Karin har fundet roen

’’Det handler om en viden om, at vi er større end det vi umiddelbart kan se’’, siger Karin Nyegaard og lader blikket vandre udover den lille oase, som søen med ænderne i Rehabiliteringsparken tager sig ud som. 

Hun sidder med lukkede øjne på en vinterbleg bænk og registrerer de små lydindtryk: folkene der færdes på stierne og fuglene der igen har glæde af søen, som for få dage siden var dækket af is. Karin udstråler en ro, som jeg kun har set hos få mennesker før. Det er svært at beskrive hvordan. Men det er den slags ro, man kun kan opnå, når man har gennemlevet alle livets op- og nedture, solskinsvejr og skybrud.

Da Karin er 5 år, dør hendes far i en brandulykke i sin lejlighed.

’’Som 5-årig forstår man ikke sorgen på samme måde. Men man føler et afsavn til noget, man ikke har mere’’, siger hun, og fortæller videre om hendes barndom, med en mor som havde et omsorgsgen udover det sædvanlige.

’’Jeg husker en vinter, hvor al offentlig trafik blev lukket ned på grund af sne. Da hentede min mor et stort kuld strandede unge fra min søsters efterskole på stationen, og lod dem overnatte i vores 2,5-værelses lejlighed’’. 

Omsorgsgenet har Karin også arvet. I hendes otium bruges fritiden som frivillig i det lokale folkehus og i kirken.

Hun er børnefri som et aktivt valg. ’’Der er lidelse nok i verden, og derfor fandt jeg det vigtigere at hjælper dem som allerede lever – og lider’’, siger hun, og fortæller videre om sit arbejdsliv, som var præget af socialpædagogiske jobs.

Ifølge Karin findes kærligheden i mange flere former end blot kærlighed mellem 2 personer.

Roen og kærligheden finder Karin blandt andet i krystaller og i bønnen. For hende handler det ikke i sig selv om spiritualiteten og kristendommen, men om de ordløse ting, vi forsøger at skabe begreber for. Fornemmelser og følelser. Personligheder og toner.

’’Tonen C. Det er noget vi kalder den. Men hvor kommer den fra? Den kan synges, den kan siges og den kan spilles. Men der er ikke nogen der har opfundet den. Hvor kommer den fra?’’, spørger hun smilende.

Og det er en blanding af de små og store ting, de tunge og lette ting, de udtalte og de ordløse ting, som har formet Karin. Både når hun intuitivt flytter adresse til et nyt sted i Østjylland, eller når hun intuitivt hjælper et forældreløst barn med at finde et godt sted at være. Fordi det føles rigtigt. Småt, men stort på samme tid. Tungt, men let på samme tid.

Og måske er det derfor hun kan finde ro. Sådan rigtig ro. Dér, i parken, på bænken.