Lines syge søster: "Jeg følte mig lidt taget fra min familie"

“Jeg tror, jeg følte mig lidt taget fra min familie,” siger Line Hartvig Hinrischen i dag. Ikke fordi nogen ønskede det sådan. Men fordi sygdom trækker alt med sig; tid, energi, opmærksomhed. Det meste af livet foregik pludselig et andet sted end dér, hvor Line stod. 

Da Line er ti år gammel, ringer telefonen hos hendes mormor. Et øjeblik senere står mormoren i døren med tårer i øjnene. Line begynder selv at græde, før hun overhovedet forstår hvorfor. Hendes lillesøster har fået kræft. 

Fra den ene dag til den anden bliver hverdagen vendt på hovedet. Hendes forældre er konstant indlagt med søsteren, og Line fortsætter i skole. Hun sover ofte hos sin bedste veninde, fordi derhjemme ikke længere er et “hjem” på den måde, det plejede at være. 

Alligevel mindes hun overraskende mange lyspunkter: en sommerhustur for søskende til syge børn. En uge på Mallorca med andre familier, der kendte samme kaos. Årene hvor hun, uden helt at forstå hvorfor, fik lov til ting, andre ikke måtte. Line kigger ned, fniser, inden hun indrømmer:

 “Jeg tænkte nok mest på alle de sjove ting jeg fik lov til, som de andre ikke måtte. Jeg forstod ikke rigtigt konsekvenserne.”

Søsterens forløb varer omkring tre et halvt år. Derefter følger årlige tjek indtil hun fylder 18. Alt går heldigvis godt. Men i familien ligger der stadig noget uudtalt tilbage. 

“Min papfar sagde en dag - efter et par øl - at han godt vidste, jeg var blevet glemt,” fortæller Line. 

Det ramte noget, hun egentlig altid havde vidst, men aldrig havde talt om. Måske burde de have sat sig ned og snakket om det hele. Ikke fulde, ikke for sent, men mens det stod på.

 Alligevel føler hun, at sygdommen også bandt dem tættere sammen, gav dem et andet blik for hinanden og for tiden, der går. 

Når hun i dag ringer hjem fra Aarhus, mærker hun det tydeligt. Den del af barndommen forsvandt ikke. Den formede hende.