Kunsten er blevet middel for klimaaktivisme

Røgsignalet fra hver cigaret stiger simultant til vejrs og forenes i en samlet røgsky på hjørnet af Wessels- og Baggesensgade. Med et sidste sug gør Esbjørn Hermansson og Jens Ozmec sig klar foran Global Aktions lokaler, og forbereder de sidste detaljer til dagens oplæg. De skal i dag, mandag den 9. december, fortælle de fremmødte om deres protest på Statens Museum for Kunst.

Jens Ozmec og Esbjørn Hermansson gik 1. december ind på Statens Museum for Kunst. Her kastede de orange majsstivelse på et 118 år gammelt maleri. Majsstivelsen gemte de i et syltetøjsglas, som var spændt fast i deres bukserem. Den handling har skabt resonans på mange medier landet over. Omtalen er hovedsageligt opstået, fordi aktivisterne har vendt deres blik mod kunsten.

Opmærksomhed på flere fronter

Til introoplægget i Global Aktions lokaler fortæller Esbjørn og Jens om, hvordan forskellige klimabevægelser i årtier har demonstreret forgæves. 

Demonstrationerne bliver sjældent taget alvorligt af politikerne, der ikke handler på de klimakrav, som demonstranterne forlanger, lyder det i oplægget. 

Det er ikke kun danske protestbevægelser, som kæmper med at få politikernes opmærksomhed. Den engelske protestbevægelse Just Stop Oil kastede i 2022 suppe på et Van Gogh-maleri og ligeledes kastede Riposte Alimentaire græskarsuppe udover Mona Lisa i januar i år.

Et spørgsmål om sikkerhed

Astrid la Cour, direktør på Statens Museum for Kunst, er derfor tvunget til at gøre sig nogle nye overvejelser om sikkerheden. Hun skriver i et skriftlig svar: 

“SMK har et højt sikkerhedsniveau, og vi forholder os hele tiden til vores sikringsforhold. Som museum er det en af vores vigtigste opgaver at passe på kunsten for at sikre fremtidige generationers adgang til vores fælles kulturarv.” 

Jens Ozmec, den ene af de to, der stod bag protesten på SMK, har aldrig haft nogen intention om at ødelægge kunsten, siger han i K-LIVE på DR.

Kampen for klimaet er en kunst

Det er nærliggende at spørge, hvorfor aktivister nu bruger kunsten som middel til at skabe opmærksomhed om deres budskab. Jan E. Jørgensen, medlem af Folketinget for Venstre, siger i Go’morgen Danmark, at Nødbremsen kunne “gå ud og samle noget skrald” i stedet. 

Det er den manglende forståelse, Nødbremsen mener, de bliver mødt med. Derfor er Esbjørns pointe også helt klar: 

“Mange mennesker har en følelsesmæssig tilknytning til kunst, så her kan man virkelig rykke noget”. 

Nødbremsen afprøver også andre metoder i forsøget på at skabe opmærksomhed. Om morgenen fredag den 13. december blokerede de tre veje i København i protest mod regeringens plan om at bygge 15 nye motorveje. 

Den aktion endte blot som en sidenotits i den nationale nyhedsdækning, selvom hele 39 medlemmer af Nødbremsen deltog. 

Til oplægget retfærdiggør Jens og Esbjørn deres egen protest ved at fortælle om de kunstværker, der er gået tabt under oversvømmelserne i Valencia tidligere på året. Derfor mener de, at kunsten ikke kan gå fri i kampen for klimaet. 

Protesterne er nødt til at påvirke folk, eksempelvis noget de har en følelsesmæssig tilknytning til, ellers “er der ikke nogen, der er tvunget til at snakke om det”, siger Esbjørn.

Er klar til at gøre det nødvendige

Det er endnu uvist, om Esbjørn og Jens skal i fængsel for deres protest. For selvom det vil være “maks nederen at skulle i fængsel”, som Jens siger, så er han klar til at tage konsekvenserne af sine handlinger for at bringe samtalen til bordet i alle dele af samfundet: 

“Fuck det, hvis jeg kan forhindre at mine søskende skal i krig og kæmpe for mad og vand, så er jeg villig til at gøre whatever it takes”. 

Emil Husted, lektor på CBS i København og ekspert i aktivisme, har svært ved at se, at enkeltstående protester “batter på den realpolitiske scene”. For at opnå en større gennemslagskraft, tror han, at et “økosystem af bevægelser, partier og NGO’er” er det, der skal til for at skabe forandring. 

Selvom de to røgsignaler for længst er fordampet, forsøger Nødbremsen stadig at sende signaler til magthaverne om, at noget skal forandres, for at fremtiden ikke går op i røg. Efter Jens og Esbjørn har slukket deres cigaret under skosålerne, orienterer de sig til begge sider og går over vejen for at smide deres skod i skraldespanden. For som Emil Husted siger, er det netop på tværs af veje, grænser og skel, at løsningen findes. Løsningen, der ikke kun tager sit afsæt i Danmark, men i en global aktion.