Mads brækkede kæben og kan kun huske brudstykker af minderne – men han holder fast i hestene

Det er en tirsdag som alle de andre. 61-årige Sanne Højlund står i køkkenet i det hus, hvor hende og hendes mand Morten har boet i godt 31 år. Det er eftermiddag, og kalenderen viser den 26. november 2024. Deres ældste børn, Mie og Max, er flyttet hjemmefra. Deres yngste søn, Mads på 25 år, bor stadig på matriklen. Ude i annekset, hvor han har sit eget lille hjem.

Det er vinterligt vejr på denne kolde novembereftermiddag. Mads er iført sit vanlige ornat: ridetøj, de kæmpestore, varme støvler og en tynd, grå vinterjakke. 

Han føler sig tilpas, som sædvanlig, når han passer sine heste. Da Mads stod op i morges, fodrede han sine seks heste, før han lukkede dem ud. Det gør han hver morgen, inden han kører på arbejde.

Mads har redet lige så længe, han kan huske. Det er en del af hans identitet og noget, han nødigt vil give afkald på. Ikke seks vilde heste kan tage duften af hø, lyden af hove og lugten af hestepære fra ham:

“Der er så meget passion og glæde ved det. Jeg gør så meget for det, og det giver så meget tilbage, som man nok kun kan forstå, hvis man har med heste at gøre. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle og kan ikke finde noget, der skulle erstatte det.”

Mads er træt efter en lang arbejdsdag som vvs-montør. I dag træner han kun tre heste. Resten har fri. To bliver redet, mens han i stedet vælger at longere Da Vinci. En teknik, hvor hesten iført en longe, en lang snor, løber i ring rundt om rytteren. Det er en træningsform, han har brugt mange gange før, og som lader hesten motionere i et roligt tempo.

Da Vinci er for nylig vendt tilbage til stalden, efter den har gået ude et år, “det vil sige, den ikke har lavet noget”, så for Mads var det naturligt at tage hestens fortsatte uddannelse i et langsomt tempo:

“Den skulle stille og roligt i gang, og jeg har redet den nogle dage op til, så jeg tænkte, den skal lave noget nemt, og jeg vil bare gerne være færdig.” 

14 sekunder. Så længe varer det opkald, Mads foretager til sin mor umiddelbart efter ulykken. I mellemtiden har han rejst sig. Konturerne af det aftryk, hans krop har lavet på ridebanen, står stadig tydeligt i det fugtige sand. Men han ser det ikke, for han er i choktilstand. Der er blod på banen. De hørebøffer, han havde på, er blevet slynget otte meter væk fra ulykkesstedet. Hvor længe han er bevidstløs, husker han ikke. 

 18:08 ringer han. Det viser opkaldshistorikken på hans telefon. 

“Mor, mor, skynd dig at komme, jeg har brug for hjælp, der er blod overalt.”

En fragmenteret hukommelse

Sanne smider alt og kommer galopperende ud til stalden, hvor Mads sidder på hug på det blodindsmurte betongulv. 

“Jeg er godt klar over, at når han ringer, så er det et eller andet alvorligt.” 

På vejen derud banker hun på Mortens kontor “det er nu, der er sket et eller andet, det er alvor”, får hun sagt i forbifarten, før de begge er hos Mads få sekunder efter. 

I den ene hånd holder han sin mobiltelefon. I den anden har han longen med hesten i. Den er helt tam nu. Står bare og glor. Den skammer sig ikke, selvom Sanne “ville ønske, den gjorde”. Hænderne er smurt ind i blod. Han er ved bevidsthed. Morten får sat Da Vinci i boksen, mens Sanne lægger Mads ned:

“Det er alvorligt. Der er blod over det hele. Hans ene kind er flået op. Det, der bekymrer mig allermest, er, at det bløder ud af højre øre. Jeg er ræd for, at han har et kraniebrud.”

Mads er i stand til at gå selv, og nogle minutter efter ulykken ligger han på gulvet inde i huset. Morten holder et håndklæde mod den blodige kind, da Mads begynder at beklage sig. Han har ondt. Choktilstanden er aftaget, og Mads’ nervesystem opdager pludselig, at der sidder grus og sand boret ind i et åbent sår på kinden. I mellemtiden har Morten ringet efter en ambulance. Sanne trækker ridestøvlerne af Mads, mens hun prøver at berolige ham. Han spørger gentagne gange om, hvad der er sket. 

