Johannes Hieronymus: "Jeg drømte om at blive den næste Tim Christensen, men heldigvis blev jeg det ikke"

Vi skal tilbage til en solrig dag på Smukfest i 2022. Den 25-årige musiker Johannes Hieronymus står i den ene side af scenen i P3 teltet med sin guitar om skulderen og er i færd med at spille for en lovende dansk sangerinde. Med en barndoms- og teenagedrøm om at blive musiker, kan det at spille på en af Danmarks største festivaler godt ligne en drøm, der endelig går i opfyldelse. Og på sin egen måde er det også præcis, hvad det er. For selv om drømmen som barn handlede om at stå forrest og spille sin egen musik, så har den med årene ændret karakter.

Musikken er en livslang følgesvend, men den har ikke altid været en kærlighedshistorie 

Johannes har levet af at spille musik nærmest lige siden, han var færdig på gymnasiet, og i dag er han en eftertragtet hyremusiker, der har stået på store som små scener i både ind- og udland. Han har spillet alt fra festivaler og store musicalproduktioner til private bryllupper og firmafester. 

Interessen for musik har han ikke fra fremmede. Han er vokset op i en familie, hvor musik stort set altid har været til stede. Moderen er uddannet musiker fra Det Jyske Musikkonservatorium, og i mange år levede hun af at lave børnemusik og babyrytmer. Derfor lå det også i kortene, at Johannes skulle lære at spille musik.

“Jeg kommer fra en familie, hvor man skal gå til musikundervisning. Da jeg startede i 0. klasse, begyndte jeg til klaver, og jeg hadede det. Det gav mig nærmest et eksistentielt sammenbrud hver onsdag eftermiddag. I dag ville man måske kalde det et angstanfald, men det gjorde man ikke dengang. Efter klaver startede jeg til guitar. Det hadede jeg også. Man skulle øve sig, og jeg syntes mildest talt, det var røvkedeligt,” siger han. 

Børnemusik, især som godnatsange, var Johannes’ første møde med musikken. Hjemmet var fyldt med melodier, men da han nåede syvårsalderen, begyndte genren at fylde mere, end han kunne holde ud. 

“Jeg sagde en dag til min far, at jeg ikke gad godnatsang længere. Så spurgte jeg ham, hvad han lyttede til. Han hørte Kashmir, Tue West og Tim Christensen, og jeg besluttede mig for, at det var det, jeg selv ville høre fremover. Jeg brugte Kashmirs sange som godnatsange, til jeg var ni. ‘Mom in Love, Daddy in Space’ endte ofte med at køre på repeat, indtil mine forældre kom og slukkede.” 

En ny verden åbner sig

“Fra jeg var ni, til jeg var 14 år gammel spillede jeg Green Day minimum halvanden time om dagen med min lillebror Andreas. Vi kunne spille 18 af deres numre, og dem spillede vi så som oftest, indtil Andreas blev sur og gik, fordi han syntes, at jeg spillede for dårligt,” smågriner Johannes. 

Mødet med nye musikgenrer puster nyt liv i Johannes’ lidt anspændte forhold til musik. Herfra bliver den til noget, der vækker lyst og interesse, og drømmen om en fremtid i musikkens verden sætter sig for alvor i en 12-årig Johannes, da han står på balkonen i VoxHall sammen med sin far til 10-års jubilæet for Kashmirs ‘The good life.’

“Der var sådan en eksistentialistisk, nostalgisk følelse over både at være lykkelig og ekstatisk over at være der, men også at være ekstremt misundelig på dem på scenen. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ‘Jeg er ikke done før jeg har prøvet det der. Det er det der, jeg skal,'" fortæller han.

Efter gymnasiet flytter Johannes til Aarhus med ambitionen om at blive den næste Tim Christensen- eller Mads langer-type. Her begynder han på at skrive sine egne sange og gå til jamsessions på Fatter Eskild for at møde andre musikere – og i bedste fald finde sig sit eget band.

Tiden på Fatter Eskild bliver et vendepunkt for den unge, aspirerende musiker. Det er gennem nogle af musikerne fra jam-miljøet, som han møder her, at han får sine første cover-jobs og bliver introduceret til en, for ham, endnu ukendt del af musikverden – et møde, der åbner hans øjne for en helt ny måde at være musiker på.

“Jeg havde ingen penge, og pludselig var der nogen, der spurgte, om jeg ville med ud at spille covermusik mod betaling. Så begyndte jeg på det, og derigennem mødte jeg nogle musikere, der levede af at være hyremusikere. Jeg havde altid troet, at ‘musiker’ betød at være artist – som John Mayer, Ed Sheeran, Mads Langer eller Adele. Ingen havde fortalt mig, at man også kunne være Adeles guitarist eller hendes korsanger, men det gik op for mig i den proces, og så har jeg jagtet den del lige siden." 

