“Jeg var hverken klar til at dø eller sidde i spjældet”

Kulden bider sig fast i fingrene, den rå luft river i halsen og kroppen er slidt ned. 

Freddy Nielsen sidder sammenkrøbet op ad en kold mur, mens kroppen hænger efter endnu en nat uden søvn.

Rundt om ham begynder byen langsomt at vågne, men for ham er natten aldrig sluttet. Tankerne kører, og endnu et navn føjes til listen over venner, der ikke er her længere.

“Vi var mange herude dengang. Vi havde et sammenhold. Men der er ikke nogen tilbage i dag,” siger han og kigger væk et øjeblik.

“De er enten i fængsel eller kradset af. Jeg gik og jokede med min kammerat Mikkel om, at vi var de to sidste tilbage... han døde sidste år. Det gør fandme ondt at se folk, man holder af, bare forsvinde én efter én.”

Han mærker det i kroppen. Minderne fylder i hans hoved, og sorgen er tung. Smerten. Sliddet. Konsekvenserne.

“Min krop gjorde ondt flere steder, og jeg kunne godt mærke, hvad vej det gik. Hvis jeg fortsatte sådan her, så gik der ikke lang tid, før jeg selv lå der. Så blev jeg ikke engang 30.”

Tankerne samler sig i et valg, han ikke længere kan undgå.

“Pludselig stod jeg med et dilemma. Du har tre muligheder lige nu. Enten fortsætter du med stofferne og dør hurtigere, end man kan tælle til fem. Eller også fortsætter du med kriminaliteten og ender i fængsel. Og jeg var hverken klar til at dø eller til at sidde i spjældet.”

Han holder en pause.

“Så var der den tredje mulighed... at stoppe. At gå den anden vej. At finde hjælp et sted. Og der fik jeg nok.” Han banker hånden i bordet meget bestemt og de mange sølvfarvede fingerringe giver en skarp metallisk klang. 

Et fællesskab der kan ændre retning

Freddys historie er ikke bare fortællingen om en mand, der ramte bunden og kæmpede sig op igen. Den handler om hvordan fællesskaber kan være afgørende for, hvilken retning et menneskes liv kan tage. 

For det første fællesskab, Freddy blev en del af, trak ham længere ind i misbrug og kriminalitet, hvor hverdagen handlede om at overleve og holde sit misbrug kørende. 

“Man søger jo derhen, hvor man føler man hører til.” I hans tilfælde betød det et miljø hvor misbrug og kriminalitet var en del af hverdagen. Her handlede fællesskabet om at kunne klare sig fra dag til dag, og et liv på kanten af systemet var det nye normal.

Senere møder han noget andet. Gennem en mentor og en socialrådgiver får han kontakt til et nyt fællesskab, SAND - De Hjemløses Landsorganisation. 

Her møder han mennesker med lignende erfaringer, men med et andet fokus. “Jeg havde brug for at blive mødt i øjenhøjde,” fortæller han. “Nogen der forstod, hvor jeg kom fra.”

I SAND bliver erfaringer fra gaden ikke kun noget, man bærer rundt på, men noget der kan bruges aktivt i arbejdet med andre udsatte. I dag er han selv med til at skabe det fællesskab som formand for SAND Østjylland. 

Hans historie åbner for spørgsmålet om hvor stor en betydning det har, hvem der griber én og hvordan fællesskab kan være med til enten at fastholde eller ændre en livssituation.

Fra stabil opvækst til et liv på gaden

Freddy er 33 år, og vokset op i det han selv beskriver som en stabil kernefamilie i Viby i Aarhus. Freddys mor er pædagog og hans far er selvstændig, så økonomien og stabiliteten fejlede ikke noget i følge Freddy. Han er selv halvt uddannet elektriker og VVS’er, men fik det aldrig afsluttet.

“Jeg fandt aldrig en læreplads. Det var under finanskrisen, og der var ikke noget at få. Så står man der, ingen uddannelse, intet arbejde. Ingen vil have en ufaglært uden kørekort.”

Det begynder langsomt at se sort ud for Freddy. Han har nogle kriminelle fætre der tjener nogle hurtige penge på salg af narko, og det satte tanker i gang.

“Hvis de kan tjene penge så hurtigt, så kan jeg også.” Dette bliver for alvor starten på et liv hvor kriminalitet og misbrug fylder mere og mere.

Freddys forældre bliver skilt da han er i gang med at blive udredt for sine diagnoser, maniodepressiv samt ADHD. Konflikterne derhjemme eskalerer i tiden hvor Freddy begår kriminalitet med sine fætre.

“På et tidspunkt bliver man smidt ud af sine forældre, og det kan jeg egentlig godt forstå. Men dengang var det bare et: ‘get the fuck out of here’.”

Freddy var 19 år, da han første gang stod uden et sted at bo.

“Så søger man jo mod dem man kender gennem det kriminelle miljø. Jeg havde brug for nogen at snakke med og et sted at høre til.” 

Et liv i misbrug og overlevelse

På gaden bliver hverdagen hurtigt en kamp for overlevelse og samtidig holde misbruget kørende. Den første tid som hjemløs foregår mest med sofasurfing, men udvikler sig til perioder hvor Freddy decideret bor på gaden i p-kældre eller opgange. 

Samlet set er han hjemløs i to år.

“Først var jeg på gaden i et halvt år, så var lige lidt inde og ude af herberger, blev smidt ud af lejligheder, også endte jeg igen på gaden. Blandt andet i 2015, det var den koldeste vinter.”

