”Jeg var sur på dem, der turde være sig selv. Rasende over at jeg ikke selv turde.”

På en rustur for datalogistuderende fra Aalborg Universitet i 2021 står Jonas Halborg klar bag scenen.

Festens tema er røvere og politibabes. Hans mandlige medstuderende går én efter én ud på scenen i stramme læderkjoler. De bliver mødt af hånlige grin.

Om lidt er det hans tur. Det er meningen, at aftenen skal være fjollet og useriøs.

Men for Jonas er det mere end bare for sjov.

Han står bag scenen med hamrende hjerte og kan høre publikums grin. Med ét bliver han kastet tilbage til en gammel følelse.

En følelse af at være forkert. En følelse af at være lille og set ned på. En følelse, han har båret på, siden han som femårig vaklede rundt i sin mors kjole og høje hæle.

Men han kan ikke vende om nu. Han har brugt for lang tid på at gøre sig klar. Tre timers makeup. En måned på at vælge det perfekte outfit. Det er nu eller aldrig. Hans navn bliver råbt op.

Han træder frem i rampelyset foran sine medstuderende.

Han bliver mødt af alt andet end latter.

Stående bifald og rungende klapsalver fylder rummet. Lettelsen strømmer ind over ham.

”You go girl!”

Han viser endelig en side af sig selv, som han har forsøgt at gemme fra omverdenen siden han var helt lille. Et stykke af ham falder på plads.

Det var aftenen, hvor Victoria Agina blev født.

Da Jonas Halborg fortæller historien om sin første optræden som Victoria Agina, hans drag queen-persona, har han ansigtet mod os, men med øjnene låst på væggen bagerst i værelset.

Da han afslutter historien, vender han blikket mod os, og smiler over hele ansigtet.

Det var øjeblikket, hvor han vidste, at han havde fundet noget, som han var nødt til at forfølge. Et point of no return.

’’Det var som om der havde ligget nogle gløder inde i mig, som endelig fik antændt en flamme. Og den har bare brændt lige siden.’’

’’Måske 30.000 kroner? Jeg tæller ikke længere’’

Han har inviteret os hjem i lejligheden i Aarhus, som han deler med sine to roomies.

Lejligheden roder på en måde, kun tre unge mænd kan præstere. Gamle øldåser, papkasser og sko ligger smidt i entréen.

Han har egentlig hjemmearbejdsdag, men han har alligevel taget sig tid til at snakke med os. Han arbejder til daglig som dataingeniør for en større dansk virksomhed.

Hans arbejdsstation, en computer med to skærme, er placeret på et skrivebord i hjørnet. Resten af værelset er optaget af Victorias tøj, som kun bliver brugt få gange om måneden. Kostumer, kjoler, parykker, makeup, falske vipper og høje hæle.

Alt imens hans hverdagstøj ligger i en klump på sengen.

”Jeg har brugt 25.000… måske 30.000 kroner på drag? Jeg tæller ikke længere. Parykkerne alene koster 10.000.”

For nogen kan det virke voldsomt, men for Jonas giver det mening. For ham er Victoria ikke blot en hobby, men snarere en forlængelse af Jonas, som fortjener investeringen.

Derfor får investeringen også mulighed for at blive vist frem. Hvis Victoria ikke har været fremme i for lang tid, begynder det at sitre i ham.

For selvom Jonas er gladest for at være Jonas, har han også brug for at være Victoria. Mindst én gang om måneden. Hun giver ham overskud og selvtillid. Hun gør Jonas til en bedre version af sig selv. Og så er hun blevet hans måde at udtrykke sig feminint på.

Vred på sig selv

Første gang Jonas indrømmede, at han havde brug for at udtrykke sin feminine side, var det overfor sin terapeut.

Han blev ramt af stress efter at have konkurreret i videospillet Guitar Hero Live, hvor han havde formået at blive den bedste i verden.

Stadig havde han en vrede i kroppen. Vreden lå som en trykkoger i ham, og gjorde hver dag til en kamp. Men terapeuten gav ham et sikkert rum, hvor han kunne udtrykke sine følelser. Et rum, hvor han kunne sige højt, at han ikke turde vise alle sider af sig selv frem, og at han var rasende over sin egen indelukkethed.

’’Jeg var misundelig og sur på de mennesker, der turde være sig selv.’’

Han var ikke bare sur på verdenen omkring ham, han var mest sur på sig selv. Han skammede sig over ikke at give sig selv lov til at være den, han egentlig var.

Mens han fortæller historien, er hans øjne blanke som glas.

I de efterfølgende sessioner, hjalp terapeuten ham med at sætte ord på det, og øve sig i at sige det højt.

’’Jeg er feminin. Jeg kan godt lide at gå i dametøj.’’

Det gav ham styrken til den dag i 2021 at gå ud på scenen foran 65 datalogistuderende, og vise sig frem på den helt rigtige måde.

