I telemarkens dale

Morgenen ligger som et gråblåt åndedrag over skoven, da Fabian lukker døren op og træder ud på græsplænen. Et tyndt lag rim knaser under hans støvler, mens han bakser rygsæk, ski og stave op ad den lille bakke til bilen. Herude femten minutters kørsel fra Bø i Norges, er der så stille, at man skulle tro træerne holder vejret. Han smider rygsækken med mad, varmt saftevand og smøring til skiene ind i bagagerummet, sætter sig ind og vrider nøglen i tændingen. Motoren hoster, tøver og vågner ligesom ham. Mens den gamle Saab bumler ud af skoven på den hullede grusvej, skruer han op for musikken. En Bluetooth-modtager rager langt ud af cigarettænderen og lyser bilens gulv op i alle regnbuens farver. Hans fingre finder af sig selv “skipknappen”, og et nummer af Nils Frahm fylder den brune kabine. På vej mod Bø glider træerne forbi i lange lige rækker. Fabian trækker vejret dybt., mens han forbereder sig mentalt på endnu en lang dag med forberedelser.

Fabian er 31 år og studerer en bachelor i friluftvejledning på Universitetet i Sørøst-Norge. Før han kom til Telemarken i Norge, læste han historie på Københavns Universitet. Han var inspireret af de store fortællinger, men han blev træt af det høje tempo i byen og de fasttømrede forventninger om en lige vej fra studie til arbejdsliv. En udveksling i en NGO på Sicilien i Palermo ændrede ham. Han opdagede, at livet kunne leves på en anden måde, end det han var vant til fra Danmark. “Jeg fandt ud af, at man kan tage livet stille og roligt og ikke stresse så meget,” fortæller han. Fascinationen ledte Fabian til at stoppe op, tænke og genoverveje. Den har ledt ham til at stille spørgsmål ved de normer, der er i samfundet om den gængse vej: fra universitet direkte ud i det første ledige job. Han gjorde historiestudie færdigt men de spørgsmål og den inspiration, der opstod i Palermo, forlod ham ikke. Fabian tog efter studiet arbejde som alt fra tagtækker til cykelbud. For et halvt år siden søgte Fabian ind på friluftslivsstudiet.

Fabian kommer hjem til sin hytte efter en lang dag på Lifjell, tæt på Bø. Han sætter posen med brænde fra sig, åbner døren til sit hjem, går ind i mørket og mærker duften af brænde, der venter på at blive tændt. Han trækker jakken tættere om sig og tænder op i ovnen. Ildens flammer tager fat i brændet, og tankerne falder stille og roligt på plads. “Det er hårdere end bare at komme hjem til sin sofa,” siger han. “Men det er meget roligt oppe i hovedet.” Det simple liv i hytten, uden rindende vand, centralvarme og internetkabler, er for Fabian bedre. ”Jeg skal kun tænke på varme, vand og mad. Det giver en anden form for ro, selvom det kræver mere arbejde.” Kun 15 minutters kørsel fra det travle campus i Bø, men mentalt langt fra studiets intense fællesskab, har Fabian fundet et frirum. Et sted, hvor han kan trække sig og netop derfor kan være mere til stede, når han er sammen med de andre.

På vej mod Haukeliseter

Fabian er i gang med at pakke og planlægge sammen med otte andre studerende. De skal på en uges fjeldtur sammen. På sidste tur fik han et sår lige der, hvor den lille plastiklås var monteret. Fabian trækker en blød elastik ind i skibuksernes kant. Han hiver den kæmpestore taske op på ryggen, så benene bukker lidt sammen under den store vægt. ”Ja, det er meget bedre” udbryder han, og ser over på sin ven. ”Nu kan jeg bruge hoftebæltet.” Det er de små detaljer, der kan vise sig at gøre en stor forskel, når man skal bruge en hel uge i det norske terræn. Han skal på en lang tur med fjeldski, stigning og stor oppakning i Haukeliseter to timer fra Bø. Både første og anden årgang på studiet skal er afsted denne uge. Alle de studerende er opdelt i grupper af cirka fem personer. Turen bliver kaldt en egenfærd, hvilket blandt andet indebærer, at de som udgangspunkt gennemfører turen uden en lærer til stede.

“Angst æder sjæle op”

”Jeg tror, man planlægger for at føle, man har styr på alt muligt. I al den planlægning ryger charmen for mig.” Ønsket om kontrol på baggrund af frygt for det uvisse tager Fabian afstand fra. På turene i fjeldet forsvinder illusionen om kontrol hurtigt. Sneen smelter på jakkerne, vinden bider, og efter timer i gennemblødt tøj melder tvivlen sig. “Hvis du går en hel dag og er helt gennemblødt, det er jo fuck nederen. I de situationer kan jeg tænke: Hvad fanden laver jeg herude?” Det er dog dér, tilfredsstillelsen kan opstå for Fabian. Det er tilfredsstillelsen ved at se tilbage på kilometerne, der er gået, og udfordringerne, der er klaret. Han beskriver friluftslivet som grundlæggende ambivalent. Det er hårdt og netop derfor meningsfuldt.

