere, og allerede dengang tænkte jeg på, hvor god jeg kan blive.”

Mistet motivation

Men cykling har ikke altid været et lykkeligt ægteskab for Rasmus, hvor han i juniorårene gik fra at have store drømme og uendelig motivation, til at se cyklingen og den strukturerede træning som en byrde. 

“Før i tiden var jeg bange for at komme bagud i forhold til mine holdkammerater, hvis jeg f.eks. var syg eller havde en dårlig dag. Det kunne ødelægge mit humør fuldstændig, og det påvirkede mig mentalt, fordi det hele var så konkurrencepræget.

Jeg sad ofte i skolen og var træt af, at jeg skulle hjem og cykle. Før i tiden var træningsturen højdepunktet på min dag, men i den tid på gymnasiet var det anderledes.”

Det gjorde, at Rasmus lagde ambitionerne på hylden. Han meldte sig ud af Aalborg Cykelring og stoppede med at køre løb. I årene efter blev cykling mere en hobby, og selvom der stadig blev lagt mange timer på landevejen, så var det ikke længere med målet om presse sig selv til det yderste.

Elitært sportsliv kombineret med fuldtidsstudie 

Nu har Rasmus igen fundet glæden ved at presse sig selv, og selvom han er fuldtidsstuderende, så er det ikke noget, der går udover hans træning. Tværtimod har han nu tid til at bruge alle de timer på cyklen, som han gerne vil, da der ikke er mødepligt på studiet hver dag. 

“I dag strukturerer jeg selv min træning, og jeg kan lægge de længere ture på de dage, hvor jeg ikke har fremmøde på studiet. Jeg kan altid lave mit studie om aftenen og så prioritere træningen, mens solen er oppe.”

Ligesom presset på cyklen er lagt væk, så er Rasmus også blevet bedre til at håndtere presset fra skole, som i dag ikke fylder lige så meget, som det har gjort førhen. 

“Det faglige pres er ikke det samme nu som på gymnasiet. Ligesom jeg ikke putter et så stort pres på mig selv på cyklen, så gør jeg det heller ikke fagligt. Jeg tager det hele lidt mere løst, fordi jeg godt ved, at det nok skal gå.” 

Men selvom studiet kan tegnes og tilrettelægges efter egne behov, så er han godt klar over, at der kan være visse ting, der er vigtigere end cykling.

“Min gruppe prøver jeg altid at prioritere og møder op når jeg skal møde op. Det prioriterer jeg over alt andet, også cyklingen. Jeg har det dårligt med mig selv, hvis det skal gå udover dem, at jeg skal cykle. Det er ikke en helt god nok undskyldning for at trække dem ned.“

Det sociale liv

Når man dyrker sin sport med sådan en seriøsitet, så er der også ting, som man må give afkald på.

“Jeg drikker ikke alkohol lige nu, og jeg er sjældent længe i byen.”

Det er noget, som Rasmus har det fint med, og hans kammerater forstår godt hans prioriteringer. De er vant til, at han gerne vil passe sin træning - men festerne er ikke helt lagt på hylden.

“Nogle gange kan jeg godt savne en bytur til kl. 4 med drengene. Men på den her måde kan jeg se mere frem til det, fordi jeg ved, at når sæsonen er slut, så kan jeg give den maks gas med dem i nogle uger.”

De sene nætter med vennerne må dog vente lidt endnu, for hvis Rasmus skal præstere på de ekstreme dage, så er det en nødvendig prioritering.

Det ekstreme trækker

Når han ser tilbage på, hvilke specifikke ture der står klarest i hukommelsen, så er det nemlig de lange og ekstreme ture. Især regnvejrsdagene, hvor han virkeligt skulle kæmpe en mental kamp i de 4-6 timer han sad på cyklen.

Hvor nogen måske ville køre hjem eller slet ikke komme afsted, så motiverer det bare Rasmus endnu mere.

“Jeg elsker det ekstreme. Man lærer, at man kan skubbe sig selv langt mere, end man tror.” 

Den kærlighed førte ham på en bikepacking-tur gennem Europa i sommeren 2025. Bikepacking er en kombination af klassisk backpacking og cykling, hvor cyklen bliver transportmidlet for rejsen. Ideen er, at man kan komme langt og opleve verdenen på en anden måde end fra en bil eller et tog.

