"Jeg er ikke den klassiske migrant. Jeg havde alt, hvad jeg havde brug for"

På en solbeskinnet septemberdag for halvandet år siden, sætter Giulia Mazzabufi sine fødder på dansk grund for anden gang. Hun har et par ugen forinden, været på et weekendbesøg hos sin danske kæreste, men nu er planen ikke at skulle forlade landet igen i den nærmeste fremtid

Giulia har fået et job som international volunteer på Vendel Efterskole, et kvarters kørsel fra Billund Lufthavn. Hun bliver hentet i lufthavnen af en af skolens ansatte. Hun er spændt. Kæresten har lovet hende at forlade hans kone, og begynde et liv sammen med Giulia i Danmark.

Køreturen fra lufthavnen bød på landsbyer, der smeltede harmonisk sammen med markerne og skovene omkring. Simpelt og dejligt, syntes hun.

Efterskolen og dens faciliteter stod i stor kontrast, til de gamle og nedslidte gymnastiksale hun kendte fra det sydlige Italien. Hun følte, hun var trådt ind i en High School Musical-verden, og var ovenud glad for at være landet i Danmark

Alene på den jyske hede

Men så ramte virkeligheden. Kæresten ville ikke gå fra sin kone, og forholdet mellem Giulia og ham smuldrede stille og roligt.

Samtalerne på lærerværelset foregik udelukkende på dansk, et sprog hun på trods af danskundervisning og gåpåmod, ikke kunne kommunikere på endnu.

Den simple natur blev til et kanvas af ensomhed for en migrant, der følte sig strandet på den jyske hede. Hendes bedste venner blev hestene på hendes gåture i det, der nu var blevet et frossent vinterlandskab. Sprogbarrieren viste sig at føre til frustrationer, og det liv hun havde forladt i Italien, begyndte at trække i hende igen.

Så der stod hun, mutters alene i et komplet fremmed land. Et land hun udelukkende var kommet til af én grund – en grund der ikke længere eksisterede for hende.

"Shhhh! Der er prøve"

I en rød murstensbygning, der i sit udseende og præg, afslører sit tidligere virke som den lokale folkeskole på Ingerslevs Boulevard i smilets by, Aarhus, hører man flokke af mennesker, der snakker en blanding af gebrokkent dansk og engelsk med alverdens forskellige accenter. På døren ind til et af bygningens undervisningslokaler, hænger et skilt med teksten ”Shhhh, der er modulprøve i dette lokale”.

Ud fra lokalet kommer en skikkelse. Skikkelsen udformer sig til en kvinde. To blå øjne der deler farve med middelhavet, stikker frem. På trods af deres farve, der kan forveksles med et signal af kulde, møder man i stedet et varmt blik fra de to øjne. De blå øjne tilhører italienske Giulia Mazzabufi, hvis mundvige strækker sig ud, og bliver til et udtryk af nervøsitet, som konstaterer den udfordrende prøve, hun netop lige er kommet ud fra.

Udfordrende prøver har været kendetegnet for hendes tid i Danmark. Den jyske hede blev skiftet ud med Skanderborg, og efterfølgende Aarhus, hvor hun nu bor i en kælderlejlighed med to andre migranter, tæt på krydset mellem Ringgaden og Silkeborgvej.

“Danmark skulle have været min nye begyndelse med ham. Det blev i stedet min nye begyndelse uden ham, men med mig selv i fokus”.

Nu står hun her, halvandet år efter hendes ankomst til landet. På et skilt ved siden af indgangen til murstensbygningen står der ”A2B – Learn Danish”. Hun har netop færdiggjort sine afsluttende prøver på det næstsidste niveau af danskundervisningen. En prøve der for hende, er enormt vigtig.

”Hvis ikke man snakker dansk, er der enormt store udfordringer, både med henblik på arbejde og karriere, men især også at føle sig en del af samfundet og fællesskabet i Danmark”

Mødet med den danske kultur

Selvom starten på hendes nye liv i Danmark ikke blev som hun havde forventet, havde hun også mange positive oplevelser.

Hun husker blandt andet tilbage på episoder, hvor nogle af hendes elever på efterskolen viste hende introen til John Dillermand, eller da de introducerede hende til Tessa, som for hende var et stort kulturchok. Måden som man i Danmark taler til hinanden på, og interaktionerne med eleverne var en stor omvæltning for Giulia.

”Sommetider får jeg det her billede af min mor oppe i hovedet, hvor hun siger ”Åhh gud, hvad er det dog de siger”, hvad ville hun ikke tænke, hvis hun hørte hvad jeg hørte, eller så de ting som jeg så lige nu.”

”Måden som man snakker om blandt andet sex her i Danmark, kunne aldrig ske i Italien”

 Hun beskriver kulturen i Italien, som meget anderledes fra Danmark.

”I Italien er tonen stadig meget formel, specielt i arbejdsmiljøet. Forholdet mellem ansatte og deres chefer eller elever og deres lærere, er meget hierarkisk. Min oplevelse er, at i Danmark er tonen meget mere venlig og uformel, men stadig formår at opretholde respekten mellem hinanden. Det er helt klart noget, som jeg ville tage med mig hjem, hvis jeg nogensinde skulle vende tilbage igen”

Et nyt hjem i et nyt land

I de to år der ledte op til hendes beslutning om at flytte til Danmark, boede hun i det sydlige Italien. En tid som hun med egne ord bedst kan beskrive:

 ”Jeg følte mig som en saltvandsfisk i en ferskvandssø i den periode”

Dog er tilknytningen til Italien på ingen måde forsvundet endnu.

