"Jeg har brug for kunsten. Ellers glemmer jeg at bruge tid på mig selv"

”Min største udfordring har været at lære at fokusere på mig selv”, fortæller 48-årige Martin Wihelm.

Solstrålen rammer ham i ansigtet, som om den har udset sig netop det hjørne af Drudenfuss. Han sidder ved et lille bord, og foran ham ligger en Sudoku og en kop kaffe.

Til dagligt er han psykolog. Han arbejder med børn og unge menneskers tanker, kriser og uro. Men i mange år var der ikke plads til hans egne.

Den lange, brune jakke og tørklædet giver varme i forårssolen, mens hans brune hat kaster skygger over panden. Blikket er roligt og nærværende, skuldrene sænkede.

”Mine forældre kunne ikke håndtere mine følelser, hvis jeg var vred eller angst. Derfor jeg lærte tidligt, at mine følelser ikke skulle fylde”.

Han lukkede ned, klarede det selv. Og satte andre først. Mønstret fulgte ham ind i voksenlivet. Også da han valgte sit fag. I begyndelsen handlede det om at hjælpe andre:

”Jeg giver dem det, jeg ikke selv fik”.

Men med tiden fandt han også glæden i jobbet. At se unge udvikle sig. At mærke, at han gør en forskel.

Først da han selv begyndte i terapi ændrede noget sig. Her gik det op for ham, at han manglede et sted, hvor det ikke handlede om andres behov. Kort efter startede han sit eget printværksted ved siden af arbejdet, hvor han laver trykkekunst - en teknik Andy Warhol også brugte til at lave sit billede af Marilyn Monroe i 1969.

“Jeg har brug for kunsten. Ellers glemmer jeg at bruge tid på mig selv”.

Der er ikke mange penge i det, men det er heller ikke pointen. Når han trykker sine motiver, handler det om fordybelse og stilhed. Om at lade tankerne falde på plads.

Solstrålen ligger stadig over hans ansigt.