”Jeg vil ikke sidde og blive deprimeret over det, for døden er jo en naturlig del af livet”
Jette Nielsen står og skuer gennem ruden til den lille genbrugsbutik på Norges Allé. Er der mon kommet nyt gammelt guld siden gårsdagens besøg? Jette er pensionist og nyder tilværelsen. Også selvom den til tider kan være hård. Specielt på det sidste er døden en realitet, som hun i langt højere grad end tidligere har måtte konfrontere.
”Min mand og jeg har været til frygteligt mange begravelser på det sidste. Det sker lige her og nu, at folk falder fra. Nogle er ældre og nogle er yngre end jeg, der er 77”.
Jettes mand er ligesom den daglige gang forbi genbrugsbutikken en fasttømret del af hendes liv. Det har han været i over 56 år. Jette smiler: ”Vi mødte hinanden nede på Caravellen, 70’ernes stamsted i Århus”. Var det så kærlighed ved første blik? Spørgsmålet får Jette til at bryde ud i en mild latter: ”Næh, men det udviklede sig i hvert fald”.
Det gode må opveje
Hun beskriver en af de største glæder som værende evnen til, at bevare sit lyse sind. At være i stand til at overkomme tabet af nære relationer. Selvfølgelig skal være plads til dårlige dage. De må bare ikke overskygge alt det gode i hverdagen.
De gode ting, som kunne bestå i en køretur med hendes mand. Nogle gange efter noget bestemt, som dagen forinden, hvor de kørte til Them efter en berømt overlagret ost. Jette elsker at lave mad og nyder at holde madklub med veninderne. At gøre et visit på grillbaren i Galten, se hendes søn, shoppe i genbrugsbutikker eller bare slå benene op på sofaen, det elsker hun også.
For Jette handler det om ikke at presse sig selv unødigt og når den dårlige dag kommer, vil hun se en god serie og drikke lidt mere kaffe.
”Jeg vil ikke sidde og blive deprimeret over det, for døden er jo en naturlig del af livet”.
En sjette sans
Hun er ofte forberedt på dødsfaldene før de hænder, en såkaldt sjette sans, som hun mener at besidde.
”Jeg tror, jeg har en uhyggelig sjette sans og jeg bilder mig selv ind, jeg altid har haft den evne. Jeg ved det sgu, før det sker. Men alligevel ved jeg det ikke så meget, at jeg altid tør stole på det. Jeg bliver bare bekræftet i, at det var lige det jeg tænkte”.
Hun anskuer denne følelse som både en gave og en forbandelse. En gave fordi, hun får et forvarsel. Denne indirekte konfrontation, kan lette en del af chokket over at miste nogen. En forbandelse fordi, at folk ofte tror hun er tosset. Hun smiler og et grin trænger sig igen på. ”Når de finder ud af det så var rigtigt, så har de glemt, hvem der sagde det”.