Livets arbejdstegning set fra en bænk

“Det er vildt, det der foregår i Iran”.

"Jeg boede der, da jeg var barn. Min far var maskiningeniør i et stort firma. Da vi kom tilbage til Danmark, var lige da jeg skulle starte i skole, og det blev så her i Aarhus". 

"Han var meget kunst- og historieinteresseret, min far. Så efterfølgende tog han familien med gennem de omkringliggende lande også. Syrien, Irak osv. Men at tegne var han også glad for. Man kan vel godt sige, at det var gennem ham, at jeg begyndte at interessere mig for byggerier og kunst". 

“Nu bor jeg lige heromme. Det har jeg gjort i 15 år. Jeg skal hjem til min kone... kæreste er det nok. Vi skal spise en frokost sammen, og jeg tror det skal være en god roastbeef. Lige nu passer jeg mine hunde, Otto og Victor”. 

“Er det Victor med k eller c?”, spørger jeg.

“Gud! Det har jeg aldrig tænkt over”.

“Jeg skriver med c, så”.

“Som arkitekt er der jo altid nogen man kender, der spørger, om man ikke lige vil kigge på dit og dat. Senest var det min fætters bekendte, der spurgte om jeg ikke ville kigge på nogle tegninger til hans nye sommerhus i Saksild. Min lillebror er også arkitekt. Det samme er min ældste datter. Jeg har muligvis smittet dem”. 

“Jeg kunne altid bedst lide at tegne boliger. Så kan man sætte sig ind i, hvordan det skal indrettes og designes. Det er en rar anerkendelse at få, når man møder de mennesker, der bor i den bygning man har tegnet, lige meget om det er boliger eller kontorer”. 

“Aarhus har jo udviklet sig vildt meget de sidste 30 år. Jeg synes jo, ikke nødvendigvis, at det er så flot nede på Aarhus Ø og sådan nogle steder, men altså, som Mærsk Mckinney Møller sagde; Den der betaler byggeriet, bestemmer hvordan det skal se ud”. 

Jens Kjærgaard-Jensen, 74 år, pensioneret arkitekt, Aarhus.