Langt fra ligesindede


 

På et besøg hjemme i Fredericia, står Oliver foran spejlet og kigger på sig selv. Denne gang med ny selvsikkerhed. 

Han har fået nye huller i ørerne. Neglelakken er stadig frisk. 

Han genkender sig selv mere end nogensinde før.

For få år siden havde han aldrig forestillet sig, at det her kunne være ham. 

I dag bor Oliver i København. Og han er langt fra den eneste LGBT+-unge, der først finder sig selv, når de forlader provinsen. 

Dårlig trivsel

Sidste år udkom en større undersøgelse fra Vive, der havde til hensigt at kortlægge unge LGBT+-danskeres trivsel. Undersøgelsen viste, at unge LGBT+ personer i alderen femten til sytten år bosat uden for hovedstadsområdet, trives dårligere end deres jævnaldrende der bor i København.

I hovedstadsområdet har 29 procent af LGBT+-unge lav livstilfredshed samtidig med at 48 procent viser tegn på moderat eller svær angst og depression.

Et tal der allerede er højt men endnu højere uden for Hovedstaden.

Eksempelvis sammenlignet med de undersøgte kommuner i Sønderjylland.

Dér har 40 procent en lav livstilfredshed, mens 57 procent viser tegn på svær angst og depression. 

Ifølge Peter Edelberg, studielektor på Københavns Universitet i historie og forsker i LGBT-historie, skyldes det flere årsager. 

Han mener, at den manglende repræsentation af LGBT+-personer på landet er en væsentlig grund til, at trivslen er dårligere. 

“Det er en mangel på fællesskaber. Der er måske ikke nogen, man kan spejle sig i eller mødes med.” 

Outsider, underlig og mærkelig

En af dem der er stødt på udfordringer under sin opvækst som LGBT+- person, er Oliver Asmund Bornemann. 25-årige Oliver er homoseksuel og udforsker stadig sin kønsidentitet i dag. 

Han har gennem sin opvækst i og udenfor Fredericia ofte været alene og følt sig anderledes. 

For Oliver Bornemann kulminerede mistrivslen i teenageårene – et tidspunkt hvor afstanden mellem ham og sine jævnaldrende voksede sig til en stor kløft.

“Jeg havde det virkelig skidt.
Det mest uhyggelige var, at jeg var så bange for at reagere på de selvmordstanker jeg havde fået.

Hvis jeg ikke havde hjulpet mig selv, var jeg blevet ved med at være ulykkelig.

Det er jo ikke et liv.”

Foto: Niels Frederik Schaldemose

Oliver Bornemann genkender derfor udsagnet om at mangle fællesskaber, samt nogen man kan spejle sig i. 

"Genkendelse spiller en megastor rolle. Det med ikke at føle sig i en udsat position, som en outsider, underlig eller anderledes."

Masser af plads under regnbuen

LGBT+-begrebet dækker over mange bogstaver. Begrebet omfatter mennesker, der bryder med samfundets normer for kønsidentitet og romantisk eller seksuel orientering. Det kan eksempelvis være personer, der ikke er ciskønnede, heteroseksuelle eller som oplever deres identitet og tiltrækning på andre måder end flertallet.

Netop fordi begrebet er så bredt, er det væsentligt at skelne mellem seksualitet og kønsidentitet.

Ligesom Oliver Bornemann, er Marco Bendix Hansen vokset op som LGBT+-person på landet. Marco identificerer sig selv som non-binær, hvilket betyder man ikke ser sig indenfor den binære kønsforståelse om, at man enten er mand eller kvinde. Derfor bruger Marco pronominerne de/dem, i stedte for han/ham eller hun/hende.

Derfor har det været forskellige problemstillinger, Marco har stået over for tidligere. 

“I forhold til seksualitet versus kønsidentitet, er det virkelig to meget forskellige ting at finde ud af.“ Siger Marco Bendix Hansen

Peter Edelberg, forsker i LGBT-historie, peger også på, at der er stor forskel på, hvilke udfordringer man står med som ung LGBT+-person, men at det især kan være ekstra udfordrende som transperson.

