Kræften ramte hans kone – og vendte hele Bos verden på hovedet

"Tanken om, at drengene ikke skulle have deres mor, gav mig en følelse af afmagt.

For syv år siden blev min kone syg med kræft i næsen. Vi var på skitur i Østrig, og på vores sidste skitur lukkede hendes ører til på vej ned i liften.

Det tog nogle måneder, før lægerne fandt ud af, at der var kræft i næsen. Næsen blev skåret op i første omgang, men det lykkedes ikke at få alt ud. Ved anden operation skar de næsen op og lukkede åbningen af med hud fra hendes pande, efterfulgt af 33 dage i strålebehandling.

Jeg er kontrolmenneske, men i denne periode var jeg ude af kontrol. Jeg gik i overlevelsesmode, men forsøgte samtidig at holde skruen i vandet med arbejde, vores tre sønner og alt, der skal passes. Jeg var i min egen lille klokke. Efterfølgende gik det op for mig, hvor alvorligt det i virkeligheden var.

Min kone er heldigvis meget, meget sej. Hun arbejdede hjemmefra med computer – og det var hendes måde at kæmpe sig igennem alt det her.

Det har været svært, når folk har spurgt: hvordan har du det? Jeg tror, det er en dansk ting at spørge om – og det kommer bare ud af munden på folk. Jeg sagde sjældent, at jeg havde det godt nok. Jeg sagde det, som det var, men det er træls at stå i en situation, hvor man står og vil afsende et budskab om, at man ikke har det særlig godt – og folk så ikke har tid til at høre det, de selv har spurgt om.

Den største hjælp har ligget hos dem, der har sagt: hvad har du brug for? Under sygdomsforløbet kunne vi ikke leve af takeaway. Vi bad dem, der havde tilbudt deres hjælp, om dagens ret eller en hovedret til aftensmaden. Så begyndte folk jo at komme med mad i bøtter og skåle. Jeg blev nødt til at sige, at de skulle komme med maden i poser, som kunne smides ud. For hvis jeg skulle opbevare andre folks skåle og bøtter samtidig med at vaske op, ville det blive for meget.

Kræftforløbet har trukket energi ud af min kone. Det har sat sine spor på mange måder. Man havde før én normal, hvor vi deltog i mange ting, og hun havde overskud. Fortsætter vi i det spor, bliver hun drænet. Derfor skal vi finde en ny normal.

Hun har kæmpet en megakamp og er faktisk, for at sige det mildt, begyndt at få overskud til at træne og finde fysisk energi de seneste to år. Personligt er jeg begyndt at dyrke nogle af mine gamle interesser. Nu har jeg lige været ude at svømme, og jeg er begyndt at windsurfe og få tid til mine venner. Jeg gør de ting, der giver mig energi, i stedet for det, der trækker ud.

Man er projektleder i sit eget liv, så man skal sørge for at få glæden ud af det, man har – at gøre tingene nu. Der er ikke noget, vi kan tage for givet. Det er også derfor, jeg ligger her – jeg trækker solstrålen, mens den er her. Jeg gør tingene, mens jeg kan. Jeg skal leve, mens jeg er her."

Bo Normann Nielsen, Ingerslevs Boulevard, 54 år