Indsigten bruges ikke efter hensigten: Analogt frirum bruges som bekvemt studierum

Mindst 12 lysende æbler på bagsiden af de studerendes MacBooks er fordelt rundt omkring i de bløde sofaer i studiezonen Indsigten, en analog studiezone, på det Kgl. Bibliotek i Aarhus. Allerede ved indgangen bliver man mødt af en mobilparkering. Et skab med over 40 skuffer, som alle har deres egen nøgle, man kan tage med sig. 

En invitation til at klippe den digitale navlestreng midlertidigt over, imens man studerer. Men ikke en eneste i rummet har fulgt den tilstødende tavles anvisninger, om at respektere folk der søger et analogt frirum. Computere og telefoner er demonstrativt skruet fast i de studerendes skød. Skoene har de fleste dog smidt. Lidt hyggeligt skal det jo være.

Alberte Petterson sidder i en af sofaerne, med både Macbook og mobil lige ved hånden. Selvom Indsigten er forbeholdt de analog stunder, bruger Alberte både sin mobil og computer til at studere derinde.  

En oase for digital frakobling

Indsigten er en analog zone der skal skabe et rum, hvor fordybelse uden digitale redskaber, skal være muligt. Hyggen hænger kunstigt i luften, som man kender den fra IKEA. Lamperne i loftet lyser roligt rummet op, og farverne på væggen driller uden at distrahere. Alt er i mørke farver, i skarp kontrast til resten af det Kgl. Bibliotek som kridhvidt og gult.  

Ethvert forsøg på at sidde ned, er polstret til med puder. Det gælder både lænestole, sofaer og vinduesbænke. I vinduerne kan man oppefra nyde synet af de kamelfarvede sofaer, der snor sig rundt om oasen i bibliotekshaven. 

Hyggeligt studierum eller modreaktion på digital afhængighed

Alberte kommer her tit. Nogle gange med sin studiegruppe, nogle gange alene. Hun sidder med sin computer, i en computerfri-zone, fordi den spiller en vigtig rolle, som arbejdsredskab for hende. ”Skærmtiden på min computer er ikke til diskussion”, forsvarer Alberte sig med et smil på læben. Hun understreger, at skærmtid på computeren adskiller sig fra skærmtid på mobilen. 

”Vi har i studiegruppen før benyttet os af mobilparkeringen, fordi man arbejder mere effektivt, når den ikke er der” fortæller Alberte og kigger hen på den store trækasse. Et slags digitalt kompromis. Men for Alberte handler det ikke om at søge et decideret analogt rum. Det handler mere om at skærme sig fra distraheringer, som den digitale verden byder på.

”Jeg er mere effektiv heroppe, fordi jeg allerede, aktivt har besluttet mig for at være her”, fortsætter Alberte og fortæller at det er en hyggeligere måde, at studere på. ”Hvis jeg ikke bruger tiden fornuftigt, kunne jeg lige så godt være derhjemme”. 

”Her er bare lidt rarere” forsikrer Alberte mig, mens hun kigger ud mod døren. På den anden side befinder sig to kliniske, hvide læsesale med en akustik som inde i en tuba, og lys fra loftslamper der skriger af enhver der kommer for at fordybe sig. Hun væmmes og skærer en grimasse.

Et hyggeligt miljø med strenge regler

På en tavle ved siden af mobilparkeringen står en række regler, forklædt som opfordringer, der skal engagere brugerne af området til at tage et ”digitalt detox”. Væggene er grønne og dækket af reoler. 

Brætspil og malebøger pryder de lyse træreoler, der opfordrer de studerende til at hygge sig med en malebog istedet for mobilen. Derudover beordrer tavlen de studerende til at respektere folk der søger et analogt frirum. Mængden af tændte computerskærme trodser dog respektløst tavlens befalinger.

Jenny Gilberg er også en af de studerende, der benytter lokalet til at studere. Hun rejser sig ind i mellem fra sin plads foran computeren ved bordet, og sætter sig et par meter væk, for at kigge på sin telefon. Fra en skærm, til en anden. 

”Det var faktisk fordi der var ledigt, at jeg satte mig herinde” indrømmer hun og kvæler sin mobil med en pude, som om hun er blevet afsløret i noget forbudt. Jenny søger ikke digital frakobling, men snarere et rart sted at fordybe sig.

Hun sidder og holder pause fra jurastudiet. Jenny fortæller at det er rart, at fysisk bevæge sig væk fra computeren og holde pause, selvom man kigger på sin telefon i pausen. Hun påpeger at telefonen distraherer, når man læser, og at computeren slet ikke spiller samme forstyrrende rolle for hende. 

Tilgængelighed vejer tungere end fokus

”Man vil gerne være tilgængelig hele tiden, og svare på beskeder hvis de kommer”, siger hun. Hun har dog ikke parkeret mobilen i træklodsen ved indgangen. Jenny bruger en app til at begrænse forstyrrelser, når hun læser, for ikke at blive distraheret så ofte. Appen låser hendes mobil i et valgfrit tidsinterval. For Jenny er en time rigeligt. ”Jeg er nok lidt afhængig af mobilen” fniser hun og fortæller om den lettelse hun oplever, når appen låser hendes mobil op igen.