I vikingekampsport er man venner før man slås 

”Hvor vil du have mig?”, råber en mand til sin holdkammerat.

”Der hvor du er lækrest”, svarer hans makker tilbage med et glimt i øjet.

De to mænd marcherer med resten af deres hold mod deres modstandere. Om 15 meter mødes de på midten af grusbanen, hvor slaget skal stå. Lyden af fødder der slæbes over grus, bliver til skingre metalliske hvin, når sværdklingerne rammer mod hinanden. Imens banker økserne mod de runde træskjolde med stumpe dunk.

Mændene pruster dybt. Sender korte indforståede kommandoer til hinanden, så de bedst muligt kan holde det andet hold stangen.

Med et kortfattet og klart ”ja” markerer Mads Holbeck, at han er ude af runden. Modstanderen overfor ham fik brudt hans parader, og markerede med præcision på hans skulder, at han må se resten af runden fra sidelinjen.

”Det stammer nok fra min fascination af gladiatorer.”

Interessen for kampsport blev vækket, da Mads i fjerde klasse gik på opdagelse i skolens bibliotek. Her fandt han bøger om fægtning og kampsport fra gamle dage. Fascinationen førte til, at han i flere år dyrkede live-rollespil, før han i start-tyverne kom i gang med vikingekampsport.

Til dagligt læser Mads til pædagog. Han vil gerne arbejde med børn, der har diagnoser som autisme og ADHD.

”Det er jo ligesom at være hernede”, kommenterer en af kæmperne i forbifarten, mens han smiler indforstået. Han skal have en sodavand fra plastemballagen på bordet.

Mads og nogle andre af klubbens medlemmer smågriner.

”Fællesskabet hernede er 50% af grunden til, at jeg dyrker den her sport. Det er et fællesskab for nogen, der ikke har en interesse for de almindelige hobbyer. Ingen af os har været de populære fodboldbørn i skolen. Vi er alle sammen lidt skæve i det”, fortæller Mads.

Øjenkontakten er intens. Entusiasmen for den sport han dyrker, og det fællesskab der lever rundt om den, er ikke til at tage fejl af.

Messende munke og manglende arm-guards

Klubhuset er så småt blevet fyldt med dem, der skal kæmpe i dag. Træningen starter om en halv time.

”Jeg er faldet over sådan noget fransk middelalder EDM. Det kilder bare alle de rigtige steder i hjernen”, fortæller en af kæmperne til de andre, der sidder i pallesofaen foran brændeovnen.

Hvad der lyder som en sækkepibe, der bliver spillet mindst dobbelt så hurtigt som normalt er muligt, vælter ud af en soundboks fra hjørnet af rummet. Den underbygges af en hurtig-slående, elektronisk stortromme og en dominant basgang, der danner fundament under hele nummeret. Det er four on the floor i bedste middelalder-stil. Med messende, franske munke til at mumle omkvædet.

”Jeg har fucking glemt mine arm-guards og handsker!”, udbryder en kortklippet, rødskægget mand med ravøreringe.

En af de andre i klubhuset er hurtig til at låne ham et par, der er i overskud, så han er klar til aftenens træning.

Mellem træspåner og cykelhjelme

Klubhuset på Godsbanen i Århus emmer af røg fra den brændeovn, der ikke formår at få alt røgen ventileret ud gennem skorstenen.

Ved skruetvingen høvler et af medlemmerne på sit spyd inden træningen. Træspåner ligger spredt ud over gulvet, mens lugten af brænderøg blandes med duften af harpiks.

En gasovn, som de bruger til at smede spydspidser, står på et af værkstedsbordene. Ved siden af står en ambolt, som de banker form i det opvarmede metal med. En cykelhjelm med en neon-grøn hue i, balancerer ovenpå. 

Tandlægebesøg og middelaldertøj

Mellem slagene står de kæmpende parvist spredt. De drikker sodavand og husker hinanden på, at man altid må sige det højt, hvis man føler, at noget var for voldsomt.

”Jeg kender en svensk dame, som laver sådan noget middelaldertøj”, siger én til to af de andre fra klubben, mens de står og puster ud mellem to dueller.

Spredt latter og smalltalk om tandlægebesøg og historisk tøj, der passer til gravide, bliver afbrudt, da de to hold stiller sig op på linje i hver deres ende af banen.

Et sværd der smutter

Ved siden af grusbanen sidder Rachel ovenpå et borde-bænkesæt. Hun hviler sin venstre hånd i skødet, mens hendes højre ben dingler frit i luften.

Hun nøjes med at kigge på duellerne, der udspiller sig foran hende. Et sværd blev ikke bremset tids nok, inden det ramte hendes lår. Godt nok er våbnene ikke slebet skarpe, men de er stadig lavet af metal, og sværdet har nu efterladt et blåt, ømt mærke på hendes venstre lår.

”Jeg har sagt til vedkommende, der ramte mig, at det var for hårdt, og så er der ikke mere i det. Det er vigtigt at få talt om sådan noget, inden man tager hjem.” Hun svarer roligt og fattet, med øjnene rettet mod kampene på gruset. Hun mener selv, at hun er tilbage i kamp om 20 minutter.

Drømmen om at være den bedste

Mads har dyrket vikingekampsport i syv år. Han træner tre gange om ugen i to forskellige foreninger. Hans store drøm er at vinde en cirkelkamp ved det årlige vikingemarked Sletten. Cirkelkampen på Sletten er det uofficielle VM i én-mod-én duel i vikingekamp. Det bliver ikke større. I daglig tale bliver den kaldt cirklen.

”Vinder man cirklen, er man verdens bedste kæmper den dag”, fortæller Mads, mens han sidder i klubhuset efter dagens træning.

Hans kinder er brændende røde, og det krusede hår, der sidder i en stram hestehale, er vådt af sved.