Klæbende våddragter og kolde fødder: Anna tester Aarhus Try Out

Lyden af våddragter, der gnider mod hinanden, fylder luften. Med en kajak i hver hånd kæmper ni studerende sig ned til vandkanten. Selvom det er koldt, er der varmt under dragten.

Anna Siegfredsen sætter sig selvsikkert i kajakken. Hun har ikke prøvet det før, men hun er overbevist om, at hun er naturtalent. Da den vipper lidt under hende, falder facaden, men hun retter den hurtigt op med et lille grin. Hun var ikke den eneste der vaklede lidt.

Til dagligt læser Anna Kommunikation og It, men hun savner et afbræk fra den til tider lidt hårde hverdag. 

"Jeg mangler en sportsgren, der kan tvinge mig ud og bevæge mig. Det giver mig energi, så derfor afprøver jeg havkajak i dag."

Vandet er spejlblankt i Marselisborg Havn. Et par både ligger og flyder på vandet i solen. Det er, hvad Ole Simonsen kalder for perfekt kajakvejr. Han styrer biksen til hverdag, som formand for FDF Havkajak. I dag afholder de et Aarhus Try Out arrangement, hvor studerende kan være med gratis.

”Da jeg lagde begivenheden op, blev der udsolgt på 24 timer. Havkajak og pizza er åbenbart lige noget for de unge”, fortæller han med et stort smil. De er omkring 50 medlemmer i klubben og på udkig efter nye. Fire af dem er mødt op i dag for at instruere de grønne nybegyndere.

Aarhus Try Out er et nyt koncept, der er udrullet i efterårssemesteret i år. Det giver studerende mulighed for gratis at deltage i fritidsaktiviteter og foreninger, med henblik på at man kan finde et fællesskab at være en del af. Klubber som FDF Havkajak kan derfor oprette et hold og få dækket omkostningerne af Aarhus Kommune.

Udstyrsgemmeren

En lugt af saltvand og sure tæer rammer os i hovedet, da Ole åbner containeren. ”Det er klubbens helt egen”, siger han med ret ryg. En de har fået placeret i løbet af de 20 år foreningen har eksisteret.

Containeren er udstyrsgemmeren, og den er godt fyldt. Noget i nærheden af 20 pagajer står først for, når man kommer ind. Næste række er våddragter i alle størrelser, både lange og korte, og bagerst hænger redningsvestene, hvis nu man skulle falde i.

Det kræver kræfter at klemme sig ned i de stramme dragter med uldundertøj under. Det er en kølig september aften, temperaturen er kun omkring de 13 grader. Ingen har prøvet det før, så alle bereder sig på det værste. Jakker, tørklæder, sokker og hat udenpå våddragten og redningsvesten – ikke den typiske uniform, men man må arbejde med, hvad man har.

Anna er hurtigt kommet i udstyret og udpeger sine brede skuldre som sin største fordel. ”Det må være lige noget for mig det her”, lyder det selvsikkert. Gejsten fejler ikke noget.

Tre af de lange kilometer

Jeg sejler ved en fejl ind i en anden piges kajak og falder i snak over min bommert. Det er hendes studieveninde, der har taget hende med under armen til havkajak i dag. Hun er bare mødt op helt forventningsløs og spændt. De håber begge at kunne finde en ny fritidsaktivitet.

En anden fortæller inspireret om at sejle fra den ene ende af Limfjorden til den anden næste sommer. Snakken går mellem kajakkerne, og efter en halv time har de fleste nogenlunde fået tæmmet deres båd.

En af de rutinerede medlemmer spørger ivrigt, hvordan det går. Min kajak er uheldigvis på vej i den helt forkerte retning, lige da han får spurgt, og jeg må derfor anerkende, at jeg har lidt svært ved at styre den.

Det rutinerede medlem, Jesper Kirk, har været med i klubben siden 2018 og fortæller, at det giver ham en ro at være ude på vandet. ”Især på en aften som i aften”, understreger han.

”Det er bare noget særligt at sejle sammen med andre, og så er det er bare megasjovt”.

Han er tit på ture med kajakkerne og nyder det enormt meget. Det længste, han har roet, er 42 kilometer i streg. Jeg spørger, hvor langt vi har roet indtil videre, og Jesper svarer, at turen nok samlet er ”lige omkring 3 km”. Mine ben gør allerede ondt af at være i spænd i bunden af kajakken, og min lænd er præget af manglende styrketræning. Jeg kan slet ik forestille mig 42 kilometer.

Instruktøren kalder til samling, da vi når den uendelige bro. ”Ja, normalt plejer vi at nå lidt længere, men i dag bliver vi altså nødt til at vende om”. Der lyder små grin fra de nybegynderne i vandet. Det er snegletempo, men vi ved det godt. Snuderne vender semikontrolleret rundt og tilbage mod havn.

Slutspurt og nostalgi

Det bliver mørkt, mens vi er på vandet. Solnedgangens farver aftager stille og efterlader blot et lyserødt skær i horisonten. Det spejlblanke vand afløses af en lidt stærkere vind, der sætter gang i overfladen. Solen rammer ikke længere bådene. Det eneste, der lyser, er det containerskib, der ligger stille i bugten. Omkring 1000 fugle flyver rytmisk i takt med hinanden og danner et kunstværk på himlen. En slags sort sol. Som om aftenen ikke kan blive smukkere.

Et sted før havnen vækker Ole, der har sejlet forrest hele turen. Han fortæller om dengang, det tog ham 45 minutter at ro de sidste 100 meter. Ikke på grund af modvind, men fordi en delfin svømmede omkring ham. Han bliver helt ekstatisk bare ved fortællingen, og passionen sidder dybt i ham. ”Jeg tog også til Grønland og så ikke en eneste sæl, så kom jeg hjem i min kajak og gæt så, hvad jeg så – en sæl! Og så i Danmark!”

Ved slutspurten det sidste stykke mod havn kommer farten lidt op. ”Det går da forrygende det her”, siger Anna begejstret.

”Jeg skulle lige til at sige, at I ligner hvaler alle sammen, så godt som I glider i vandet”.

Alle klukker lidt trætte. De fleste glæder sig til at få varme i fødderne.