I starten af den fem uger lange tur handlede det om at møde en masse mennesker og få nogle oplevelser. Undervejs lærte han, at selv på de dårlige dage er der altid en løsning. Rasmus tænker tilbage på en dag i Tjekkiet, hvor alt bare gik galt. Først punkterede han to gange og løb tør for slanger. Derefter gik det op for ham, at det var søndag, hvilket betød lukkede butikker i hele landet. 

“Man når at tænke en del tanker, og jeg var lige ved bare at slå teltet op i en park.”

Men her tog stædigheden alligevel over. Der måtte være nogen der kunne hjælpe ham. Efter adskillige bank på dørene, samtaler med lokale gennem Google Translate og en god portion gåpåmod, så fandt Rasmus en, der kunne hjælpe ham.

“Hvis man vil det nok, så skal det nok lykkes på en eller anden måde."

Til sidst på turen blev ekstremerne vendt mod cyklen. Nu skulle det handle om hvor langt han kunne presse sig selv på cyklen, og det har givet pote.

“Jeg er bedre nu, end jeg nogensinde har været før, så jeg tænker, at alle de timer på cyklen i lave zoner gavner mig nu.”

Et niveau op

Men det er ikke kun de mange kilometer rundt i Europa, der har gjort Rasmus bedre end nogensinde. Han har nu fokus på at lave den bedst mulige træning for sig selv, og der bliver lagt mange timer i at researche de bedste træningsformer. Udover det, så har ChatGPT også fået en lille rolle som assisterende træner. Den kender alle de nødvendige tal, og hvilken slags rytter han er. Ud fra det kan den give et praj om hvilke træningssessioner han skal fokusere på den kommende tid. 

Ligeledes har ernæring fået et stort fokus. 

“Nu går jeg meget op i at spise en masse kulhydrater og masser af protein. Især når jeg kommer hjem fra en træningstur, så jeg hurtigt begynder at restituere igen. Det er noget, der har ændret sig siden jeg var juniorrytter, hvor jeg måske ikke altid fik spist nok.”

Selvom cykelsporten er kendt for at have et stort fokus på vægt grundet de famøse watt pr. kilo tal, så er det ikke noget, der fylder for Rasmus. 

“Jeg er lidt ligeglad med min vægt, for jeg har meget svært ved at tage på, så det gør ikke så meget, hvis jeg tager lidt på, hvis bare der kommer noget styrke med.”

Stræber efter en følelse 

Når Rasmus sætter sig op på cyklen, så er det også med andre mål, end at blive den bedst mulige rytter. På de gode ture får han en helt speciel følelse i kroppen og i hovedet. 

“Når jeg kommer ud over de fire og fem timer, så begynder mine tanker at komme et helt andet sted hen, og det er virkelig en befriende følelse. Det er derfor, jeg ser frem til de lange ture, fordi det gør noget ved hjernen, som jeg har svært ved at finde andre steder.”

Rasmus opnår en form for ‘flow state’ hvor han fordyber sig i den træning han er i gang med og nærmest glemmer alt om tid og sted.

“Man kan gå fra tre til fem timer uden man føler, der er gået noget tid.”

Men det er ikke på alle Rasmus’ træninger, han vil opnå den følelse. Når han kører intense intervaltræninger, skal han være fokuseret, og gerne med musik i ørerne.

“Jeg kan godt lide at høre noget smadder, når jeg kører mine hårde intervaller, det giver mig motivation. Det kan være både rap og hiphop. Men på de lange ture kan det være jazz.”

Træningen skal afsluttes

Tilbage ude på landevejen skal Rasmus nu i gang med næste del af træningen. Efter de hårde intervaller har han stadig halvanden times rolig træning tilbage. Selvom første del var krævende, så er der stadig vand og kulhydrater tilbage i dunkene. Han har selv blandet en deciliter rent sukker i hver dunk, så han ikke skal bruge penge på dyre geler og sportsdrik.

Kæden falder ned på den lille klinge igen og kroppen falder til ro i sadlen. Nu skal cyklen ikke længere straffes, men hjælpe Rasmus med at falde ind i den rytme, der giver ham ro, og som får ham til at glemme tiden.