Frihed under et nyt ansvar

I dag er Johannes i tvivl om, hvad der præcist blev det udslagsgivende for skiftet fra at lave originalmusik. Om det var fordi, det var svært at få hul igennem med sin egen musik, eller om han bare passede bedre ind i branchen som hyremusiker, er svært at sige, men at drømmen skiftede, er han glad for.

“Rent pragmatisk er det nemmere at leve af tjansen som hyremusiker. Og så er der noget psykologisk i, at det er nemmere at beskytte sin selvopfattelse. Når man udgiver sin egen musik, og ingen lytter … det gør ondt. Som hyremusiker kan man stadig leve af musik uden den personlige risiko, og det spiller helt klart ind.” 

Der ligger også en stor del musikalsk frihed i det, at han ikke lever af sin egen musik. Han får lov til at spille flere genrer, med en masse forskellige mennesker og til alle slags arrangementer.

“Jeg har det helt vildt godt med, at jeg har muligheden for at spille så meget musik og udfylde forskellige roller. Nogle uger kan jeg være afsted på turné i Tyskland i nightliner-bus og spille live i ‘Guten Morgen Deutschland’ med op mod 10 millioner seerer, mens jeg i andre perioder måske skal spille til en privat fødselsdag eller en julefrokost. Jeg kan godt lide, at det ikke er det samme år ud og år ind,” siger han. Så tilføjer han: 

“Jeg spillede engang til en 16-årig drengs begravelse, og det er i virkeligheden nok et af de jobs, der har haft størst betydning for mig. Der havde jeg en oplevelse af, at lige nu gør jeg noget med musikken, som jeg ikke plejer at gøre. Det var en måde at bruge mit instrument til at hjælpe nogle folk med at komme et sted hen med deres følelser, som de muligvis ikke ellers var kommet hen. Det var enormt meningsfuldt.” 

Et anker på scenen 

I sit virke som hyremusiker finder Johannes en helt anden mening, end den han drømte om, dengang hans fokus lå i at skulle være artisten i fronten af scenen.

“Jeg synes egentlig, det er nice, at alle øjne ikke hviler på mig. Jeg kan godt lide at være ankeret på scenen. Nogle artister kan være enormt meget i deres følelsers vold, når de står på scenen. Jeg føler mig meget tilpas i at være den, de kan kigge i øjnene eller få et nik og et smil fra og så måske tænke: ‘Nå ja, det er bare det samme, som når vi spiller uden publikum.’ Det sætter jeg en stor ære i,” fortæller han.

At være en relativt ukendt musiker bærer fordele med sig, som han sætter pris på.

“Jeg har ikke prøvet at være kendt, men nu tror jeg ikke, jeg ville synes, det var særlig fedt at være det. For mig er der ikke på den måde det store behov for offentlighedens anerkendelse. Og så synes jeg, at det er meganice at kunne gå i Netto med tømmermænd,” griner han. 

Et liv i balance

På hans venstre hånd har han en tatovering af en vægt med et kryds ved siden af sig – en påmindelse om, at han skal huske balancen.

“Musikken er jo en livsstil, men det er ikke hele livet. For at kunne gøre mit arbejde så godt som muligt, er det vigtigt, at mit liv omkring det er i balance,” siger han og tilføjer: 

“Jeg tror ikke, man nødvendigvis bliver stresset af at arbejde meget, men nærmere af at være i situationer, hvor man ikke kan se meningen med det, man laver. For mig handler det om at bruge mest mulig energi på ting, der giver noget tilbage og mindre på det, der ikke gør. Det fede ved at være musiker er jo, at man kan sige nej – også selvom der er penge i det.” 

Privat bor Johannes sammen med kæresten, Sofie, der er læge, og i sommer startede han på psykologistudiet i Aarhus. Med en masse spillejobs på siden kan det udefra godt ligne et umuligt puslespil at kunne finde tid sammen, men de skaber balancen gennem klare rammer og prioriteringer.

“Hvis vi kan, spiser vi aftensmad sammen. Det er hovedsageligt de tidspunkter, vi har sammen i hverdagen. Vi har en fysisk fælleskalender, hvor mine jobs bliver skrevet i, og så planlægger vi ud fra den. Jeg prøver virkelig at holde søndagen fri. Det er blevet vigtigt for mig. Der er kommet meget mere ro, efter jeg er flyttet sammen med Sofie og har fået et liv sammen med hende,” fortæller han med et smil. 

Hylden uden spotlys viste sig at være den rigtige 

I dag er Johannes landet det helt rigtige sted. Nok drømte han engang om at stå forrest, men lige dér, lidt til højre for spotlyset på scenen til sin første koncert på Smukfest, der står han præcis, hvor han skal.

“Jeg er i virkeligheden meget glad for, at mit liv ikke er blevet, som jeg håbede, det ville blive, da jeg var 16,” siger han og griner.