Dagene får en fast rytme. “Man vågnede op et sted i en p-kælder med sin makker, kiggede på hinanden og sagde: Hvad skal vi så lave i dag? Nå, det samme som vi plejer. Ud og lave en eller andet form for kriminalitet,” fortæller han.

“Og så drak vi. Hele tiden. Tre til fem flasker vodka om dagen. Det er klamt hvad kroppen kan holde til. Vi burde have været døde for længst. Og de fleste er det også i dag.” 

Misbruget skulle holdes ved lige. Alkohol og stoffer var en måde at flygte fra virkeligheden på, men også noget der langsomt nedbryder en.

“Vi havde et motto mig og min kammerat. Man drikker ikke for at have det sjovt, man drikker for at glemme. Selvom det ikke rigtig lykkedes.”

Kriminaliteten bliver en nødvendighed for at Freddy kan finansiere misbruget.

“Der gik sport i at stjæle. Vi kunne tage ud i butikker og stjæle for fem-ti tusind kroner om dagen, som røg direkte op i kokain og heroin.” 

Han beskriver kriminaliteten som en slags færdighed man opnår. 

“Man fandt ud af, at man er god til visse ting. Og så gjorde man det.” Freddys massive misbrug begyndte at lege med hans virkelighedsopfattelse.

“Vi var vågne 7-8 dage ad gangen. Pulver og piller holdte os kørende, det vi kaldte for ‘snydekoderne’. Man spiser ikke, man sover ikke, man flyver rundt på væggene og tror man kan alt i hele verden. Til sidst begynder man at se ting, der ikke er der. Det er noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde har prøvet.” 

Midt i misbruget og virkelighedsflugten, vokser der også en følelse af at være overset.

“Folk siger bare, ‘kan du ikke tage dig sammen og få et job?’ Men de aner ikke hvad de snakker om. Man føler sig undervurderet og misforstået. Som om ingen gider at tage en seriøst.” 

Samtidig oplever han et system, der ikke formår at gribe ham. “Jeg blev kastet rundt som en hoppebold. Der gik flere år før jeg fandt et sted, der faktisk kunne hjælpe.” 

Han stopper op et øjeblik. 

“Der er dage, hvor man virkelig kunne have ønsket, at der var nogen, der rakte hånden ud. Især når man ikke selv er i stand til at bede om hjælp.” 

Omkring ham falder folk som fluer. Til sidst mister han næsten sig selv. 

“Man mister sig selv i det der. Dengang troede man at det var fedt, man var jo ‘ung, dum og trendy.’ Men man kendte ikke bagsiden af medaljen. Det gør jeg i dag.”

Hjemløshed i Aarhus

Freddys historie om at være misbruger og hjemløs er ikke enestående. I 2024 var der 556 hjemløse i Aarhus, hvilket er en stigning på 49 hjemløse sammenlignet med tallet fra 2022. Dette tal gælder over forskellige former for hjemløshed som blandt andet dem som sover på gaden og dem som er sofasovere. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) står bag undersøgelsen af hjemløshed.

I følge de nyeste undersøgelser fra VIVE, har langt de fleste hjemløse psykiske lidelser, et stofmisbrug eller begge dele. På national plan er det op mod 85%, og billedet er det samme i storbyer som Aarhus. På gaden oplever Freddy hvordan mange kæmper med en blanding af misbrug, psykiske lidelser og manglende støtte, som gør det svært både at få en bolig og holde fast i den, selv når de får chancen.

Fra misbrug til en stemme for andre

I dag har Freddy haft sin egen lejlighed i Tilst i fire år. Fire vægge, en dør der kan lukkes, og en hverdag der ikke længere handler om at overleve fra dag til dag. Alligevel sidder vanerne stadig i kroppen.

“Man vænner sig til at være på farten. Det er faktisk mærkeligt at vænne sig til at have et sted,” siger han. “Nogle gange jeg kan stadig få tanken: skal jeg bare pakke sydfrugterne og gøre noget andet?” 

Men i stedet for at vende tilbage til det liv, han kender, har han fundet en anden retning. Gennem SAND har han fået en platform, nu kan han bruge sine erfaringer på gaden til noget. 

“Hvorfor hader jeg det her system så meget, og hvordan gør jeg så noget ved det? Nu har jeg et sted, hvor jeg kan sige det højt.” 

Som formand for SAND Østjylland sidder han i dag med ved bordet, hvor beslutninger bliver taget. Han deltager i råd og netværk, møder politikere og forsøger at råbe op. Ikke fordi han mener, han har alle svarene, men fordi han ved, hvordan det ser ud fra den anden side.

“Der mangler nogle helt andre løsninger til dem, der falder helt igennem. Nogen har brug for behandling og ‘recovery houses’, andre har brug for at lære helt basale ting som at kunne passe sin egen bolig. Man kan ikke bare give folk en chance og så håbe, det går.” 

Han stopper op et øjeblik. 

“Der er mange, der har brug for, at nogen rækker hånden ud. Også når du ikke selv kan.” For ti år siden sad Freddy på gaden og så sine venner forsvinde én efter én. I dag er han en af de få, der er tilbage, og en af dem, der forsøger at gøre noget ved det.

“Hvis nogen havde sagt til mig dengang, at jeg ville sidde her i dag, havde jeg sagt, at jeg ikke bliver 30 år.”

Nu bruger han sin stemme. Ikke kun for sig selv, men for dem der stadig har brug for hjælp på gaden.