Jens kender godt smagen af vindruer, og han ved også godt, hvilket dyr der har sorte og hvide striber. Han kan bare ikke huske, hvad det hedder

Jens Pedersens fløjten bliver gradvist svagere, som hjemmeskoene trisser ud af stuen og bevæger sig op på fjerde sal i det gamle byhus i Aarhus. 

Han er gået på jagt efter billeder. Billeder fra hans tid som atlet i Randers Freja Atletik. 

Efter kort tids stilhed vender fløjten tilbage, og det samme gør skridtene. 

Med favnen fuld af dokumenter og billeder tager Jens nu igen plads i den gyngestol, han sad og vippede i. 

Jens’ kone, Bodil Pedersen, sidder i den sorte lædersofa og kigger i retning af hendes mand. 

Hun stiller ham spørgsmål, og kniber svaret, kan man høre den ru lyd af håndfladen, der bevæger sig i modsatte retning af skægvæksten. 

Han tager sig så til hovedet, vipper fortsat på stolen og tænker sig grundigt om. For hukommelsen er ikke, som den har været. 

Endelig kom svaret: 

“7,42 meter.” 

Det var springet, der i august 1968 sikrede Jens en guldmedalje ved DM på Frederiksberg stadion. 

“Små rødhætter” 

For fire år siden kunne Jens’ kone Bodil mærke, at alt ikke var, som det plejede. Små ting i Jens’ sprog ændrede sig. Han begyndte at kalde jordbær for “små rødhætter”. I starten syntes Bodil, det var sjovt, men da det viste sig, at sprogvanskeligheden ikke var et enkeltstående tilfælde, vidste Bodil godt, at det nok var på tide at søge lægehjælp. 

Ved lægen blev det tydeligt, at der var sket en ændring oppe i hovedet på Jens. 

“Han kunne godt genkende dyret med de sorte og hvide striber på billedet, som lægen viste ham. Men ordet ‘zebra’ var forsvundet fra hukommelsen,” beretter Bodil. 

Jens har stadig svært ved at huske ordene, og da Bodil spørger ham, hvad der ligger i den lille skål, der står på bordet foran ham, driller hukommelsen igen. Jens kan godt huske, hvad det smager af. Han ved godt, hvad det er. Men han kan ikke huske, at det hedder vindruer. 

En matematiklærer uden tal 

Når sygdommen sniger sig ind og overtager Jens’ liv, er det ikke kun Jens selv, der bliver ramt. Bodil og Jens har, siden de har fundet sammen, delt opgaverne og klaret dem som et hold, men nu er det begrænset, hvad Jens kan bidrage med. 

“Det kan være svært at genkende ham,” siger Bodil. 

Bodil sætter parrets liv i system og ordner alt det praktiske, der følger med et fælles liv. Bodil er også ansvarlig for parrets økonomi. 

Jens har gennem sit arbejdsliv som skolelærer varetaget flere forskellige roller. Han har undervist i fysik, været kasserer i lærerforeningen på skolen, viceinspektør og matematiklærer. 

Men nu er det svært. 

Tal er svært. 

“Alt det fra min tid som lærer er ligesom forsvundet fra mig.” 

Sygdommen slog lejr hos Jens, og siden da er store dele af hans liv blevet taget fra ham. 

Noget af det, der dog står allerklarest tilbage i hukommelsen, er atletikken. Jens kan stadig finde frem til rekorderne, og han husker, hvordan hans far måtte troppe op på skolen, for at Jens helt ekstraordinært kunne få fri. Han skulle nemlig rejse til Uganda for at deltage i et stort stævne. 

En hobby fra fortiden 

I en travl hverdag, hvor familielivet skulle hænge sammen med arbejdet, blev atletikken lagt på hylden. I dag er gejsten for atletikken vendt tilbage, og dedikationen er den samme som dengang, han selv sprang sandet blødt i den aflange sandkasse på alverdens atletikstadioner. 

Han er nemlig i gang med et stort projekt. 

Jens har fundet ud af, at der er mange atletikresultater, der aldrig er blevet registreret ordentligt. Det har han sat sig for at ordne. Han går nu resultaterne efter i sømmene, og han arbejder sig hele vejen tilbage til 1942. 

“Det er blevet en hobby for mig,” siger Jens og fortæller, at det er noget, han ofte beskæftiger sig med. 

Men det tager tid. 

Og med en jævnlig forvirring over, at de små mennesker, der bestemmer inde i computeren, ikke gør, som Jens ønsker det, kan projektet også give anledning til en vis frustration. 

“Bodil har prøvet at forklare mig, at det ikke er nogen, der sidder inde i computeren og kommunikerer med mig, men at de sidder deroppe,” siger Jens og peger modløst op i loftet, som for at vise, at han godt er klar over, at der er større kræfter på spil. 

“Så længe Jens kan selv, skal han gøre det selv” 

Jens og Bodil Pedersen forsøger at holde fast i hverdagen. De laver ting hver for sig. En gang om ugen deltager Jens i et demenskor, som er et fællesskab, hvor folk med demens og deres pårørende kan mødes og synge sange sammen. 

“Jeg ved ikke, om det var noget, vi fandt ud af sammen, eller om jeg besluttede det, men jeg synes, at så længe Jens kan selv, skal han gøre det selv,” siger Bodil. 

For Bodil betyder det meget stadig at give Jens muligheden for at være selvstændig, og rutinerne er med til at skabe et overskud, der gør, at Jens kan have en hverdag. 

“Jeg har ikke noget imod rutiner. Det fungerer udmærket for mig,” siger Jens, mens han smiler skævt. 

En gang om ugen tager han turen fra Knudrisgade til Guldsmedgade for at købe bagerens rugbrød i Føtex. 

Jens handler også stadig ind. Med en indkøbsliste i hånden sender Bodil ham ned i den lokale Rema 1000 for at købe de småting, de mangler. 

“Nogle gange tegner jeg også det, han skal købe.” 

Bliver Jens forvirret i supermarkedet, er de ansatte gode til at hjælpe ham. 

Han kommer der tit, og er der noget, han ikke kan finde, går der ikke længe, før det står foran ham. 

“Jeg kender dem, og de kender mig,” siger Jens. 

Et kaos af minder 

Jens er nu for alvor gået på opdagelse i gamle minder. De sorte lædertøfler med brune uldsokker står solidt plantet i plankegulvet i stuen. Et hav af udprintede sportsresultater og billeder fra en svunden tid omkranser fødderne på gulvet. Når øjnene har undersøgt det ene, giver de gamle fingre slip, og han lader det falde ud af hånden og ned på gulvet, så han nu kan iagttage det næste. 

Omkring ham udfolder sig det liv, som han har levet. 

Bodil har sat sig til rette med benene over kors i den grøngule Børge Mogensen-sofa og ser stille på, mens hendes mand lader mindernes kaos blive gradvist større på gulvet. 

Hun har set det hele før. Og det har Jens også. 

Men i dette øjeblik er det, som om Jens Pedersen for første gang ser den unge mand med nummer 127 på den hvide Randers Freja-uniform sætte rekorder.