Da ambulancen kommer 10 minutter senere, går han selv op i den. Han er ved bevidsthed, ifølge journalerne. Han ved, hvor han er, og han kan oplyse sit cpr-nummer til ambulanceredderne. De fumler med at få sat et morfindrop i armen, til stor irritation for Sanne. Alt hans ridetøj klipper de af, så de kan tjekke resten af kroppen for skader.

Ambulanceredderne definerer hans skade som et let hovedtraume, men Mads husker kun brudstykker af det, der er sket: 

“Normalt, når man kan huske noget, så synes jeg, man kan se det i billeder. Det kan jeg ikke her. Jeg har sådan en ide om, at det er sket. De små glimt der. Alt andet kan jeg ikke huske.”

En heldig hånd

“Har du et godt og et dårligt næsebor?”, spørger narkoselægen. 

Hans kind- og kæbeben er brækket fem steder, så han kan ikke få narkose gennem munden, som man ellers normalt får. Derfor skal han have det gennem næsen. Det er det sidste, Mads husker, inden han omtumlet bliver lagt i narkose. 

Da Vinci har efterladt en 10 cm lang flænge på højre side af Mads’ hoved. Den strækker sig fra øreflippen til lige under det yderste af hans øjenbryn. Hans øre er smurt ind i blod, og det drypper lige så langsomt fra den indre del af øregangen. Blødningen viser sig senere at stamme fra en lille flænge i øregangen, hvor blødningen er stoppet af sig selv.

Såret er dybt, og lægerne fjerner en del grus. Jo længere de kommer ned i såret, des mere grus finder de. De bruger en pincet til at fjerne det sidste, før de lukker den lange flænge. Hans fortand er flækket, ellers sidder resten af tænderne, hvor de skal. 

Efter tre timer vågner han op af narkosen: 

“Han reagerede fuldstændig voldsomt. Han var helt ude af den, hulkede og havde det rigtig, rigtig skidt”, husker Sanne. 

Det første, sygeplejersken fortæller ham, er, at han er blevet sparket i hovedet af sin hest. Én centimeter fra at blive ramt i tindingen. Han er overbevist om, at en eller andet har holdt hånden over ham. At han har været “ualmindelig heldig”. 

Sanne ser ulykken “som det, der bare ikke måtte ske. Det hændelige uheld”, hvor de heste, Mads har gjort tamme og til sine egne, pludselig bliver vilde og udadreagerende overfor ham. Mads har tænkt længe over, hvad der egentlig skete. Han er kommet frem til, at Da Vinci højst sandsynlig var lidt for vims: 

“Når jeg skifter volte, altså retning, er jeg inde ved hestens hoved. Når den så skal ud på cirklen igen, passerer den forbi mig, og det er nok i det moment, den er blevet kåd og derfor har sparket ud."

Mads bliver sendt hjem efter tre-fire dages indlæggelse. Lægerne udelukker kraniebrud.

Sindssyge heste

“Jeg har altid været ret sikker på Mads. Jeg har dog tit sagt til ham, hvorfor han skal have sådan nogle sindssyge heste, når jeg har set, hvordan de har forsøgt at kyle ham af og klemme ham op ad væggen, og hvad fanden de nu kan finde på, de der krikker”, siger Sanne bekymret. 

Hende og Morten har passet hestene, mens Mads var indlagt. Selvom det kun var nogle få grader udenfor, har ingen af dem turde nærme sig Da Vinci for at lægge det dækken på, han manglede for at holde varmen.

“Det første, jeg gjorde, var at hoppe ind i boksen til den hest. Den skulle jo have dækken på. Det sidste, der skal ske, er, at jeg skal blive bange for den.”

Ar i ansigtet, men ikke på sjælen

I dagene efter ulykken kaster Mads meget op og har også svært ved at sluge piller. Han kan åbne munden, men kun én centimeter. Det bliver bedre efter en kikkertundersøgelse, hvor kæbeleddet bliver sprøjtet med saltvand. Lige efter operationen kunne han åbne munden 3,3 centimeter. Han bruger spatler til at mobilisere kæbeleddet, for på den måde at udvide den højde, han kan åbne munden. Men det virker ikke. Han er nede på 2,4 centimeter nu.

