Kæmpe blæksprutte og rekordjagt i Den Gamle By
I Den Gamle By forsøger børn at fingerstrikke sig vej ind i Børnenes Rekordbod, med den hjemmestrikkede blæksprutte Sprutterut som kreativt midtpunkt.
”Man bliver altså sygt sulten af at fingerstrikke” sukker en lyshåret pige i cowboykjole og sender et længselsfuldt blik mod teltets åbning. Duften af ristet brød og smeltet ost sniger sig ind fra toastboden overfor. En mave rumler højlydt.
En sprutte af garn og farver
Uld, bomuld, hør og syntetiske fibre i alle regnbuens farver snor sig rundt i teltet som et fiskenet. Selv i loftsbjælkerne hænger der garn.
På det lyse trægulv står der fletkurve proppet med garnnøgler, som var det Tetrisbrikker på afveje. Den farverige og hjemmestrikkede blæksprutte Sprutterut hænger tungt fra loftet, klar til at indfange de næste forbipasserende.
Ingrid Staunstrup der er aktør på museet, har i dag fået tjansen i teltet.
”Hun er en slags kreativitetssprutte” forklarer hun. ”Hvis man mangler kreative tanker, kan man gå hen og holde hende i hånden og få noget kreativitet”.
De lange og tykke strikarme slynger sig over stolerygge og ned i buer fra loftet. Der bliver hurtigt erfaret, at man ikke skal være meget højere end 160 cm, før man risikerer at få en strikket tentakel i hovedet.
Et genoptaget samarbejde
Fra den allerførste Festuge i 1965 har museet været en del af festlighederne, og i år er det 70’er-inspirerede gør-det-selv telt der er midtpunktet for et rekordforsøg i fingerstrik.
”Vi håber, at rekordforsøget kan genoplive venskabet til Aarhus Festuge og give ekko gennem museet,” fortæller arrangør Ida Pallesen.
Gennem årene har Festugen budt på adskillige rekordforsøg. I år er det fingerstrik, der har fået hovedrollen af taktiske årsager, forklarer Ida Pallesen.
”Fingerstrik er noget de fleste kan finde ud af, og det er nemt at være med til. Det handler nemlig ikke kun om at sætte rekorder, men at børene for følelsen af at være med til at skabe noget større”.
SFO på strikkeeventyr
En skinger hvinende skærer sig vej gennem teltet. Tolv sjaskvåde SFO-børn løber ind og efterlader våde fodtrin bag sig. Latter og lyse stemmer fylder teltet. ”Helle, Helle, se!”
De små besøgende fiser rundt i farvestrålende regnjakker og gummistøvler med ét mål i sigte, garnnøglerne.
En pige i gul suser direkte mod en af fletkurvene og undersøger hvert eneste garnnøgle grundigt. Endelig finder hun den, en lyseblå glimmer-garnnøgle, der matcher hendes hårspænder.
Med garnøglen i hånden løfter hun blikket og får øje på Sprutterut. I et øjeblik står hun helt stille, og beundrer den enorme blæksprutte. Fingerstrikken midlertidigt glemt.
Den ledsagende pædagog fra Møllevangskolens SFO, Helle Kjærgaard, har travlt.
”Vi er normalt meget kreative i SFO’en, så når der er sådan noget her, melder vi os gerne til”. Hun pauser for at hjælpe en pige med at skifte garnfarve.
”Først havde jeg tænkt at det blev en tøsetur, men så var der alligevel en af drengene der tænkte, at det ville han da ikke gå glip af” fortæller hun og peger mod den brune læderstol.
En dreng med strittende mørkt hår stikker hovedet frem og viser stolt sit fingerstrik. Det sorte og gule garn bevæger sig om de små fingre i et hastigt tempo.
Fingerstrikken ryger over skulderen og rundt om halsen for at holde styr på den. Han ligner lidt en humlebi uden vinger.
Mere end bare en rekord
Helle Kjærgaard kalder rekordforsøget genialt, men understreger, at det ikke kun handler om rekorden.
”Det at de får lov til at fordybe sig i det kreative, og gå ind i sig selv” ser hun som mindst lige så vigtigt.
Sprutterut svajer stille i vinden, et farverigt vidne til børnenes fælles indsats.
Der er stadig langt til målet, og rekorden virker uendelig fjern. For de fleste af børnene fra Møllevangskolen er det dog ikke konkurrenceelementet, men oplevelsen af at have skabt noget stort i fællesskab, der tæller.
”Får man så en medalje?” udbryder drengen med strithår.
Okay, måske ikke det vigtigste for alle.
