Knud nyder "bare at leve"

Jeg har ikke nogen rutiner, overhovedet ingen.

Ikke siden jeg gik på pension d. 1. januar. I mange år har jeg haft rutiner. Efter et langt arbejdsliv som mave-tarm kirurg, på forskellige sygehuse i landet, nyder jeg at få tiden til at gå med bare at leve. Det er jo en fornøjelse at kunne gå en tur, når jeg har lyst.

Jeg har været glad for mit arbejde. Det lå ellers i kortene, at jeg skulle blive landmand ligesom min far. Men det rådede han mig til ikke at gøre, og det sagde mig heller ikke så meget.

Efter jeg var færdig i militæret, var jeg egentlig interesseret i arkæologi, men da jeg skulle krydse uddannelse af på ansøgningen til universitetet, stod medicin lige nedenunder, og så endte krydset der. Det kunne lige så godt være faldet en anden vej. Jeg har ikke fortrudt det siden, bestemt ikke.

I 1983 mødte jeg min kone Grethe på Varde sygehus, hvor hun var sygeplejeelev og jeg arbejdede. Det er allerede 43 år siden. Vi kom lidt sent i gang, men vi har fået to døtre.

Jeg kan huske køreturen hjem fra sygehuset, efter vi havde fået vores første datter. At kigge tilbage på bagsædet, på vej op ad Randersvej, og se det lille menneske i autostolen. Grethe og jeg kiggede på hinanden, og jeg tænkte: Hvad fanden gør vi nu? Fra da var vores liv totalt ændret.

Jeg får kuldegysninger af at tænke tilbage på det.

Grethe er heldigvis jordnær. Sammen forsøgte vi at tage det stille og roligt.

Græd hun, fandt vi ud af hvad vi skulle gøre, og prøvede os ad for at få hende til at sove om natten. Én dag ad gangen lærte vi, hvordan vi kunne bære os ad.

Mange synes, at det er skræmmende at tiden går, de siger, at den smuldrer væk, men det er jo godt. Det betyder at man lever.