Snestorm i vente

Dagen er kommet, hvor gruppen skal afsted på egenfærd i Haukeliseter. 117 stumper er pakket ned i de bugnende rygsække ud fra nøje udarbejdede lister. Maden, som er pakket ned i et utal af små plastikposer, har en uigenkendelig pulverkonsistens. Maden er nøjagtigt pakket efter kaloriemål og har undergået en omfattende tørringsproces for at være så let som muligt. Der er gået en hel uge med at forberede denne tur. Nogle glæder sig, nogle er spændte, og andre vil helst bare blive i Bø og nyde, at foråret er kommet til byen. De skal afsted op i den dybe sne og den rivende snestorm, der er i vente, ellers består de ikke faget. Bilen er pakket, og når de studerende to timer senere træder ud i den knasende sne ved Haukeliseter Fjellstue, er de ved udgangspunktet for deres tur. De er på den to timers køretur steget tusind højdemeter op i det norske fjeld. Ski bliver smurt, og elefanthuer bliver trukket ned over ansigtet. Den første lejrplads, gruppen har udset sig, ligger to timer på ski gennem de snedækkede dale. Gruppen stager på turski væk fra vejen og ud i eventyret.

Det fælles tredje

Fællesskabet er stærkt. For nogle næsten altopslugende. For Fabian er det mere ambivalent. “Jeg kan godt spørge mig selv, om jeg gør det på den rigtige måde, siden jeg ikke bliver opslugt af fællesskaberne” siger han. Fabian har været i mange fællesskaber, og for ham er de begyndt at ligne hinanden. Derfor har han valgt at bo i hytten uden for byen. Ikke for at undgå fællesskabet, men for at kunne være i det. Det er på turene han føler han sig mest forbundet til de andre. Når gruppen har et fælles mål. Når alle er afhængige af hinanden. Det er her, friluftslivets læring bliver konkret. Ikke i teorilokalet, men i sneen, på fjeldet, i situationer hvor kroppen er træt, og beslutningerne har konsekvenser. Da gruppen under en foss træning blev bedt om at hoppe ud i en rivende elv, reagerer mange med frygt. Nogle tøver andre græder, men de hopper i og bliver modtaget på bredden med klapsalver. “Det føltes som et ritual. Som en form for dåb,” siger Fabian. Den rus af mestring, han oplevede der, har han aldrig kendt fra universitetet. Det står i skærende kontrast til den flade følelse, han havde, da han trykkede “aflever” og afsluttede sit lange historiespeciale.

En nat i snestorm

En nat er gået, og et andet sted i Haukeliseter har en anden klasse fra vejlederstudiet slået deres første lejr. Efter en lang og udfordrende nat i den ruskende snestorm vågner eleverne. De står tæt i en cirkel og skutter sig. ”Hvor mange var oppe og grave sne i nat?” spørger en ud i forsamlingen. Halvdelen af gruppen rækker hånden i vejret. Selv om teltene er lavet til det, tvang de store snemængder de tynde teltstænger ud af deres ellers elegante buer. Eleverne måtte i løbet af natten trække i det kolde og fugtige tøj for at redde de begravede telte ud af sneen. Efter lang tids gravearbejde kunne en af eleverne ikke modstå tørsten længere og var nødt til at gå ud på den frosne sø for at hente vand.

Den våde sne

Tilbage i Haukeliseter bliver der gravet snehule, og de fleste er blevet drivvåde. Temperaturen svinger lige omkring nul grader. Sneen bliver til vand, når den rammer de lune jakker, og sved kondenseres på indersiden i den høje luftfugtighed. Fugten gør pauserne farligt kolde for de mange friluftsstuderende, der bevæger sig rundt i terrænet denne uge. En fra gruppen siger: ”Ut på tur - aldri sur”, en gammel norsk talemåde. Det er synonymt med den tilgang, eleverne har med sig i friluftsvejledning. Det er en tilgang, der handler om at få det bedste ud af det, at holde sig positiv på trods af udfordringer, med alle de naturoplevelser, det måtte bringe med sig. Det senere år har begrebet fået en større betydning gennem forskning i mental helbred og har synliggjort den tavse viden om velvære, friluftsmennesker oplever ved at være i naturen. Eleverne er dog oppe imod noget større, som selv ikke gammel norsk visdom har fået bugt med. Elevernes hverdag på studiet bliver påvirket af klimaforandringerne. Det mere ekstreme vejr gør, at de må tilpasse sig, så godt de kan. Det bliver varmere, sneen smelter tidligere, og man kan ikke regne med, at den kommer. Lærerne har fået travlere med at afvikle den undervisning, der kræver sne. En lærer fortæller, at bare på den tid, uddannelsen har eksisteret, har de mærket en forskel.

Fabians gruppe har været i gang få dage før de får besked fra deres lærer: Der er dårligt vejr på vej, og det er sikrest, hvis gruppen afbryder turen. Et grundvilkår i bjergene, er at man må respektere naturens kræfter. Lejren bliver pakket sammen, og skispidserne peger hjemad.

Muligheden for at drømme

Tilbage i hytten falder mørket på igen, og Fabian tænker over hvad, der resonerer i ham. Han tænker på sine drømme og vejen gennem livet. Han har ikke en fast karriereplan. “Muligheden for at drømme har kæmpe værdi for mig. Ikke nødvendigvis at gøre alle de ting, jeg drømmer om, men bare muligheden er der.” Han vil skabe en tilværelse, der passer ham. Måske kombinere friluftsliv med historie og formidling. Måske undervise. Måske noget helt andet. Fabian er optaget af ikke at kvæle sig selv i ambitioner. For Fabian har det en pris ikke at have en fast plan: Afsavnet af venner og en konstant økonomisk usikkerhed, men fravalget er bevidst, for det frie valg har større betydning. Fremtiden står åben, drømmene overlever, og det er sådan Fabian har det bedst.