"Jeg har svært ved at være alene" 

Jeg møder Kasper på en solbeskinnet bænk ved Nordre Kirkegård en tidlig onsdag eftermiddag. Et tidspunkt, hvor man ellers kunne forestille sig, at en medicinstuderende var dybt begravet i bøger. Da jeg nærmer mig ham, dækker han øjnene for solen med hænderne og læner sig lidt tilbage på bænken.

Forårssolen har hevet Kasper væk fra anatomibogen, og han sidder nu i grønne omgivelser, for at være i solskinnet, roen og vigtigst, sig eget selskab.

At tage et øjeblik for sig selv er vigtigt for Kasper, da han gennem mange år har kæmpet med at være alene. Ikke nødvendigvis ensomhed, snarere hvad der følger med, når man er alene med sine egne tanker.

”Det er ikke ensomheden jeg er bange for, men det er mere, at når der bliver stille og jeg er for mig selv, så begynder mine tanker at fylde mere, end hvad jeg egentligt bryder mig om.”

Kaspers liv er fyldt op med venner, studie og fodbold, så han bruger ikke mange timer for sig selv. Men når han indimellem er alene, opstår der en intethed i Kasper, og den avler ukontrollerbare tanker. 

Det er først de seneste par år, at Kasper er blevet bevidst om hans problem. Kasper retter sig op på bænken, og forklarer mig, hvad han tror er forklaringen på hans frygt for at være alene.

”Igennem hele mit liv har jeg været omgivet af mennesker, fra jeg vågnede til jeg gik i seng, og jeg tror, det er grunden til, at jeg ikke kan lide at være alene, nemlig fordi, at jeg aldrig har været det.”

Jeg fanger Kasper på et tidspunkt i sin hverdag, hvor han aktivt forsøger at være alene, og det virker til at være et stille skridt i den rigtige retning.