Savnet til hestene voksede i tiden efter ulykken. De er en drivkraft for ham i hans hverdag og en del af hans identitet. Det var hestene, der holdt hans mod oppe, da han havde det værst:

“Jeg havde en måned, hvor jeg lå i sengen, og det eneste, der holdt mig i live, var, at jeg kunne gå ud og muge hestebokse. Selvom det tog mig fem timer – hvor det normalt tager mig en halv time. Det gjorde at hverdagen kørte, at jeg havde lidt med de kræ at gøre.”

Lægerne har tilbudt en omfattende kæbeoperation, hvor de åbner ind til kæbeleddet. Takker han ja, skal han gå seks uger på flydende og blød kost. Det betyder formentlig, at han taber sig drastisk igen, som da han efter første operation tabte sig 15 kilo.

Her var han også var på flydende kost, på grund af den ene centimeter han kunne åbne munden. Sengeliggende må han undvære de beskidte hestebokse. Omvendt er der chance for, at han får sin maksimale mobilitet i kæbeleddet tilbage. Men der er ingen garanti, da lægerne ikke kan se, hvordan leddet ser ud, før de åbner op.

Et spark ind i følelserne

Mads kan mærke det i kroppen, hver gang han har været i narkose. Hans krop græder over et traume, hans sind ikke kan huske.

Før ulykken var hans følelsesliv “meget kontrolleret”. Men han er blevet ramt i den del af hovedet, hvor hans følecenter sidder. Derfor er følelserne blevet mere “ukontrollerede” nu.

Ifølge Ali Amidi, lektor ved psykologisk institut på Aarhus Universitet, kan det hårde slag være skyld i den nedsatte evne til at regulere følelserne. Det skyldes, at den præfrontale cortex, der sidder i pandelappen og styrer den kognitive evne til at regulere følelser, er blevet skadet. 

Som følge af sparket er Mads blevet mere “grådlabil” og “følelsesladet” og har oplevet angstanfald. Nogle uger efter ulykken tager han til julefrokost på sit arbejde for at hilse på sine kolleger. De udtrykker, hvor godt han ser ud, og hvor glade de er for at se ham igen. Han begynder at ryste og svede, og da han når ud i bilen, bryder han ud i gråd: 

“Min krop reagerer på et traume, som min hjerne ikke kan huske.” 

Ifølge Dorte Mølgaard Christiansen, lektor i klinisk psykologi ved Videnscenter for Psykotraumatologi på Institut for Psykologi ved SDU, kan hjernen stadig have registreret den frygt, der opstod under ulykken, selvom et minde ikke er tilgængeligt. 

Derfor ser man også, at man sagtens kan få et psykisk traume uden at huske selve forløbet eller omstændighederne. Alene det at vågne op på hospitalet, og blive konfronteret med at man kunne være død, kan i sig selv være traumatisk.

Drømmen om at rejse

Mads har altid levet livet i et højt tempo, hvor meget arbejde og lidt søvn var hverdag. Ulykken har lært ham at trække stikket og sætte farten ned. Han insisterer på, ikke at lade frygten overtage hans liv:

“Så kan du lige så godt pakke dig ind i bobleplast og lægge dig i en seng. Det nytter ikke noget at være bange, for du kan lige så godt sætte dig ud i din bil og køre galt.”

Hukommelsestabet har gjort, at han ikke direkte frygter, at en lignende ulykke vil ske igen. Havde han haft hjelm på, ville den alligevel ikke have hjulpet:

“Jeg er bevidst om, hvilke situationer jeg kan sætte mig selv i, og jeg har altid hjelm på nu. Jeg har aldrig været bange for heste, men jeg har altid været forsigtig.”

Den positive indstilling Mads har til livet, har han altid haft. Han får ikke noget ud af at fokusere på det, der er træls i behandlingsforløbet. Fordi han godt ved, det er en “fucking lang proces.”

Sanne har hjulpet Mads, og været en vigtig støtte for ham gennem hele behandlingsforløbet. Til trods for ulykkens alvor, ser hun også det positive i forløbet:

“Vi er kommet meget tættere på hinanden, og vi snakker mere sammen nu. Jeg tror faktisk, Mads har fået et bedre billede af sin mor.”

Ulykken har lært ham at værdsætte livet mere, og givet ham lyst til at opleve noget andet end den samme rutine, han har haft de sidste 15 år. Han vil gerne opleve mennesker og kulturer og drømmer om at rejse til Canada eller Schweiz for at se naturen:

“Jeg gider ikke gå og synes, at livet er nederen.”