Lokomotivfører Michael Clemmensen har kørt jorden rundt 50 gange i sit VLTJ-tog  

Klokken er 05.27, da Michael Clemmensen sætter sig ind i det kolde, utætte førerhus på Lemvig Station. Morgendisen tegner små fortællinger på ruderne bag de røde julehjerter, som hænger foran alle vinduespartier i togvognen, og motoren brummer tungt et sted under togvognenes klistrede brædder. 

“Du kan jo høre, hvordan den her larmer,” siger han og klapper let på instrumentpanelet, som han efterhånden kender bedre end sin egen bukselomme.

Det er sådan, de fleste af hans morgener begynder. I næsten 40 år har Michael kørt i pendulfart mellem Vemb, Lemvig og Thyborøn – først mod syd klokken 07.50, så mod nord igen 09.55, videre mod Vemb 11.40 og så tilbage igen. En rytme så fast, at den næsten går i takt med togets højlydte brummen.

“Det er et dejligt job,” fortæller han. “Se bare den natur, vi har. Her fra morgen af var der både sne og solopgang."

Men denne sneklædte mandag morgen er alligevel ikke som de andre. Det er en af de sidste, hvor Michael kommer til at sidde helt forrest i det gamle styrehus på VLTJ-lokomotiv nummer 49 – et tog, han har fulgt, siden det fik sin debut i slutningen af 1980´erne.

Og i begyndelsen af 2026 er det slut. De ikoniske VLTJ-tog bliver erstattet af moderne, batteridrevne vogne, der kører lydløst og grønt på energi fra Vestjyllands mange vindmøller. “En nødvendig grøn omstilling,” siger Michael. 

Hans livs bedste fejl

Mens toget triller ned langs den jyske vestkyst, holder Michael på styrekonsollen, som en kunstner ville holde på sin malerpensel. Udefra ligner det, at Michael og toget passer sammen som hånd i handske.

Det har dog ikke altid ligget i kortene, at Michael skulle være lokomotivfører. Egentlig blev han det ved en fejl: 

“Jeg havde misforstået jobannoncen i avisen,” forklarer han, hvorefter hans blik med ét synes at rejse 38 år tilbage i tiden. 

I slutningen af 80´erne sad en ung Michael Clemmensen i den vestjyske by Lemvig. Han havde dagens udgave af Folkebladet Lemvig i hånden og studsede over en annonce fra togbanen, der søgte unge, lokale mænd til togbanens værksted. Det lød tilpas praktisk og jordnært. Et sted, hvor man kunne skrue lidt, gå til hånde og tage en dag ad gangen.

“Jeg troede, jeg skulle ansættes på banens værksted,” fortæller han.

Men da han mødte op til samtalen, stod det hurtigt klart. Michael skulle ikke kun lære at skrue i maskineriet i toget. Han skulle også lære at køre det. 

Det blev hans livs bedste fejl. For da han først sad i førerhuset, gav jobbet alligevel mening. Ikke på en højtidelig eller teatralsk måde – bare sådan helt stille og roligt, som tingene ofte gør herude.

“Engang bar VLTJ hele egnen”

Da Michael begyndte på banen i 1987, var VLTJ ikke nogen stor arbejdsplads. 

“Da jeg begyndte, var vi 25 mand,” siger han. 

Dengang var driften mere beskeden, og banen blev mest set som et praktisk bindeled mellem de små byer langs kysten. 

Men i løbet af hans snart fire årtier på strækningen har han set, hvordan VLTJ langsomt voksede ind i rollen som en af egnens vigtigste livliner.

“Nu er vi 80-90 mand, så det er blevet en stor arbejdsplads igen,” fortæller han. “Det har haft kæmpe betydning.”

VLTJ udviklede sig ikke kun i antal ansatte. Det blev med tiden den infrastruktur, der bandt lokalsamfundene sammen – og nogle gange var toget direkte altafgørende for, at folk overhovedet kunne komme frem og tilbage. 

“Der var faktisk engang, hvor der var så meget snestorm, at de fra Harboøre ikke kunne komme til Lemvig i bil,” siger Michael. “Der var de glade for, at toget kørte."

Men selv togvogne med legendestatus kan ikke modstå tidens slid. De gamle vogne knirker, ryster og tager vand ind, når regnen siler ned. 

Michael siger det, som det er: “Det kan godt være halvkoldt at sidde herude om vinteren. Det er utæt, og der kommer regn ind," fortæller han fra perronen i Vemb, da toget holder stille på stationen.

“Det har været et fint tog at køre i alle de år, men nu er det ved at være slidt. Det har gået sin gang.”