Han er heller ikke i tvivl. Styrken der for ham kom lidt sent i livet, har gjort, at han nu forsøger at genleve sin ungdom, sammen med Victoria.

Havde han haft den styrke og tro på sig selv tidligere i livet, er han sikker på, at Victoria kunne være blevet født meget tidligere. Men nu var det sådan her det blev. Og det er også okay.

Jonas begynder at orientere sig mere og mere mod computeren og arbejdsopgaverne, så vi slipper ham for en stund.

Jonas mangler Victoria

Da vi kommer tilbage til lejligheden senere om aftenen, bliver vi mødt i døren af Jonas, der er begyndt at lægge de første grundsten til Victoria Agina.

Kindbenene er blevet markeret, øjenlågene er blevet malet hvide og Jonas’ buskede øjenbryn er erstattet af Victorias signaturtynde bryn. Men øjenvipperne er stadig korte, læberne er stadig blanke og han har et paryknet trukket ned over sin kommunefarvet frisure.

Victoria kommer næsten kun frem, hvis hun skal ud at optræde. Men nu er det snart en måned siden, hun sidst har været ude, og Jonas er begyndt at mangle hende.

Hun var booket til et arrangement tidligere på ugen, som blev aflyst. Så i aften er Jonas i fuld gang med at male hende på, til at tage i byen i Aarhus.

Jonas sørger for, at Victoria er booket ca. hver tredje uge, så hun får sin tid i spotlight. Det kan være til alt fra en firmafest til en bingoaften. Men helst som en del af et større dragshow, hvor man forbereder sit eget act.

Typisk optræder hun med lip syncs, som er et typisk act inden for dragverdenen. Her mimer man ordene til en sang, for at give illusionen af, at man optræder live.

Victoria kan især godt lide Shakira.

Når muligheden byder sig, sniger hun også gerne Guitar Hero ind i sine optrædener. Som tidligere verdensmester, kan det være svært at give helt slip.

Selvom kalenderen er fyldt af planlagte optrædener, er det ikke pengene der driver Jonas’ optræden som Victoria.

’’Jeg gør det ikke for pengene, men jeg føler alligevel, at jeg er nødt til at sætte en pris på det, jeg er værd. Det højeste beløb jeg har fået for et arrangement, er 5.000 kroner. Normalvis tager jeg omkring 2.500 kroner. Hvis det er til et godt formål, sætter jeg typisk prisen ned, eller gør det helt gratis.’’

For Jonas er det vigtigste dog ikke lønnen, men muligheden for at give Victoria sin plads. At træde frem, og skabe en god oplevelse for publikum.

Mere Jonas, mindre Victoria

Foran spejlet bliver de sidste detaljer lagt på plads.

Øjenvipperne bliver længere, læberne bliver lilla, eyelineren bliver skarpere.

Jonas vil vise os sin yndlingsparyk, og hiver en blond Brigitte Bardot frisure af et mannequinhoved fra reolerne bag os og trækker den forsigtigt ned over hovedet.

Og pludselig er hun der.

Victoria.

Stemmen går med det samme et par oktaver op, lydniveauet bliver højere, stemmeføringen bliver tydeligere.

”Hej drenge!” siger hun flirtende, og svinger de blonde lokker om på skulderen.

Hun fortæller om hvilket tøj hun skal have på i aften, og om de sidste detaljer i sminken.

Hun retter på parykken i spejlet, inden hun igen tager den af hovedet og tilbage på mannequinen.

Den høje stemme retter sig langsomt tilbage til Jonas.

Da Jonas startede med at optræde som Victoria, havde han ofte svært ved at få sig selv til at tage håret og makeuppen af når dagen var slut, og kunne finde på at få en veninde til at gøre makeuppen mere fast, så han kunne sove som Victoria. På den måde kunne han også se godt ud dagen efter.

Tanken om at smide Victoria fra sig, også selvom det bare var midlertidigt, var ubærlig for ham.

I dag kan han adskille sine to personaer bedre, og kan faktisk bedst føle sig tilpas som Jonas.

”Nu kommer jeg hjem og er sådan: ’Lad mig få det her pis af. Lad mig trække vejret. Stik mig en bajer!’”

Inden resten af detaljerne skal på plads, og Victoria kan blive fuldendt til at tage i byen, vil Jonas drikke et par øl med sine roomies, som venter på ham på værelset ved siden af.

”Jeg kan godt mærke, at Victoria også skal pensioneres på et tidspunkt. Jeg vil gerne lære at fokusere på andre ting. Jeg vil for eksempel sindssygt gerne være familiefar. Villa, vovse, Volvo. Alt det der. Så går det jo ikke at blive ved med det her. Eller måske ikke pensionere hende, men i hvert fald trappe lidt ned.”