Karlo og Skibet

Sorg blev til lyrik for Karlo Mørch: ”Jeg har trukket vejret for os, jeg har båret vægten af vore sjæle.”

70-årige Karlo Mørch, 4. marts, 2026, Aarhus Ø.
Offentliggjort

Nytårsdag 2020, kort før Corona lukkede Danmark, mistede erhvervspsykolog Karlo Mørch sin hustru gennem mere end tre årtier. Sorgen har han arbejdet med siden.

Historien får nu liv i et sagte hjørne ved kanten af Aarhus Ø, hvor han nyder de første stænk af forårssolen.

Den gråsprængte herre peger mod skovvejen og siger, ”nu bor hun lige derovre på Nordre Kirkegaard.”

Historien fremgår, som Karlo selv har gengivet den.

Jeg har talt med dig nat og dag og indimellem, jeg ved du lytter

Selvom hun ikke er her mere, fornemmer jeg hende stadig. Nogle gange vågner jeg om natten, når det er helt tyst, og mærker en lille tappen på mit ben, så begynder der en sitrende kuldegysning, som bevæger sig hele vejen op gennem kroppen, så hårene rejser sig. Det er ikke hver nat, det er bare en gang i mellem, men jeg er sikker på, at det er min kone. Andre nætter hører jeg en kvindestemme, der råber op gennem puden, men jeg kan ikke dechifrere, hvad det er. Sådan har jeg aldrig haft det før, jeg mistede hende.

Det er ikke noget, jeg siger til så mange, for nogle kan ikke holde ud at høre på det, men det er altså sådan, det er. Der er et før og et efter med alting, og det at miste min kone var en skelsættende oplevelse for mig. Sådan en oplevelse gør ondt, men den kan også være lærerig, for man tager noget med sig.

Min kone blev syg, da hun fik noget med sit hjerte, og det blev til et langt forløb, hvor hun fik problemer med sine andre organer. Så fik hun diabetes type ét til sidst, og det kunne organerne ikke klare. Hun fik en masse medicin, og det var sådan, at det der var godt for den ene, var dårligt for det andet. Hun blev bare mere og mere svækket. Det varede over et halvt år, og den sidste halvanden måned lå jeg med hende derhjemme.

Da hun døde, havde vi boet sammen i over 30 år. Hun var syv år yngre end mig, og det var noget mærkeligt noget, for jeg havde en basal antagelse om, at det var mig, der skulle afsted først, og det kunne jeg ikke forstå, så det døjede jeg med at acceptere i noget tid. Men det nytter ikke noget, for man kan jo ikke få dem tilbage, selvom man tror det i starten. Men der er alligevel noget magisk over det.

Der har været positive sider ved sorgen også. Jeg er blevet mere reflekterende og rummelig. Jeg flipper ikke længere ud, og jeg tænker mere over størrelsesforholdene. Jeg glæder mig over de små ting.

Der går en båd i nat, vær beredt, vær klar, vær vågen

Fire dage efter at min kone døde, begyndte jeg at skrive. Jeg sad vågen om natten, hvor sætningerne kom til mig, og så begyndte jeg at skrive dem ned. Det er der, hvor man bare skriver ned, som det kommer til en. Det er sorgen, der skriver. Det er blevet til en digtsamling på omkring 100 sider.

Det bedste digt hedder Skib, som er inddelt i forskellige faser, smerte, opråb, tab.

Karlos digt, Skib, følger her i udvalgte sekvenser, fortællingen fortsætter efter:

Jeg hører en pludselig fløjten, en tuden ovre fra Ingerslev

Det er en båd, der kommer, lanternen blinker ude ved fyret, det er rød og grøn (…)

Der går en båd i nat, vær beredt, vær klar, vær vågen, vær ikke mindst på stikkerne (…)

Vi forstår dig brormand, du er sgu bare en kammerat, en sømand lissom os (…)

Jeg har trukket vejret for os, jeg har båret vægten af vore sjæle

Jeg har talt med dig nat og dag og indimellem, jeg ved, du lytter

Vi har været på tur og set alt det vi kender, jeg bløder af længsel

Jeg har sunget for dig i bilen, jeg har ryddet op og ordnet hår og tænder (…)

Hvert ord i avisen handler om dig og kaffen er kold, selv brødet tørt, alting smuldrer (…)

Men nu har de ringet med desperation i stemmen, den dirrer, den knækker

Der går en båd i nat, og der går vist kun den ene, det er sådan det er (…)

Men jeg venter på broen, mens vinden den tager til, forsvinder et billede af dig med røgen

Selvom min sidste lygte den er tændt, siver mørket ind over mig og mine (…)

Der går et skib i nat

Det var et signal til mig om, at du skal med det skib – du skal videre i livet.

Sådan fik jeg ryddet op og kom herud på Aarhus Ø.

Nu bor jeg i den bygning, der hedder SHIP.

Powered by Labrador CMS