Ikke engang hjerteproblemer kan tage livsglæden fra Mikael

“Efter jeg i 2011 fik at vide at jeg havde hjerteproblemer, og sku’ ha’ sån’ en klap ind, har jeg æk’ ku’ vær’ så aktiv.” 

For år tilbage løb Mikael Schyth hver dag ti kilometer. Sådan er virkeligheden ikke længere. I dag kan han ikke længere gå Aarhus Ø rundt, uden at stoppe. 

Ved Bassin 7 bevæger Mikael sig frem i sit daglige tempo. Solen varmer hans ansigt, men han har stadig overtræksbukser og vanter på. Vinden fra vandet sniger sig ind under den åbne jakke og minder ham om, at kroppen ikke helt er den samme som før.

Han er høj, med gråt, tjavset hår, og på ydersiden udstråler han en mand i sin bedste form. Han går rank, holder blikket rettet frem, men stopper indimellem. Trækker vejret. Han savner at være aktiv.

For Mikael er onsdag en særlig dag. Her går han ikke alene. Den lille hånd gemt i Mikaels hånd bestemmer tempoet. De stopper. Går. Stopper igen. Han bøjer sig ned, retter sig op, og følger med. 

“I dag går jeg tur med mit 3-årige barnebarn. Det gør vi hver onsdag, der passer vi ham nemlig.” 

“Vi holder meget af at lege i sandkassen og gå ture. Bare at se ham vokse, det er stort.” 

Hvergang han nævner sit barnebarn, breder der sig et stort smil over hans ansigt.

Han taler roligt.

Afventende.

Turene er hans frirum. Når han ikke har sit barnebarn med, går han den daglige tur fra lejligheden på Aarhus Ø ned mod Bassin 7, videre ud til fyrtårnet, rundt om Lighthouse og langs vandkanten for enden. For til sidst at gå ad havnen med sejlbådene.

Men det er ikke uden besvær. 

Hans hjerte kan ikke holde til det samme som tidligere. Når han går, må han nogle gange sætte sig. Holde pause. Lade pulsen falde, før han fortsætter. Men pauserne har fået en anden betydning. 

“Det er egentlig okay. Jeg kan godt lide at nyde udsigten, menneskerne og det der er omkring mig.” 

Han løber ikke længere ti kilometer. 

Mikael går. 

Og han går med sit barnebarn.