”Italien er stadig mit hjemland, men lige nu er mit liv her. Livet som migrant, er som et hjerte der er skåret i to stykker.” konstaterer hun vemodigt.

”Jeg ser dog også en mulighed for at Danmark kan blive mit ”hjem”. Jeg føler mig rigtig komfortabel her, på trods af at jeg ikke helt er en del af samfundet og kulturen endnu.”, siger hun med en rolig stemme, der kendetegner hendes gåpåmod.

“Hjem” har været mange steder for hende, siden hun forlod sin hjemby. Selv kommer hun fra byen Pesaro, der grænser op imod Middelhavet til Balkanhalvøen. I dens placering er byen gemt mellem to bakker, der er tildækket af grønne naturlandskaber. Ubevidst, indrammer de to bakker byen og dens stilistiske sammensmeltning af italiensk middelalderlig brostensarkitektur, og de farverige traditionelle sydeuropæiske landsbyhuse.

“Der er ikke noget specielt ved byen – i modsætning til andre steder i Italien. Men jeg voksede op i et sikkert miljø. Jeg cyklede alle vegne, der er mange cykelstier - nærmest som i lille Danmark”, siger hun med et smil.

Da hun skulle tage sin uddanelse, flyttede hun til storbyen Bologna, hvor hun boede i fire år. Dernæst blev Bolognas røde murstensbygninger, byttet ud med det kuperede tærren i den syditalienske by Matera. 

En drøm om at udnytte sit potentiale

”Jeg er ikke den klassiske migrant, der forlader sit hjemland af mangel på muligheder, eller fordi jeg ingenting havde. Jeg havde alt, hvad jeg havde brug for”,

Siger hun imens hænderne svajer ud til siden, og skulderne næsten lander oppe ved det afrikanske kontinent der hænger fra hendes øreflip, og et suk af erkendelse rammer hendes blik.

I Italien arbejdede Giulia i det respekterede job, som gymnasielærer, og underviste i italiensk og geografi. Hun har en bachelor i det italienske sprog og litteratur og en kandidat i geografi – hendes helt store interesse.

“Jeg vil virkelig gerne undervise igen, hvor jeg faktisk kan bruge mine uddannelser. Det kan være på en skole, i turisme-sektoren eller noget relaterede til to de to fag ”, siger hun frustreret.

På nuværende tidspunkt sætter hendes sprogniveau, og ikke-danske uddannelse en stopper for, at hun kan undervise igen. I stedet er hun nu nødsaget til at forlige sig med midlertidigt arbejde, og det kommer med en personlig bekostning.

På hendes nyeste job hos MidtVask I Skejby, er hun tvunget til at snakke dansk I arbejdstiden. Det går hende på, ikke fordi hun ikke har lyst til at lære eller snakke dansk, men fordi hun ikke føler sig parat og selvsikker nok endnu.

“Hvis jeg bliver tvunget til at udtrykke mig på dansk lige nu, får det mig til at føle mig virkelig dum, fordi jeg stadig mangler ordforråd. Det hader jeg, jeg hader at føle mig dum.”

En følelse, som hun deler med mange af sine venner, der også er immigranter.

“Jeg oplever nogle gange, at mine kollegaer siger ting til mig på dansk som jeg ikke forstår, og de nænner ikke at gentage det på engelsk. Det kan godt være virkelig hårdt. Andre gange får jeg fornemmelsen af, at de undlader at snakke til mig, fordi de tænker at jeg alligevel ikke forstår hvad de siger.”

Med øje for fremtiden

Dog er der situationer hvor hun føler sig tryg, og derved i stand til at øve sit danske. Det sker, når hun bruger tid sammen med veninden, der er ekskærestens ekskone, og hendes børn.

“Når jeg snakker med børnene, og jeg kan forstå, hvad det er de siger, så bliver jeg så glad – for de er børn, de snakker så hurtigt! Og når de taler med mig, så taler de ikke med en “forsigtig-stemme” - det tænker de ikke på. De taler bare. Det er virkelig dejligt!"

Selvom Giulia er omgivet af venner, der har en international baggrund. Ønsker hun at socialisere mere med danskere, dog oplever hun at sproget igen bliver en barriere i hverdagslivet.

“Det er ikke et valg. Det er bare nemmere at møde internationale. Vi er alene her, og vi vil gerne møde nye mennesker. Selvom danskerne er gode til engelsk, så vil de helst gerne snakke dansk – det kan jeg jo godt forstå, fordi det er jeres kultur”.

På trods af de udfordrende omstændigheder i Danmark, er Giulia fast besluttet på at få noget positivt ud af situationen. Det er på trods af et kollapset forhold, udfordringer med sproget og at føle sig udelukket. Selv erkender hun, at det nemmeste havde været at flytte tilbage til sine trygge rammer i Italien, men der er visse ting der vejer tungere end at vende hjem igen.

”Hvis jeg kan overkomme denne fase som jeg er i lige nu, så ved jeg også at jeg kan se ind i en fremtid, hvor jeg kan få en bedre indkomst, bedre work/life balance og have gode forudsætninger for min fremtidige familie og børn. Det er enormt vigtigt for mig”