“Jeg sidder ikke i lilla tøj og deler englekort ud – dét, jeg laver, skal give mening”

En ældre dame indhyllet i mørklilla, nervøs velour. En svagt glødende krystalkugle. Et mønstret tæppe, slidt af mange års knæ og hemmeligheder. Tarotkort spredt i en omhyggelig uorden, som havde de selv valgt deres plads. Stearinlys, der kaster skygger, større end virkeligheden.

Måske er det et sådant billede, du ser for dig, når du hører ordet clairvoyant. Røgelse og mystik. Noget overnaturligt.

Måske er clairvoyance for dig noget andet. Noget andet end klichéerne. Noget, der rummer mere end forestillingen om skøre kvinder og spådomme.

Det er tilfældet for 49-årige Camilla Nymand. 

”Jeg sidder ikke i lilla tøj eller har nervøs velour. Jeg stiller mig ikke op på messer og deler englekort ud, og jeg laver ikke forudsigelser. Det, jeg laver, skal give mening,” fortæller hun.

Camilla er uddannet fysioterapeut. Og så er hun clairvoyant.

På en gård i Ommestrup, en lille landsby på Djursland, tilbyder hun spirituel rådgivning –clairvoyance sessioner.

Hokus pokus?

Clairvoyance kan være et mystisk begreb – omgærdet af tvivl, fordomme og skeptiske spørgsmål. Noget, der kan synes milevidt fra alt, man normalt kan måle og veje. Hokus pokus.

For Camilla Nymand er denne skepsis ikke fremmed. Hun forstår tilmed, hvorfra den kommer. 

”Der findes jo mange alternative mennesker, der slår korsets tegn, når man taler om læger og medicin. Nogle arbejder med meget mærkelige ting – med mennesker, der føler sig besatte, eller hvor tingene er stukket helt af.”

Som clairvoyant har hun gjort op med sig selv, hvad der bør være i fokus.

”Jeg bestemte mig ret tidligt for, at jeg arbejder med at løfte mennesker. Derfor vil jeg ikke mørk energi eller negative forudsigelser af sygdom, død og ulykke.”

I dag forsøger Camilla at balancere fysioterapiens logik med det spirituelle felt, der for nogle kan kollidere med den klassiske, naturvidenskabelige verdensforståelse.

”Jeg laver det samme, som dengang jeg hjalp folk med at komme over deres diskusprolaps. Nu handler det bare om, at jeg hjælper dem med at forstå, hvad de selv mærker eller med at komme gennem en livskrise. Mit arbejde er nok mere terapeutisk, end det er ’show-clairvoyance’,” fortæller hun.

Base i det evidensbaserede

Et virke som clairvoyant har ikke altid ligget i kortene for Camilla. Som uddannet fysioterapeut har hun sin base i den evidensbaserede, medicinske verden.

Her har hun dygtiggjort sig som McKenzie-terapeut, en specialist i mekanisk diagnostik og terapi. Hun har studeret i både USA og New Zealand samt arbejdet på pilot- og forskningsprojekter. 

Én af landets førende på området – en ”hardcore mekaniker”, som hun selv beskriver det.

Alligevel var det netop midt i denne mekaniske, målbare verden, at Camilla oplevede noget, der ikke passede i den faglige værktøjskasse.

”Som fysioterapeut havde jeg en oplevelse af, at det var en kæmpe ulempe for mig at læse patienternes journal på forhånd. Hvis først jeg læste journalen, så røg jeg tilbage i tid, og så var det svært at mærke, hvad patienten havde brug for fremover.”

En samtale med en clairvoyant-uddannet coach blev vendepunktet for Camilla.

”Hun pointerede, at jeg arbejdede anderledes end andre i mit fag (fysioterapien, red.), og hun fortalte mig om clairvoyance-uddannelsen. Med det samme havde jeg oplevelsen af, at det var det næste skridt for mig.”

Den lyserøde elefant

Fra gårdspladsens grus i Ommestrup leder en smal sti mod skovbrynet på en nærliggende bakketop. Langs stien står unge træer, endnu ikke fuldt udvokset. Stadig mærket af efterårets væsen. Brune jordfarver og sennepsgule blade. 

Her, langs de tynde grene, guider Camilla sine klienter.

På bakkens top træder hun ind i en tæt skov af grantræer. På denne smalle sti, nu dækket af dybgrøn, regnvåd mos og kun lige akkurat bred nok til, at to kan gå ved siden af hinanden, stopper hun op. 

