"Jeg kunne ikke bare efterlade min datter"

”På vej hjem fra et cupcakekursus med min datter holdte jeg ind på en rasteplads. 'Jeg har brystkræft', sagde jeg. 'Jeg skal igennem en masse behandlinger, men jeg skal nok blive rask'. Min datter kiggede på mig. 'Nåh', sagde hun bare. Og hvad skulle man egentlig sige?

Da jeg fik beskeden, blev jeg ramt af noget, jeg sjældent havde prøvet. Jeg var bange for at dø, og mit ellers altid positive sind faldt i baggrunden.

'Hvad kan jeg gøre selv?', spurgte jeg lægerne den dag. 'Det vigtigste er at bevare det gode humør'.

På vej hjem fra Vejle Sygehus, alene i bilen, vendte noget i mig. Jeg var skilt, og min datter på 20 år var enebarn. Jeg kunne ikke bare efterlade hende. Jeg skulle og ville klare den. 

Min gode veninde, som på det tidspunkt var udstationeret i Bangkok, rejste hjem for at bo hos os. Hun var altid sammen med og støttede min datter, når jeg fik min behandling og skreg af smerte. Hun var der altid. For min datter. Og for mig.

Da jeg, efter ni måneders sygdom, blev erklæret rask, takkede jeg mine forældre og Gud. Ikke fordi jeg egentlig tror på Gud – men bare for en sikkerheds skyld.

Jeg tror, at grunden til, at jeg er kommet igennem så godt, som jeg er, er mit gode humør. Jo, jeg fik alle tænkelige bivirkninger, men som menneske er jeg kommet hel ud på den anden side. 

Jeg har altid været sådan. Da jeg var lille, delte jeg altid min chokolade med alle de andre børn, også selvom der ikke blev noget tilbage til mig. Mine forældre og bedsteforældre var på samme måde. Jeg har aldrig kendt andet. Jeg lærte tidligt, at det giver glæde at give. 

Nu sidder jeg her på knæ i mit bed, fyldt med blomstrende lilla og gule krokus, med solen i øjnene. Min veninde har netop skrevet og spurgt, om vi skal tage en kaffe på terrassen.

Og jeg er i godt humør.”

Inge Louring.