I en verden fyldt med ting forsøger hun kun at lave dem, der faktisk behøver at eksistere

“Det har aldrig været min drøm at åbne en forretning. Det var keramikken, der drev mig.

Under min praktik var jeg temmelig modløs. Hvorfor skulle jeg lave mere keramik?

Altså, hvorfor skulle vi have flere ting i den her verden, som allerede er propfyldt af ting og forbrug og alt muligt andet?

Men det er jo kun tilfældet, hvis man laver ligegyldige ting. Jeg laver eksempelvis det, jeg kalder en Aarhuskop. Den er lavet med sand nede fra Tangkrogen på siden, så det er en meget lokal historie. Jeg har haft den med på et galleri i Middelfart, og de har spurgt, om jeg vil lave dem med sand fra deres lokalområde. Det vil jeg ikke. Jeg har ingen tilknytning til området, så det giver ingen mening. Det ville blive ren produktion, uden at jeg har hjertet med i det.

Jeg har en kammerat, som sælger ting på kræmmermarkeder, som han har købt ind på Bali. Ting, som han selv synes er noget lort. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man handler med et produkt, som man ikke kan stå inde for. Dybest set går det over min forstand. Ja, det bryder næsten med min virkelighedsopfattelse.

På et eller andet tidspunkt holder det produkt bare op med at være overbevisende, hvis jeg ikke er autentisk omkring det. Autenticiteten er helt vildt vigtig for mig. Det er grundideen, der gør, at jeg kan stå inde for det. På mange måder har jeg det sådan, at mine holdninger omkring det at lave keramik og min indstilling til at lave det langt hen ad vejen stemmer overens med min holdning til livet generelt. Jeg gider ikke bare producere keramik, for at det skal sælge. Og så sælger det i øvrigt heller ikke godt, når jeg ikke laver det af kreativ lyst.”

Ninna Gøtzche, 46