Ikke alt behøver en plan

Her, i rehabiliteringsparken, har Freia indfundet sig på en solbeskinnet bænk. Hun er på vej mellem to ærinder, men har sat sig alligevel. Ikke fordi hun skal. Fordi hun kan. Hun kniber øjnene sammen mod lyset og læner ansigtet op i solen, så den rammer kinderne.

Hun har ikke været på studie i dag, så hun havde i stedet besluttet sig for, at nyde det gode vejr med ikke én, men to gåture. Den sidste med et formål:
At aflevere en af de mange overskudskyllinger hendes kæreste havde med hjem fra arbejde. Den heldige modtager af en kylling var fra fodboldholdet, en der er “lidt presset på pungen” som hun udtrykker det helt naturligt. 

Inden studie havde hun sagt til sig selv “maks to sabbatår,” så ville hun starte på universitetet, det vidste hun. Hun skulle læse, men hvad skulle hun læse? 

“Jeg havde brug for at møde andre mennesker, for ligesom at få åbnet op for, hvad man også kan lave.”

Og hvor finder en i-start-tyverne-ung-kvinde sig selv bedre, end på et højskoleophold. Men det var ikke nok med et almindeligt højskoleophold for Freia, nej. Det skulle være outdoor-linje og eventyrlystent. På Færøerne. Hvor hun også mødte sin kæreste, hende med kyllingerne.

Hun havde også rejst Europa og Sydøstasien rundt, men hvor hun helt præcist fandt ud af hvad hendes plan skulle være, ved hun ikke.

“Jeg lærte at turde hvile i det ikke nødvendigvis at have en plan” 

Hun siger ofte til folk, at de ikke har travlt. 

“De skal ikke gå ind i noget bare for at gøre det, men ligesom have en grund til at gøre det.” 

Nu havde hun igen ikke overholdt sin plan, så hun blev altså nødt til at gå nu.