“Unge transkønnede er mere udfordret, i det samfund de lever i, og samfundet gør det ikke nemmere for transpersoner, tværtimod.” Siger Peter Edelberg. 

Også Marco oplevede, at den manglede repræsentation skabte fordomme i sin egen omgangskreds.

“Jeg kan selv huske at have hørt fordomsfulde bemærkninger fra min familie, som netop udsprang af, at de ikke kendte nogen LGBT+-personer.” 

Minoritetsstress 

24-årige Marco Bendix Hansen voksede op i et landområde på Sydsjælland mellem Næstved og Slagelse. De er efter eget udsagn vokset op socialiseret som pige. 

Derfor mærkede Marco en distance til de andre piger i sin opvækst, da de ikke følte sig tilpas som værende en pige. Det blev særlig tydeligt op til en gallafest i gymnasiet, hvor de for alvor kunne mærke forskellen. 

Mens alle pigerne havde glædet sig til at udsmykke sig i flotte kjoler, var det en kvælende følelse, for Marco at skulle have kjole på – Ikke kun om kroppen, men om hele følelsen af at ikke være sig selv. 

“Jeg var ved at brække mig over at skulle have kjole på. For mig var det bare stygt, og jeg havde det klamt i min krop hele den aften. Men jeg købte en kjole, for det var det, man gjorde. “ 

Forkerthedsfølelsen endte derfor med at styre Marcos hverdag.  

“Jeg var tæt på at gå ned med stress i 3G. Jeg græd, og var ked af det hele tiden. Som undskyldning fokuserede jeg på at læse og lave lektier, så behøvede jeg ikke føle den her mærkelige klump i maven, der altid har været der. “ 

Ifølge Signe Uldbjerg, kønsforsker og faginspektør på museet KØN, kan den form for pres, de har levet under senere udvikle sig til minoritetsstress. 

“Minoritetsstress er veldokumenteret blandt LGBT+-plus personer, som er den her egentlige målbare erfaring af, at hvis man er minoritet, så følger der nogle psykiske og fysiske sundhedsmæssige risici.” 

Både Marco Bendix og Oliver Bornemann har oplevet den psykiske byrde i kraft af deres LGBT+-person.

“Det kan være særligt svært uden for hovedstadsområdet, hvor der er færre mennesker, og hvor man ofte er omgivet af personer, som ikke forstår ens LGBT-identitet og kan have fordomme", fortæller Signe Uldbjerg.

Ensomme fællesskaber

Rundt om i landet findes der forskellige foreninger og grupper for LGBT+-personer, der bor uden for de større byer.

Noget som Peter Edelberg mener er gode initiativer, men ikke nødvendigvis nok. For selvom fællesskaberne eksisterer, er de ikke altid repræsentative for bredden af mennesker under LGBT+-paraplyen.

Han forklarer, at faktorer som alder, seksualitet og kønsidentitet spiller en stor rolle i at kunne spejle sig i andre. 

“Hvis man er en 17-årig bøsse i en pride-organisation med tre lesbiske kvinder på 40 år – eller hvis man er transkønnet og sidder med tre bøsse-teenagere, der har det fint med deres ciskønnethed – er det måske ikke det fællesskab, man har brug for.” 

Når spejlingen mangler, risikerer fællesskabet, at miste trygheden og i stedet blive et sted, man tøver med at træde ind i. 

Selvom der eksisterede “alternative” fællesskaber gennem Oliver Bornemanns opvækst i Fredericia, var det alligevel ikke et sted, hvor han følte sig hjemme.

“Det kan være virkelig uhyggeligt at opsøge. Det er skræmmende at komme der, fordi man ikke kender koderne eller ved, hvordan folk er.”

