"Man lærer at forstå sig selv gennem de mennesker, man har og dem, man mister"

»Min bror mistede sin søn, og én tæt på mig fik et barn med en voldelig mand. Begge ting har sat sig dybt i familien. Man tror, at sorg og kriser fordeler sig jævnt, men det gør de aldrig. Nogle steder rammer de hårdt, andre steder mere stille, men de ændrer altid noget.

Jeg har altid interesseret mig for relationer. Måske fordi jeg har set, hvor meget de betyder, når de brister. Relationer giver perspektiv; de viser, hvad der gentager sig gennem generationer, og hvad der falder på plads eller falder fra hinanden. Man lærer at forstå sig selv gennem de mennesker, man har og dem, man mister.

I går så jeg Andreas Odbjerg i fjernsynet. Han talte om relationer og om alt det usagte. Om brud og forsoning. Og selvom hans liv ikke ligner mit, kunne jeg spejle mig i det, han sagde. Det slog mig, at det samme gælder mine borgere: deres historier er forskellige fra mine, men det følelsesmæssige landskab er det samme. Jeg tror, at de fleste kan spejle sig i længslen efter tilknytning, og i frygten for at miste den.

Det er det, der gør relationer så universelle, men også skrøbelige. De rammer os alle, bare på forskellige måder. Og når noget går i stykker ét sted i familien, forplanter det sig. Man mærker det i måden, man taler til hinanden på, i stemningen omkring et bord, i de stilheder, der bliver længere end før. Det har haft indflydelse på hele familien, også dér hvor ingen siger det højt.

For mig har det været en påmindelse om, hvor vigtigt det er at være den, der står fast, når andre vakler. At turde blive, selv når relationer bliver svære. At lytte mere, end jeg taler. Og måske derfor betyder mit arbejde så meget for mig: fordi jeg møder mennesker, der kun sjældent oplever, at nogen bliver hos dem.

Relationer kan bære os men kun, hvis nogen bliver ved med at holde fast.«