I et øjeblik høres kun fuglekvidder, inden Camilla bryder skovens tavshed. 

”Det er ligesom tegneseriebobler,” siger hun og løfter hånden op til siden af hovedet, som om ordene svæver der. Det er clairvoyancen hun beskriver.

”Prøv at lukke øjnene og tænk på en lyserød elefant. Du kan ikke lade være. Nu har jeg hacket dit tankelegeme.”

Pointen, forklarer hun, er ikke elefanten, men mekanismen. At tanker kan opstå, fordi nogen eller noget planter dem. At ikke alle impulser udspringer fra en selv.

For Camilla er clairvoyance ikke et spørgsmål om magi eller mystik, men om at aflæse de ”bobler”, der, som hun beskriver det, bevæger sig omkring mennesker som informationer, man kan lære at fange, forstå og omsætte.

En bred vifte

På gården i Ommestrup opsøges Camilla af en bred skare af forskellige mennesker, der kommer for at deltage i enten individuelle seancer eller holdundervisning. Problemerne, der søges hjælp til, er lige så forskellige som menneskene selv.

“Her kommer alle mulige. Det er skøre kvinder i mærkeligt tøj. Det er sensitive piger, som mangler selvværd, men det er også bankdirektøren,” fortæller Camilla.

Hun mener, at hun som clairvoyant ofte tiltrækker de mennesker, der passer til hendes oprindelige virke.

“Man kan sige, at jeg jo nok ikke møder så mange ’mærkelige’ mennesker. Jeg møder nok mere de ’almindelige’ mennesker, som søger det her lidt alternative felt, men i en form som er forståelig.”

For Camilla er clairvoyancen et spørgsmål om at hjælpe folk. Hun oplever, at flere forskellige mennesker opsøger denne form for clairvoyance, som et supplement til det etablerede, evidensbaserede system.

”Jeg gør meget ud af, at man skal have ben at stå på. Man behøver ikke skifte navn, blive skilt eller sende børnene til Sibirien for at kunne få noget ud af det her. Måske er jeg ikke så eksotisk som andre, og derfor tror jeg, at de mere ’almindelige’ mennesker tit fanger mig,” forklarer hun.

Clairvoyancens begrænsninger

Camilla fortsætter ad den mosdækkede skovsti. Ud af skoven og mod en lysning på gårdens store grund. I hjørnet ligger en skovsø. Træerne spejler sig i det blanke vandspejl. På bredden står sirligt sammenbundne rafter, der udgør en tipi.

Ikke alle når så langt på den lille skovsti, og ikke alle kan Camilla hjælpe med sin clairvoyance. Hun erindrer en episode for et par år siden, hvor netop dette var tilfældet.

“Jeg kunne knapt nok få hende ind i rummet. Hun fortalte, at hun hørte stemmer, at der var nogen, der havde taget hende til fange og at hun havde slået en kendt person ihjel.”

En kvinde havde booket en tid, men da hun ankom, stod det klart for Camilla, at kvinden havde en aktiv psykose.

“Hun sagde, at jeg var den eneste, der kunne hjælpe hende. Her trykkede jeg på den røde knap. Her skulle vi have fat i egen læge og psykiatrisk skadestue,” fortæller hun.

Camilla ønsker at holde fast i sit fysiologiske ophav. Hun kender sine begrænsninger, og hun ved, hvornår hun kan hjælpe, og hvornår der er behov for anden professionel hjælp.

”Jeg er farvet af mit fag. Som fysioterapeut ved jeg jo godt, hvornår noget er lægens eller psykologens bord. Folk skal henvises til den rigtige behandling. Jeg ville ikke sætte min karriere over styr.”

Et ben i hver lejr

I dag bevæger Camilla sig med ét ben i fysioterapiens verden og ét i det spirituelle. For hende er clairvoyance hverken hokus pokus eller teater, men et værktøj til at forstå mennesker lidt bedre.

På gården i Ommestrup fortæller Camilla, at hun arbejder med at løfte mennesker, ikke med at spå dem. For nogle er det præcis, hvad der sker. For andre er det måske blot et sæt velvalgte ord i det rigtige øjeblik.

Den lyserøde elefant dukker kun op, hvis nogen nævner den. Måske er det sådan med clairvoyancen, at den først træder frem, når man inviterer den ind. 

Om det er et hack af tankelegemet – eller blot et spejl, der forstørrer det, du allerede bærer – er et åbent spørgsmål.