"Jeg er ikke længere det mærkeligste, folk har set i dag"

Fælles for Marco Bendix og Oliver Bornemann forlod de begge deres barndomsbyer efter gymnasiet, og bor i dag København. For begge har flytningen til hovedstaden været et vendepunkt. 

I København oplever de begge to at møde flere ligesindede og trives derfor bedre. 

Oliver dyrker queermusik og kultur i sin lejlighed i det nordvestlige København - Foto: Niels Frederik Schaldemose

“Da jeg kom til København, blev jeg opmærksom på, at der er mange andre som mig. Jeg troede inden, at jeg var den eneste på planeten,” siger Oliver Bornemann

Peter Edelberg fortæller, at det gode ved storbyen er dens diversitet og at man derfor nemmere kan finde fællesskaber der matcher sin egen identitet. 

“I København kan man mere blende ind i mængden, mens man bliver mere synlig, hvis man skiller sig ud i en mindre provinsby.” 

Noget Marco kan nikke genkendende til 

“Der er så mange mennesker i København, at uanset hvad, er jeg ikke længere det mærkeligste folk har set i dag. Hvilket er meget rart.” 

Homofobiske holdninger 

I sommeren 2025 viste en anden national befolkningsundersøgelse udarbejdet af Sexus, at hver femte dansker har homofobiske holdninger.

Undersøgelsen peger samtidig på en tydelig geografisk skævhed, hvor holdningerne er markant mere udbredte uden for Region Hovedstaden – ligesom undersøgelsen om de unges trivsel.

Dermed tegner der sig et billede af, at der hvor homofobien er højest, er trivslen blandt LGBT+-personer lavest. 

På Statens Serums Institut hvor undersøgelsen er udgivet, skriver de desuden, at homofobiske holdninger kan lede til psykiske problemer hos LGBT+-personer. 

Signe Uldbjerg, kønsforsker og faginspektør på museet KØN, fortæller derfor at det er muligt, at der er en sammenhæng mellem undersøgelserne, men at det kan være svært at vurdere.  

“Det er spændende at kigge på, om der faktisk er en direkte sammenhæng, og uanset hvordan man vender og drejer det, så er det jo så interessant, at der er en national geografisk forskel.” 

Signe lægger særligt mærke til én ting, i undersøgelsen om danskernes moralske holdning til homoseksualitet. 

Hun påpeger, at undersøgelsen viser, at der oftere forekommer homofobiske holdninger blandt folk, der ikke har modtaget seksualundervisning i skolen. 

Det skaber en ulighed i samfundet, fremhæver Signe Uldbjerg.

“Man svigter jo i virkeligheden både de mennesker, der kommer til at mangle den her undervisning og oplysning, men også dem som fordommene går ud over,” siger hun. 

Flugten fra provinsen 

Selvom både Marco Bendix og Oliver Bornemann i dag har fundet større tryghed og fællesskab i København, forholder de sig forskelligt til tanken om, at vende tilbage til deres hjemstavn.

For Oliver er det ikke en mulighed.

“Nej, jeg ville ikke overveje at flytte tilbage. At blive i Fredericia havde ikke været muligt, eller kunne lade sig gøre. Det ville være så radikalt anderledes et liv, og jeg ville ikke kunne være den, jeg er i dag. ”

Men er det ikke en del af problemet, hvis alle LGBT+-personer vælger at flytte til hovedstaden? 

“Det er da enormt selvforstærkende, hvis alle dem, der er en smule anderledes flygter væk derfra, kan det skabe en fortælling om, at det er forfærdeligt at være ung LGBT+-person uden for hovedstaden.”

Hvor Oliver har lagt sin hjemstavn bag sig, ser Marco anderledes på muligheden for at vende tilbage. 

“Jeg kunne godt overveje at købe mine forældres gård en dag og flytte tilbage. Huset har været forbundet med at være ked af det og dårlige relationer, det har jeg lyst til at genvinde og skabe gode minder i. Samtidig kan jeg godt savne det hyggelige ved lokalsamfundet, hvor alle kender hinanden, og at man er tæt på naturen.”